Indifferens

Kære pige på 16 år
Tusind tak for dit brev, hvor du beskriver en indre smerte og en oplevelse af indifferens, sådan som du har valgt at navngive dit brev. Jeg er så imponeret over din evne til at udtrykke dig, og at du overhovedet finder kræfter til at skrive et brev i en så svær situation.
Du skriver, at du ved hvordan du lyder, og til det vil jeg sige, at ja – du ved, hvordan du lyder i dine egne ører. Uden at kende dig tør jeg roligt sige, at i mine ører lyder du helt anderledes. Jeg synes ikke, at det, du fortæller, lyder overdrevet. Jeg tror fuldt og fast på, at du har det præcis så svært, som du beskriver det. Når jeg tror det, er det fordi jeg ved, at mange andre børn og unge også har ondt indeni. Du er altså ikke alene. Men det gør det selvfølgelig ikke bedre, at du har det sådan. Det er bare for at sige, at det er rigtig godt, at du tager dig selv alvorligt, og jeg tager virkelig også det, du fortæller, alvorligt.
Dit brev er fuld af selvbebrejdelse, og det gør mig rigtig ked af det. Hvad ville der mon ske, hvis du gav dig selv lov til at være ked af det? Sagde undskyld til dig selv i stedet for til alle andre? Husk, at det er okay ikke at være okay.
Hvordan var det mon for dig at skrive brevet? Fandt du på nogen måde lindring i at sætte ord på, hvordan du går og har det? Hvis det var en hjælp for dig at sætte ord på, kan du måske bruge den erfaring til at skrive dagbog ind imellem.
Du fortæller, at du ikke er ked af det i skolen, men i hvert sekund ud over det. Det får mig til at tænke på, om det er noget derhjemme, der gør dig ked af det? Jeg tænker ikke kun på noget, der kan være sket, men også bare på den stemning, der er hjemme hos dig.
Hvilken stemning kunne du mon godt tænke dig, at der var derhjemme? Hvordan adskiller det at være i skole sig fra det at være derhjemme? Handler det om, at du er sammen med nogle andre? Eller handler det om, at der er nogle faste rammer i skolen, og at der er nogle ting, som man ved, at man skal tage sig til?
 Uanset hvad forskellen er, kunne det måske være en idé at overføre nogle af tingene fra skoledagen til dit liv uden for skolen. Det kunne være noget med at planlægge nogle faste aktiviteter i løbet af ugen (f.eks. at dyrke sport, spille musik, tage i svømmehallen eller starte til en ny fritidsaktivitet). Det kunne også være, at det kunne hjælpe at aftale at være sammen med nogen efter skole. Måske er der nogen fra skolen, som du kunne sidde og lave lektier med efter undervisningstid engang imellem, eller måske har skolen en lektiecafé. Det kan også være, at der er en fra familien, som du kan tage hjem og besøge ind imellem. Du ved selvfølgelig bedst selv, om det vil virke for dig, og måske har du slet ikke overskud til at gøre nogen af de her ting lige nu.
Måske handler det om, at når du er i skolen, så bliver du i en eller anden grad afledet fra følelsen af at være ked af det. Hvis det er tilfældet, kan du måske også bruge denne afledningsmanøvre i andre tilfælde, når det er særligt svært? Det kunne være ved at lade sig opsluge af en god bog eller film, eller ved at lytte opmærksomt til noget dejlig musik.
Jeg ved slet ikke, hvad du tænker om alle de ting, jeg har skrevet indtil nu. Måske virker det ligegyldigt og slet ikke som noget, der vil gøre en forskel for dig. Når jeg læser dit brev, bliver jeg faktisk rigtig bekymret for dig, og jeg kan godt forstå, hvis du ikke føler, at mit svar til dig er nogen hjælp. Uanset hvad, er jeg bare glad for, at du skrev til os.
Du skriver, at du ikke vil snakke med nogen, du kender, om det, og mellem linjerne læser jeg, at du måske godt kunne have mod på at dele dine tanker med nogen, der ikke kender dig. Altså ligesom du har gjort her i brevkassen, hvor det er lykkedes dig at beskrive din situation rigtig godt.
Det kan være, at du kan finde mod til at snakke med en studievejleder på dit gymnasium? Mange oplever at have det svært under gymnasietiden, og det er helt okay at opsøge sin studievejleder for at tale om, hvordan man har det uden for skolen. Studievejlederen kan hjælpe én ved f.eks. at sørge for, at man får nogle samtaler med en psykolog på skolen, hvis der er behov for det. Det kan også være, at studievejlederen har nogle helt konkrete idéer til, hvordan du kan komme videre herfra.
Jeg ved ikke hvor meget du ved om depression, men ud fra det du skriver, lyder det som om, at det også kunne være en god idé at få undersøgt, om du muligvis har en depression eller måske er stresset. Det er nemlig ikke kun voksne, men også børn og unge i din alder, der kan rammes af depression eller stress. Det kan være godt at få det undersøgt, da der er gode muligheder for at få hjælp. Måden, man finder ud af, om man har en depression eller stress, er ved at gå til sin egen læge og tage en snak med ham eller hende og sandsynligvis også udfylde et spørgeskema. Lægen har tavshedspligt, så der er ikke nogen andre, der finder ud af, at du har snakket med din læge. Hvis det med depression eller stress vækker genklang i dine ører, synes jeg virkelig, at du skal tage til lægen. En depression og stress kræver behandling og er ikke bare noget, man skal vente på går over. Du kan læse breve fra andre unge, der stiller spørgsmål til depression, på siden her: http://www.bornetelefonen.dk/raadgivning/BorneBrevkassen/Sog-brev.aspx?page=1&search=depression
Jeg ved godt, at du skriver, at det ikke hjælper at chatte om det her, og at du ikke har lyst til at ringe til nogen, men husk alligevel, at der altid er hjælp at hente på både Børnetelefonen, der har telefonnummer 116111, og på chatten. Du kan eventuelt fortælle rådgiveren navnet eller ID-nummeret på dit brev, så rådgiveren kan læse dine ord og mit svar til dig, og så I har det at snakke ud fra.
Pas godt på dig selv.
De kærligste hilsner
Børnetelefonen