Kan ikke overskue skolen mere…
Hej BB
Min far har drukket siden han var helt ung. Han har tre børn fra et tidliger ægteskab, som jeg er tæt knyttet til. For fem måneder siden, blev mine forældre skilt fordi hverken min mor eller jeg kunne holde ud at se ham drikke hver dag. Han flyttede til A….., min mor og jeg bor i O….., som vi altid har gjordt.
Jeg har altid været en stille og forsigtig pige. Jeg plejer ikke at være typen der snakker om mine problemer. I hele min barndom har jeg fortrængt det der skete der hjemme. Jeg har ikke kunnet se at der faktisk var et stort problem. For godt et år siden vandt min far så en masse penge i lotte og dem brugte han på en ny motorcykel.
Det var da han købte motorcyklen at jeg indså hvad jeg var vokset op i og begyndte at føle en voldsom smerte. Jeg begyndte at snakke med min lærer og de hjalp mig vider til en psykolog hvor jeg stadig går nu. Det at min far drikker har påvirket mig rigtig meget i skolen.
Jeg har svært ved at koncentrere mig i perioder (har også jern- og vitamin mangel) Jeg har sjældent overskud til at lave noget i timerne. Lektier kan jeg godt lave, men de bliver for det meste forsinket. Det har jeg også en aftale med mine lærer om at det er okay. Jeg går i niende klasse og skal til eksamen om et par uger. Det er jeg virkelig nervøs for, fordi jeg ikke har overskud til at fordybe mig i et emne så meget som man skal kunne til eksamen.
Lige for tiden er det virkelig svært for mig at tage i skole. Jeg kan næsten ikke stå op om morgenen, nogle gange står jeg først op klokken 7.30. Min mor arbejder i H…….. så hun kører før jeg står op og kan derfor ikke få mig op. Nogle gange har jeg bare brug for en fridag, hvor jeg kan være mig selv, men det synes jeg er svært når det er så tæt på eksamen.
Jeg kan ikke rigtigt snakke med min mor om det. Hun har svigtet mig mange gange og den tillid der skal være for, at jeg kan snakke med hende, er væk. Jeg har også svært ved at fremlægge foran klassen. Det er for voldsomt for mig at stå foran så mange. For ikke så lang tid siden skulle jeg fremlægge i tysk. Det var gruppearbejde. Det gik fint og jeg kunne huske det jeg skulle sige, men det var bare ikke rart for mig.
Jeg blev rigtig deprimeret bagefter og havde svært ved at klare resten af dagen. Når jeg ved at jeg skal fremlægge får jeg det altid rigtig dårligt op til fremlæggelsen. Når jeg har det sådan vil jeg bare have overstået fremlæggelsen, men så når det er overstået har jeg det også dårligt.
Min tysk lærer sagde at vores PP ikke var god nok. Hun sagde ikke noget om hvordan vi fremlagde, men aligevel følte jeg at hun ikke kunne lide det jeg fremlagde. Jeg har altid fået af vide at det jeg gør ikke er godt nok. Specielt fra min mors side.
Jeg skal på efterskole næste år. Hvis det ikke giver mig noget overskud ved jeg ikke hvordan jeg skal klare gymnasiet. Jeg har brug for noget som kan gøre skolen lettere for mig. Jeg ved godt at det tager tid, men jeg kan ikke holde det ud mere, jeg har bare brug for noget der kan skubbe mig videre.
Hilsen den fortvivlede