Jeg er så i tvivl med det hele

Kære pige på 15 år,

Tak for dit brev. Jeg kan virkelig godt forstå, at det må være svært at være dig lige nu. Du beskriver alle dine bekymringer og tanker om tvivl og forvirring over uddannelse, og følelsen af ikke at passe ind og kunne være sig selv så fint. Du er meget god forklare og sætter ord på dine følelser. Jeg vil gøre mit bedste for at hjælpe dig.

Først og fremmest vil jeg sige, at der er mange andre, der har det ligesom dig. Det er en stor omvæltning i ens liv, når man går ud af folkeskolen. Det kan føles overvældende og voldsomt med alle de muligheder, der ligger for ens fødder. Mange oplever at føle tvivl og er forvirrede, fordi man  selv kan bestemme hvad man vil. Og hvis det man vælger ikke duer, så kan man let komme til at føle at det er ens egen skyld eller ansvar – netop fordi man selv valgte det. Så kan man komme til at slå sig selv oveni hovedet med at man burde have gjort noget andet, fordi man fortryder. Men man skal huske, at man ikke kan tænke sig til det hele. Ligesom du har gjort, så bliver man nødt til at prøve nogle ting af for at blive klogere på hvad, der er det rigtige.

Ingen går gennem livet uden at træffe nogle valg, som de senere fortryder og derfor “laver om” ved at gøre noget andet, som de har mere lyst til og tror på er bedre. Man kan tænke på det som en “lær-og-justér”-proces med sig selv, der for de fleste fortsætter hele livet. Man kunne dele det op i trin:

1) Man prøver noget, som man tror på er det rigtige for sig selv i ens liv.

2) Man gør sig nogle erfaringer og mærker hvordan det føles.

3) Man justerer og ændrer på det, som man ikke bryder sig om.

4) Man er blevet klogere på sig selv – og især hvad man vil og ikke vil.

Jeg ved ikke om du kan genkende nogle af de tanker hos dig selv. Måske det kan hjælpe dig, at tænke at de fleste mennesker – også dine gamle venner – går igennem samme proces som dig.

Og det er ikke for sent at vælge om! Det kan være et andet gymnasium, det kan være en efterskole eller måske en 10. klasse. Der er som regel pladser fordi andre også vælger om.

Det er vigtigt at du får snakket med nogen om det. Jeg kan forstå, at du ikke føler, at du kan snakke med dine forældre om det. Det behøver ikke være dine forældre, selvom jeg tror at det er en god idé. Det kan også være en studievejleder eller en lærer, som du føler vil lytte og hjælpe.

Jeg vil råde dig til at vise eller sende den voksne dit brev og mit svar. Så er snakken i gang af sig selv. Du behøver til en start ikke at sige så meget fordi du allerede har skrevet det hele så flot i brevet.

For de fleste mennesker er det meget svært at bede om hjælp. Du har allerede taget det første skridt ved at skrive til BørneTelefonen. Det viser et stort mod og en vilje til at få det bedre. Nu håber jeg, at du vil bruge dit mod og din handlekraft til at få snakket med en voksen. Det er hårdt at have det sådan som du har det lige nu. Det er de voksnes ansvar at passe på dig og hjælpe dig med at du trives. Du skal have hjælp til at finde ud af, hvad I sammen kan gøre, så du kan få det godt igen.

Hvis der er noget, som du er i tvivl om – så ring eller skriv endelig herind igen 116111

Kærlig hilsen

BørneTelefonen