Brev

Jeg vil være børnemodel

Hej BørneTelefonen.

Jeg er en pige på 13, der gerne vil være børnemodel,
 
jeg går hele tiden rundt i stuen og øver mig på at gå og posere,

problemet er min mor, jeg er ikke spurgt hende fordi jeg ved hun siger nej fordi meget af det er i skoletiden,

og jeg brænder bare for det.

Hvad gør jeg?

Kærlig hilsen S.

Pige, 13 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære S Mange tak for dit brev, hvor du skriver om dit spændende ønske om at blive børnemodel. Jeg kan sagtens forstå, at du er lidt nervøs for at spørge din mor om lov til at prøve det af, når du i forvejen føler dig sikker på, at hun siger nej. Det er bestemt ikke altid nemt at overbevise sine forældre om, at dét, man går og drømmer om, nødvendigvis skal blive til virkelighed. Men nogle gange kan man også blive positivt overrasket over deres reaktion. Selvom det kan være svært at få taget hul på samtalen med hende, så er det samtidig din eneste mulighed for måske at få lov. Og hvis hun siger nej, så mister du heldigvis ikke noget, hun allerede har givet dig, for lige nu har du jo heller ikke lov. Det kan selvfølgelig spænde ben for din drøm for en tid, men det betyder ikke, at du aldrig bliver model. Det, din mor mener i dag, kan være anderledes om fx et halvt år, når du er blevet lidt ældre. Når du skal tale med hende om det, kan du jo prøve at forklare hende, hvad det betyder for dig. Og jeg tror især, at det er vigtigt, at hun kan mærke, at du har sat dig grundigt ind i, hvilke muligheder du har for at blive børnemodel. Måske har du allerede kigget på nogle forskellige modelbureauers hjemmesider, men hvis du nu ikke har, kunne du starte med at skrive ”børnemodel” i Google. Så vil der komme nogle forskellige muligheder frem, hvor du kan du læse om, hvad der kræves af modellerne. Og du kunne samle nogle links og nogle facts, som du kan præsentere din mor for, når du taler med hende. Du kunne også spørge hende, om hun vil hjælpe dig med at finde ud af, om et modelbureau ville kunne bruge dig. På den måde får du vist hende, at det ikke bare er en fiks idé, du har fået. Du får vist, at du allerede har tænkt over, at der er visse krav, man skal opfylde, og at du er målrettet omkring det. Var det mon en idé? Du skriver, at grunden, til at hun måske vil sige nej, er, at meget foregår i skoletiden. Det er selvfølgelig ikke så smart at gå glip af undervisning særlig tit, men mon ikke modelbureauerne kan tage hensyn til dét. Måske kan man lave aftaler om, at det kun er et par gange om måneden - og på forskellige ugedage, så det ikke altid går ud over de samme fag. Jeg ved ikke, om det er en mulighed, men man kan jo altid prøve at spørge. Derudover skal skolen også give sin tilladelse til, at et barn jævnligt får fri. Det vil sige, at dine lærere skal vurdere, om du rent fagligt er stærk nok til at klare dig i fagene, selvom du får fri engang imellem. Det kan din mor tale med dem om. Du skriver ikke noget om din far… Er det mon en mulighed at tale med ham om det også? Måske har du en storesøster eller storebror eller en anden tæt på, som kan hjælpe dig lidt med at blive forberedt på snakken med din mor, så du kan lægge en plan for, hvordan du vil starte samtalen? Det kan måske være meget rart for dig. Og ellers tænker jeg, at du virker ret så målrettet i dig selv, sådan som du går og øver dig, så mon ikke du sagtens kan klare det alene, hvis der ikke lige er nogen andre at tale med? Måske du kan vise hende dit brev til os og mit svar, det kan være et godt udgangspunkt til en snak?  Til sidst vil jeg give dig det råd at foreslå din mor, at hvis et modelbureau kan bruge dig, at du så bare prøver det af i en kort periode for at se, hvordan det går; fx tre måneder. Hvis det så viser sig, at det slet ikke går med skolen, så kan du jo stoppe igen. Så er hun nok mere rolig omkring det. Hvad siger du til dét? Og skulle det vise sig, at hun siger nej, uanset hvor meget du prøver at overtale hende, eller hvis der ikke lige er et modelbureau, der mangler piger i din alder, så tænker jeg, at det kunne være en god idé at begynde at gå til dans i stedet. Det er i hvert fald en fritidsinteresse, hvor du også får brugt din krop og din udstråling rigtig meget. Her arbejder man også med personligt udtryk, så på sin vis læner dans sig en del op af det at være model. Hvis du i forvejen går til dans, kan du prøve at undersøge, om der er andre stilarter indenfor dans, der kan være med til at udvikle dit personlige udtryk og din kropsbevidsthed, så du bliver ved med styrke dine muligheder for at blive model og for at vise din mor, at du altså kan noget i den retning.   Jeg vil i hvert fald ønske dig rigtig meget held og lykke med at få talt med din mor. Mange kærlige hilsener og pøj pøj med det hele fra BørneTelefonen

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Skole og efterskole Andre der hjælper

Uddannelsesguidens eVejledning

Vejledning om uddannelse og job
Læs mere

Har du eksamensangst? Få flere gode råd her

Måske har du tanker som: Hvordan undgår jeg eksamensangst? Hvordan skal jeg forberede mig inden min eksamen? Er der øvelser til eksamensangst? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige?

 

Måske du kender at nervøsiteten vokser sig så stor, at den nærmere bliver til en eksamensangst? Så er det vigtigt, at få talt om det med nogen.

 

Her på siden kan du få gode råd til at få dine katastrofetanker ud af hovedet, lægge en plan for, hvordan du forbereder dig, prøve vejrtrækningsøvelsen eller læse andre børns breve.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat