Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvordan overbeviser jeg mine forældre om at lade mig flytte skole?

Hej.

Jeg er 14 år gammel og går i 8. klasse. Dog, har jeg en del problemer ved min skole. Akademisk, så er min skole (rent ud sagt) noget lort. Takket være reformen, så søger vi 4 lærere mens adskillige af de “aktive” lærere der nu er tilbage går ned med stress konstant. Vi får alt for mange vikartimer- lige til et punkt hvor vi rent faktisk hverken har haft biologi, geografi eller historie hele året. Vi har prøvet at ansætte en ny lærer, som til gengæld gik ned med “stress” efter 5 dage almindeligt arbejde. Og ikke nok med det, så har vi adskillige lærere hvis undervisning er det samme som en fem-årigs.. Såsom vores kærlige ordblinde lærer.

Men det er ikke kun på rh akademisk punkt at jeg hadrr skolen, selvfølgelig- Socialt, så er jeg lige-ud sagt blandt enspænderne. Jeg har en enkel “ven” (som i min mening er pænt irriterende og er alligevel begyndt at bakke sig væk fra venskabet – tak skæbne!) som følger mig rundt, men det er sådan set det. Jeg snakker aldrig medmindre det er min “ven” (jeg kalder hende L i stedet) eller når jeg får et spørgsmål. I klassen ville jeg ikke personligt sige at jeg ligefrem trives, da adskillige klassekammerater konstant misforstår og spræder rygter om mig lige fra at være hemmeligt sex-fikseret til at hemmeligt have en hel formue bag min familie (hvilket alt sammen er absolut vrøvl. Dog er disse kun få ud af mange, mange flere). Så.. Ja, kort sagt, så har jeg ingen venner – hvilket jeg sådan set er begyndt at blive mere og mere ligeglad med sådan som udsigterne er nu. 
Ikke nok med det, så er jeg som regel den i klassen som alle enten nedgør eller prøver at overgå. Da jeg er den elev der får de højeste karakter i klassen, plejer mit forhold med mine klassekammerater som regel at være sådan, at det ene øjeblik er jeg satans barn, og det næste øjeblik er jeg alles bedste veninde når der er gruppearbejde. 
-Dog har der været mange der i stedet har villet nedgøre mig, da min indsats for disse karakterer ikke ligefrem er så stor som den nok burde (de fleste emner har bare faldet ind for mine interesser, for at være helt ærlig.) Tag for eksempel L som nævnt tidligere: Hver gang vi er sammen, består det 90% af at hun ville gøre sig selv klogere og udstille mig som idioten (hvilket er begyndt at virke- gud ved hvordan). Dette sker som regel ved fx at hun spytter pjat ud som hun selv synes lyder “klogt” (det plejer som regel at være falsk), og så plejer størstedelen af klassen ikke at have nok i hovedet til at kunne regne ud at hun står og spytter p*s ud som hun selv har fundet på. 
-Og når vi så endelig er alene, så plejer hun som regel at finde hver en mulighed hvor hun kan rakke ned på selv dr mindste ting- såsom at glemme en bestemt dato el. lignende. -Det plejer dog også tit at være ting hvor hun påstår at “Det er noget jeg er for uviden til at opdage” -aka. lort hun lukker ud for at jeg skal få det værre, (går jeg ud fra) 
Så… Ja. Kort sagt: Mit sociale liv i skolen er sådan set ligeså velfungerende som ét ben på en skammel. — For at være helt ærlig, så er jeg umådeligt træt af min skole. Det er helt ærligt intet ved at vågne op og komme til den, og hver morgen er blevet til en mental kamp om at stige ud af sengen eller ej. -Det er virkelig begyndt at være absolut ubæreligt at vågne op hver dag og vide at jeg skal gå til en skole hvor jeg hverken bliver anerkendt eller accepteret, eller overhovedet får ordentlig undervisning til at gøre op for det. Der er helt bogstaveligt talt intet ved min skole der virkelig er den mindste smule positivt- den er bare begyndt at føles som spild af tid og kræfter, for at sige det rent ud. 
For at løse det, har jeg tænkt meget over at flytte skole.. Der er en nærliggende skole der knapt nok er blevet påvirkert af reformen, og flytningen ville samtidig give mig mulighed for en ny start socialt som jeg allermest har brug for. 
Dog ligger mine forældre meget i problemet… De mener begge, at mine karakterer er så høje at min skoles tilstand pt. ikke ville påvirke mig, hvilket jeg stærkt tvivler på. Ikke nok med det, så påstår de også at det ville være dumt at flytte skole når nu mit sidste år kravler langsomt frem. Jeg har skændtes meget med dem om det, og jeg er ved at blive træt af det hele- bare sådan generelt. 
Jeg nægter at tro at jeg ville kunne holde mig på det rottehul i et til år- og ikke nok med det, så er jeg endnu mere bange for at skulle gå op til eksamen uden den undervisning jeg skulle reelt have haft, når nu jeg kunne have undgået det hele fra starten ved at flytte. 
Jeg er godt klar over, at det ikke ligefrem er nemt bare at hoppe over til det næste- men det sted jeg går på nu får mig bare til at afsky dét at stå op hver morgen. Jeg er godt klar over, at jeg kunne have haft det værre, men jeg kan bare ikke klare det sted mere. Jeg kan ikke klare at komme hver dag med alle pigernes telefoner vendt mod mig, med al hvisken omkring mig hver gang jeg går på gangene, med alle de dumme spørgsmål om det ene eller det andet er sandt, med at komme hver dag og vide at jeg hænger på lille L som er så usikker på sig selv at hun lige præcis har valgt at bruge mig til at føle sig bedre tilpas, med alle de gange i løbet af dagen hvor jeg kan være helt stille indtil nogen siger “Ej, er du i skole?”, med at blive den eneste tilbage ved hver opgave medmindre at folk ikke strømmer sig om L. 
Så ynkeligt som det lyder, så er der bare for mange ting ved min nuværende skole der giver mig mere lyst til at blive involveret i en bilulykke end at gå derhen. Jeg kan virkelig bare ikke se pointen i at omgå med de mennesker og det miljø- det er virkelig bare en ting jeg ville give mine lemmer væk for at undgå. Så… Ja, er der nogen måde jeg kan overbevise mine forældre om at lade mig flytte til en anden skole? -Som sagt, er mine karakterer åbenbart “for høje til at kunne ryge ned…”

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år

Mange tak for dit lange brev, hvor du beskriver, hvordan du er træt af din skole, den utilstrækkelige undervisning, og hvordan du bliver udsat for mobning af dine klassekammerater.

Først vil jeg rose dig for at skrive herind med dine mange tanker, for det lyder ikke som om det er let at være dig i øjeblikket.

Jeg kan forstå, at der er mange årsager til, at du gerne vil skifte skole, både pga. det sociale og det faglige niveau.

Mht den nuværende situation på skolen hvor der er nogle, der spreder usande rygter om dig, og du oplever, at du bliver nedgjort, så skal straks skal stoppes, da det ikke er okay. Det er vigtigt, at du taler med en lærer eller får dine forældre til at tale med din klasselærer om, hvad du oplever i klassen. Det er de voksnes ansvar, at der ikke er nogen der bliver holdt udenfor, nedgjort eller mobbet.

Mht til L, som gerne vil være sammen med dig, men som du har svært med, så tænker jeg ligesom du, at hun er rigtig usikker på sig selv og måske godt kan mærke, at du ikke altid er så interesseret i jeres venskab. Er der mon noget, du godt kan lide ved hende, som du kan prøve at fokusere på, når I er sammen?  Hvis ikke, så er det vigtigt at du får sagt fra på en pæn måde, hvis du ikke har lyst til være sammen med hende. Årsagen til at jeg skriver det er, at jeg kan være nervøs for, at du måske uden at ville det, kan komme til at træde på hende, hvis ikke du får sagt fra og derfor bliver irriteret på hende? Mit gæt er, at L godt kan lide dig, både fordi du er fagligt engageret, og fordi du - gætter jeg på - har en god selvtillid?

Sådan som jeg forstår dit brev, så har du rigtig let ved det faglige i skolen, det må være dejligt at have det sådan. Jeg forstår dog også godt, at det er frustrerende, hvis du ikke føler, du får den læring, du har krav på.

Er der nogle af dine faglige interesser, du kan dyrke uden for skolen, og hvor du kan møde andre unge? Måske kan du gå til noget på ungdomsskolen, et fremmedsprog eller nogle af de fag som du synes, I har for lidt af i skolen i øjeblikket? Så kan du måske få nogle nye venner udenfor skolen, samtidig med at du får noget ny viden og læring, som du jo holder så meget af?

Jeg synes, det er rigtigt godt, at du har prøvet at tale med dine forældre om, hvordan du har det, men jeg tror, du skal prøve at tale med dem igen, for du har jo gjort dig mange overvejelser omkring et evt. skoleskifte. 

Du skriver, at du godt kunne tænke dig den nærliggende skole, hvilket jeg synes er en god mulighed. En anden mulighed kunne være at undersøge muligheden for at komme på efterskole, måske en med et højt fagligt niveau, hvor du vil føle dig mere udfordret og få den læring og viden, som du mangler på din nuværende skole?

Ud fra dit brev så synes jeg at kunne læse, at du er en stærk pige, der godt kender dit eget værd, og som tidligere har været glad for skolen og undervisningen. Så mit råd til dig vil være, at der skal inddrages nogle voksne, som kan hjælpe dig med at bedre situationen på din skole, indtil du – forhåbentlig – kan få lov at skifte skole.

Jeg synes, du kommer med mange gode argumenter i dit brev for hvorfor det kunne være en god mulighed at skifte skole – har du mon fremlagt alle disse for dine forældre, og ved de hvordan du har det i skolen socialt i øjeblikket? Hvis ikke de helt har forstået, hvordan du går og har det, så kan du overveje at vise dem dit brev og mit svar, da det er godt beskrevet i dit brev.

Jeg krydser fingre for, at du får en god snak både med en lærer og med dine forældre – og ellers er du også altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen igen.

Mange varme og kærlige hilsner fra BørneTelefonen

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Skole og efterskole Andre der hjælper

Uddannelsesguidens eVejledning

Vejledning om uddannelse og job
Læs mere

Har du eksamensangst? Få flere gode råd her

Det er helt almindeligt, at man føler ubehag, når man bliver bedømt af andre, men hvis nervøsiteten vokser sig så stor, at den nærmere bliver til en eksamensangst, så er det vigtigt, at få talt om det med nogen.

Måske har du tanker som: Hvordan undgår jeg eksamensangst? Hvordan skal jeg forberede mig inden min eksamen? Er der øvelser til eksamensangst? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige?

Her på siden kan du få gode råd. Du kan også få et opmuntrende citat, få dine katastrofetanker ud af hovedet, lægge en plan for, hvordan du forbereder dig, prøve vejrtrækningsøvelsen, afstemningen eller læse andre børns breve.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat