Ked af det

Kære Du

Først vil jeg lige sige, at det lyder rigtigt dejligt med alle de gode veninder, du har fået i din nye klasse. Og dejligt, at du glæder dig til at komme i skole.

Det, du skriver med matematik og din frygt for at skuffe andre, er noget vi ofte får breve om herinde. Mange unger føler et stort pres i skolen. Desværre. For livet er så meget andet end karakterer, og hvordan man klarer sig fagligt. Det er faktisk lige så vigtigt ( eller mere) at have venner. Og at have en hverdag man er glad for. Det har du heldigvis. Derfor er det også ærgerligt, at det med matematikken kommer til at skygge for alt det, der allerede lykkes så godt for dig. 

Det lyder som om, at du selv gør rigtigt meget for at blive bedre til matematik. Og jeg er ikke helt sikker på, om det er fordi, at din hjerne slukker til eksamen, at du før har dumpet matematik? Eller om det helt reelt er fordi, det er så svært for dig? 

Uanset hvilken af tingene det handler om, så tænker jeg, at det er vigtigt, at du får snakket med nogen om det.

Jeg tænker, at det især vil være godt, hvis du får snakket med din lærer. Din lærer vil måske kunne berolige dig og hjælpe dig, hvis det handler om eksamensskræk. Der er forskellige teknikker, du kan lære, så du bedre kan tøjle din nervøsitet. Og din lærer vil også kunne hjælpe dig under eksamenen, hvis du bliver nervøs. Samtidig hjælper det faktisk at stå ved nervøsiteten og fortælle om den. På en eller anden måde, kommer den så lidt væk fra en selv. 

Jeg ved ikke, om du har fortalt dine forældre helt præcist, hvordan du har det? Måske ville det hjælpe på, at de kunne støtte dig, fremfor at sige at du skal tage dig sammen, når nu du gør det i forvejen. Måske kan du vise dem dit brev og mit svar. Så kan de se, at du virkelig forsøger alt muligt for at klare dig godt. Vil de kunne hjælpe dig med lektierne? 

Du skriver at du er bange for at skuffe alle, du kender, hvis du dumper. Har folk sagt, at de bliver skuffede? Og hvem har sagt det? Er det alle? Ofte kan man godt tro, at alle vil blive skuffede, men for det meste, er det bare noget, man forestiller sig. Ville du fx blive skuffet, hvis nogen, du kendte, ikke bestod?

Du spørger sidst i dit brev, hvad du kan gøre for at blive bedre. Som jeg læser det, så gør du allerede alt, hvad du kan. Men måske har du alligevel ikke fået den hjælp, du behøver. Derfor kunne du og dine forældre tale med din lærer om, hvordan skolen og de kan hjælpe dig mere og udover den ekstra hjælp torsdag. Måske ville du fx have glæde af privat lektiehjælp? 

Jeg ved, at det kan være svært, men nogle gange er man nødt til at acceptere de ting, man ikke er så god til, for at komme videre. Ingen er god til alt. Og du ødelægger ikke din fremtid, selvom du ikke er god til matematik. Husk det. 

Jeg håber, du får den støtte, du har brug for. 

Mange hilsener BørneTelefonen.