Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Ikke glad for min gymnasieklasse

Jeg skriver fordi jeg ikke er helt glad for min gymnasieklasse.

Jeg havde en masse forventninger om at gå på gymnasiet, som desværre slet ikke er kommet i opfyldelse. Jeg har lige været på efterskole som var et pissefedt år hvor jeg har udviklet mig meget som person.

Min klasse er meget delt op. Jeg snakker ikke så godt med de fleste af pigerne, men når jeg siger det betyder det jo ikke at jeg ikke snakker til dem. Har bare ikke fået nogle nye gode veninder som jeg håbede. Jeg havde en men hun har lige skiftet skole.

Grupperne blev hurtigt dannet. Halvdelen af min klasse kender hinanden fra før. Jeg har heldigvis en rigtig god veninde i min klasse, som er grunden til at jeg holder ud. Hun kender mange fra klassen, som er lidt en genvej til at jeg snakker med dem. Drengene er ret venlige og sjove, men det kan også blive ret useriøst.

Jeg er kommet ind i et miljø med cigaretter i frikvarteret og snus i timerne, og det er ikke noget jeg vil nyde noget af. Jeg kan selvfølgelig stadig godt være sammen med menneskerne, men det er ikke så meget vi kan snakke om. Jeg føler også jeg bliver dømt, bare fordi jeg ikke har været så fremme i skoene før hen (ikke fordi jeg er det nu, men jeg vil gerne til fester osv).

Jeg ved godt der er folk der har det meget værre end mig, men det er svært alligevel. Jeg vil gerne med til forfester og være en del af klassen. Samtidig med det er der ikke noget der hedder ”en del af klassen”, for vores klasse er sygt meget opdelt. Og så er det heller ikke fordi jeg bryder mig særlig meget om mange af pigerne fra min klasse.

Jeg savner bare lidt nogle i stil med mine venner fra efterskolen eller folkeskolen. Jeg savner nogle der er lidt mere stille og rolige, men stadig venlige, sjove og åbne. Jeg ved at der er mange af den slags typer i de andre gymnasieklasser, så det gør mig rigtig irreteret at der ikke er kommet sådan nogle i min.

Jeg håber virkelig ikke at jeg lyder useriøs, men jeg er bare ikke helt tilfreds med mit liv lige nu. Jeg ved ikke om jeg skal fortsætte som nu, og bare have min ene veninde og så et par chit chats om dagen med diverse mennesker fra klassen. Eller om jeg skal prøve at se, om jeg kan komme i en ny klasse.

Jeg har fået med fra min opvækst at jeg skal kæmpe, og så klarer jeg det. Men jeg vil også nyde min tid her.

Og ja, som sagt, jeg bliver hverken mobbet, har det meget svært og jeg har venner på gymnasiet. Det er bare folkeskole klasse om igen.

Pige, 17 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år

Som du ved, er et efterskoleophold noget helt særligt, som kan være svært at sætte ord på. De fleste, der har gået på efterskole, ved, at man på kort tid lærer en masse mennesker at kende. Faktisk vil man ofte være meget hurtigere til at knytte venskaber på en efterskole end andre steder. Grunden til det er, at man er meget intens sammen. Derudover er mange efterskoler virkelig gode til at ”dyrke” det sociale ved at skabe nogle gode rammer, fx ved introarrangementer osv. 

Desværre er det ikke alle gymnasier, der er lige så gode til at have fokus på det sociale - og det er ærgerligt. Ofte er det de unge, der selv skal sørge for at gøre noget for sammenholdet. Fx ved at lave forfester, hvor alle fra klassen bliver inviteret eller andre arrangementer, der kan gøre, at klassen får et fællesskab. 

I dit brev spørger du, om du skal flytte klasse - og jeg kan godt forstå, at du har den tanke. At flytte klasse kan nogle gange være den helt rigtige løsning. Andre gange vil det være bedre at ”blive” og måske arbejde på at ændre nogle ting. Så du skal selv mærke efter. En ide kan være, at du laver en liste med fordele og udfordringer ved at skifte klasse. Det kan nogle gange hjælpe en med at få øje på svaret. Du kan jo prøve, hvis du har lyst?! 

Jeg synes dog alligevel, at der er flere ting i dit brev, der viser noget positivt, så det måske er værd at give klassen en chance mere?!  Man behøver nemlig ikke at have alt til fælles. Indimellem kan det være mindre ting, der gør, at man stille og roligt opdager hinandens kvaliteter. Måske nogle kvaliteter, som man ikke lige opdagede i starten. Måske er der nogle, du deler film- eller musiksmag med? Det kan også være, at I har den samme fritidsinteresse? Eller noget helt andet..  

En anden positiv ting, som du har lagt mærke til, er, at drengene er venlige. Måske har du allerede en masse pigeveninder fra efterskolen, så måske vil det også være rart med en drengeven? Det er i hvert fald også en mulighed. Det handler jo om, at ens nye venner skal tilføje noget ”nyt" til ens liv. Man skal jo ikke erstatte en veninde, man allerede har et andet sted. Mon du kan følge mig? 

Jeg håber, du har fået et par ideer til, hvad du kan prøve. Husk, at du altid er velkommen til at ringe eller skrive igen. 

De bedste hilsner
BørneTelefonen

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat