Kære 14-årige
Det er ikke særlig rart, når man har det, som du har det øjeblikket. At du fx oplever at du ikke rigtig har lyst til noget. Det er supergodt, at du skriver og spørger om råd, for det er en god egenskab at have, og det er første skridt på vej mod, at du kan få hjælp til at komme videre.
Du skriver, at du ikke har nogen motivation, at du let stresser og at du er bekymret for, hvordan det skal gå i skolen. Jeg kan virkelig godt forstå, at du spekulerer på det. Jeg ved jo, at det at klare sig godt i skolen, er noget der bliver talt om hele tiden både i skolen, derhjemme og i medierne.
For mange unge betyder det, at de bliver så fokuserede på at klare sig godt, at de bliver bange for at gøre tingene forkerte. Måske glemmer man ligefrem at glæde sig over, at man skal lære og opleve noget nyt, fordi det eneste man tænker på er resultatet og måske endda en karakter. Jeg ved det jo ikke helt om det er sådan, men mon det er noget du kan genkende?
Jeg ved også fra andre unge, at man kan have det sådan i perioder, men at det kan blive godt igen og man får lyst til at lære og være sammen med kammeraterne igen.
Jeg tænker, at det er vigtigt, at du ikke går alene med dine tanker. Det tror jeg også, at du selv har opdaget. Det synes jeg du viser du med dit brev til mig. Har jeg mon ret i det?
Du fortæller at dine problemer “ikke er særlig store” og at du synes du spilder dine tid på nytteløse ting. Det får mig til at spekulere over, hvordan vi kan tale om at problemer er store eller små. Men mange små problemer kan vokse sig til et stort og uoverskueligt problem, som igen kan gøre, at man lige pludselig ikke kan overskue noget. Hvad tænker du mon om det?
Men heldigvis kan der findes løsninger på problemer. Det er ikke sikkert, at du kan klare det selv, og det gør ikke noget. Mange gange tror jeg også, vi kan have en idé om, at vi skal klare alting selv, og hvis ikke man selv kan løse ét lille problem, så er man en fiasko. Måske er ordet fiasko lidt voldsomt, men jeg tror du ved, hvad jeg mener? Er det mon også nogle tanker du går med?
Til det vil jeg bare sige, at man er ikke en fiasko og man er heller ikke svag, fordi man ikke lige kan klare alle sine problemer selv. Tværtimod er det modigt og sejt at spørge andre om hjælp og råd, fordi så viser du, at du er åben over for at høre, hvad andre tænker om din situation. Ligesom du har gjort med brevet her.
Du skriver, at du har venner, som du ikke har talt med længe. Nu kan jeg kun gætte på, at det måske kan være fordi, du synes det er svært at fortælle dem om, hvordan du har det. Er det mon sådan det hænger sammen?
Jeg vil bare sige, at de fleste unge har de samme tanker, som dig. Altså hvad skal det hele gøre godt for? Hvad sker der, hvis jeg ikke klarer mig godt i skolen? Hvordan lever jeg op til mine egne forventninger og ikke mindst de forventninger andre har til mig?
Jeg er ret sikker på at nogle af dine venner har nogle af de samme tanker, måske er de bare bedre til at skubbe dem væk, når I mødes i skolen fx. Derfor vil jeg foreslå, at du fortæller til bare én af dine venner om de tanker du går med. Jeg tror – men jeg kan selvfølgelig ikke være helt sikker, at du vil opleve at din ven(inde) vil sige “sådan har jeg det også en gang i mellem.”
Alene det at opleve, at du ikke er den eneste, tror jeg vil kunne hjælpe dig til at få noget af glæden og motivationen tilbage. Hvis det er længe siden, at du har talt rigtigt med dine venner, vil jeg også tro, at de savner at tale med dig.
Måske er de endda bekymrede for dig, når de oplever, at du har trukket dig. Og er man en god ven vil man altid gerne hjælpe, det er i hvert fald min erfaring. Hvad tænker du mon om det?
Jeg tænker også, at det vil være en god idé, at du taler med en af dine lærere i skolen. Det vil være rart for din lærer at vide, at du har mistet lysten og motivationen, fordi så kan han/hun tage evt. lidt ekstra hensyn eller I kan sammen finde ud af, hvordan du kan blive motiveret igen.
Din lærer kan også hjælp i forhold til det med, at du oplever at klasserummet er overvældende i øjeblikket. Måske kan I snakke om, fx hvor i klassen du sidder, eller hvem du sidder ved siden af. Måske er det bare små ændringer, der skal til, for at det bliver mere overskueligt for dig. Jeg tænker det er værd at prøve, hvad tænker du mon?
Hvis du synes det er svært selv at tale med din lærer, kan du måske få dine forældre til at hjælpe dig med, at sige det til din lærer. Er det mon en idé?
Du skriver, at du frygter, at du mister de naturlige evner du har. Det skal du ikke være så bekymret for, det lyder som om, at du klarer dig godt, selvom du lige nu har en øv-periode. Det betyder bare at du ikke lærer helt så mange tinge lige så hurtigt, som hvis du var glad og motiveret. Men dine naturlige evner forsvinder ikke, de er måske lidt i dvale lige nu, men når først de bliver vækket og du finder motivationen igen, så vil du drøne derudaf:)
Jeg ved, hvor svært det kan være at finde overskud til at række ud og spørge om hjælp, når man har det, som du har det i øjeblikket og alligevel gør du det. Det er faktisk ret sejt gjort. Du formulerer dig flot om, de tanker og følelser du går med.
Den evne skal du bruge til at række ud til en ven(inde), din lærer eller dine forældre og fortælle dem om, hvordan du har det. Jeg er ret sikker på, at de vil være klar til at lytte til dig og hjælpe dig videre.
Hvis du får brug for yderligere hjælp skal du endelig skrive igen. Du kan også sms’ chatte eller ringe til BørneTelefonen, så er der en voksen du kan snakke med.
Jeg sender dig varme tanker og ønsker dig alt det bedste.
Kærlige Hilsner
BørneTelefonen
