Kære 14 årige pige
Hvor var det en god ide at skrive til BørneTelefonen, så du kan “få det ud”. For jeg forstår virkelig godt, at det er svært at rumme, at drengene fra klassen kalder dig perker og spørger, hvorfor du bor her. Derfor vil jeg meget gerne være de “ører” der lytter til dig, og giver dig lidt luft for den frustration og vrede, du sikkert føler over at blive behandlet så dårligt.
I din overskrift skriver du “Ikke dansker?”. Jeg tænker, at du sætter spørgsmålstegnet, fordi drengene og andre med kritiske holdninger til udlændinge som fx Rasmus Paludan kan gøre dig i tvivl, om du er dansker. Er det mon rigtigt forstået?
Det er dog sådan, at man kan være dansker på mange måder. Danmark er et land, hvor der findes mange forskellige danskere. Der findes ikke det, man kan kalde en “rigtig dansker”. Danskhed kan på den måde ikke sættes på formel.
Desværre sker der nogle gange det, at medierne og politikerne taler om danskere på en lidt firkantet måde. Og på den måde kan man få opfattelsen, at der er rigtige danskere og ikke-rigtige danskere.
Du har dansk pas, du taler dansk, du har altid boet i Danmark. du går i dansk skole – hele dit liv er i Danmark. Du har også rødder i Tyrkiet. Og du har forældre, der er født og måske også opvokset uden for Danmark. Men du bor her. Og vigtigst af alt, du føler dig som dansk. Derfor er du dansker.
Jeg forstår virkelig godt, at det kan være et dilemma at føle sig dansk men ikke at blive opfattet som dansk af alle. Jeg ved, at andre unge også kæmper med netop det. Og det er utrolig hårdt at føle sig udenfor. Alle mennesker har har brug for at høre til. Både i forhold til dem man er sammen med til hverdag som fx klassekammeraterne i skolen. Men også i forhold til samfundet.
Drengene fra klassen opfører sig på en måde, hvor de gør dig usikker på, om du hører til i klassen og i Danmark. Det er ikke i orden. Men jeg forstår godt, at det er svært at sige dem imod. Derfor synes jeg også, at du skal have hjælp fra dine lærere til at få stoppet deres dumme kommentarer.
Du skriver, at du har svært ved at få snakket med andre om det. En måde at få din lærer i tale kunne derfor være, at du viser ham eller hende dit breve og mit svar. På den måde giver du besked uden at sige det direkte.
Det kan være, at du er bange for, hvordan din lærer vil håndtere det, hvis du fortæller, hvad de siger? Derfor kan du bede din lærer om ikke at afsløre, at du har bedt om hjælp. Du kan også foreslå din lærer, at den måde han eller hun hjælper på er ved at lave et tema om danskere. På dem måde kan I i klassen få nogle snakke om, hvad det vil sige at være dansk. Og snakke om hvem der bestemmer, hvem der er danske. Forhåbentlig kan drengenes dermed også blive mere klar over, at deres kritiske kommentarer sårer.
Jeg vil også foreslå dig at tale med dine forældre. De vil nemlig kunne hjælpe dig med at tale med din lærer og skolen. Du kan også starte med at vise dem dit brev . Du sætter nemlig meget fint ord på dit dilemma og det, drengene udsætter dig for.
Jeg håber, at du med mit svar har fået mod til at sige fra overfor drengene. Selvom du ikke direkte siger fra overfor dem, så er det et stort og vigtigt skridt, at få din lærer og dine forældre til at hjælpe dig. Det er også at sige fra.
Jeg håber også, at du fremover ikke skal bruge energi på at tænke over, om du er dansker – men bare kan bruge tid på at være dig. Du er som alle andre unik. For dig betyder det blandt andet, at du har kendskab til to kulturer. Det håber jeg, at du fremover også vil opleve som en gave og fordel.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
