Brev

Hvordan jeg har det.. – Familie, venner, skole, vægt, osv.

Hej Børnebrevkasse.

Jeg har nogle ting jeg gerne vil ud med, så jeg begynder bare: Engang var jeg meget populær, hende alle ville være sammen med, jeg havde søde kærester og alt gik godt. Så kom jeg i 6. klasse og helvedet begyndte, jeg blev usikker, fik humørsvingningers, mit temperament voksede, mistede venner, og fik nogle nye lærere.

Nu går jeg i 8. klasse og jeg har 2 venner. Det er ikke fordi de andre hader mig, men vi har kliker og folk er altid sammen med de samme, desuden bryder jeg mig ikke om de fleste af pigerne da de bare irritere mig, og drengene er lidt svære at dele hemmeligheder med. Jeg elsker mine 2 venner overalt på jorden, den ene har jeg bl.a kendt hele midt liv og jeg stoler 1000% på ham, selvom vi selvfølgelig også skændtes en gang i mellem.

Jeg får tit flip på folk når jeg ligesom bare får nok af alt deres pis.. Jeg føler folk bliver skræmte, og tænker jeg ikke er en særlig sød veninde da jeg ikke helt kan styre mig når jeg får de her vredesudbrud.

Næsten alle mine lærere hader mig, og jeg føler jeg nærmest er blevet “stemplet”. Min engelsk/tysk lærer siger at jeg aldrig laver noget (men sjovt nok er jeg først færdig??), og at jeg lyver når jeg siger jeg ikke kan finde ud af tingene, en dag havde over halvdelen af klassen ikke lavet lektier (det var dog kun læsning?) og så fortalte hun det til min klasselærer og han sagde foran hele klassen til mig at jeg skulle lave mine ting osv, og så kom han med et laaangt foredrag KUN til mig, de andre råbte så at det ikke kun var mig, og så sagde han bare nå.

Min matematik lærer forklare ikke tingene ordenligt (måske har jeg bare lidt svært ved at forstå ting) og når jeg spørger ham om hvordan fanden man laver det lort, bliver han sur, og jeg har nu vænnet mig til at jeg bare spørger dem fra min klasse om hvad man skal. Når min mor skal hjælpe mig med matematikken bliver hun altid sur på mig og råber, og jeg ender altid med at græde og hade mig selv endnu mere.

Men det værste er med min Klasse/dansk/Kristendom/historie lærer, han HADER mig. Virkelig, han har endda sagt det! Han er rigtig ond mod mig, siger min (lave) karakter højt i klassen, siger foran hele klassen at jeg skal øve mig på matematik (jeg fortalte i fortrolighed til skolehjem samtalerne at jeg havde svært ved det), han siger også jeg skal starte til psykolog fordi jeg går helt i sort under fremlæggelser, og så kan jeg sidde med hånden oppe i en hel time næsten uden han tager mig, og når andre rækker hånden op 20 min. efter mig, så tager han dem bare! Så råber jeg til ham at han ikke kan være det bekendt og at jeg havde den oppe først osv, og så siger han “Måske er det bare fordi jeg ikke gider høre på dig?” og så griner han, bagefter siger han “Så sig det.” og så siger jeg jeg ikke vil alligevel når han er sådan et røvhul, og så siger han med baby stemme “nuuurh, nu bliver frøkenen fornærmet!” og hele klassen griner. Jeg ved ikke om han ved det, men jeg bliver pisse ked af det og har bare lyst til at løbe ud af klassen..

Jeg har talt med sundhedsplejersken omkring det og nogle andre ting, men hun siger bare han ikke er typen man kan lave om på, og hvis hun så siger noget vil han bare komme over til mig og spørge om det er sandt, og det vil jeg jo ikke have.. 🙁 Jeg føler også at hun skælder mig ud, og indirekte fortæller mig hvor snot dum jeg er fordi jeg ikke skifter skole.

Hver gang jeg fortæller mine forældre omkring hvad mine lærere gør (glemte jeg at nævne det kun går udover mig og nogle få gange andre), så bliver de mega sure og siger at de nok tvinger mig til at flytte skole nu hvor jeg ikke selv vil, jeg går grædende ind på mit værelse og kan så høre dem skændtes omkring mig, hvilket gør mig endnu mere ked af det.. Også hver gang jeg laver lektier er det som om det er lige meget og totalt nytteløst at jeg har lavet dem, lærerne retter, eller ser det heller ikke, så nu er jeg begyndt ikke at lave så mange lektier da jeg ikke føler man bliver “belønnet” nok, som om at det er lige meget det hele.

Pgr. af alt det føler jeg aldrig jeg er god nok til noget eller nogen, jeg sætter altid mig selv i den lave ene, så mine venner er nød til at fortælle at jeg er god nok. Udover alt det er der det med at jeg HADER mit udseende, jeg er grim, tyk, klam, og så ligner jeg en som er blevet smidt ind i en mur 🙁 Jeg har klippet mit hår, så nu ligner det LORT! Jeg hader det! og jeg er så pisse ked af det 🙁 der kommer til at gå flere år før det vokser ud igen :'( Min mor har allerede skældt mig grusomt ud i en uge, i starten elskede jeg det men nu.. :/

Så er der lige det med at jeg er helt vildt tyk.. Jeg har tabt mig, men kun i muskler og på maven, så min mave er ok tynd men min røv og lår er GIGANTISKE! det er pisse hårdt når man går i klasse med piger som vejer 45 kg og render rundt i shorts uden en enkelt blævring.. Hver gang jeg prøver tøj bliver jeg helt deprimeret og har bare lyst til at løbe 30 maretoner da jeg enten ikke kan passe tøjet (og jeg NÆGTER at gå højere op i str) eller at jeg så bare ligner en hvalros!! så jeg har ikke fået nyt tøj i et godt stykke tid, udover trøjer. 🙁

Jeg er fuldstændig knust konstant, og jeg hader alting ! Jeg vil egentlig bare væk herfra.. Folk bliver ved med at sige at jeg er smuk og tynd, men de lyver mig bare op i ansigtet, hvilket gør mig ENDNU mere ked af det! Hver dag er en kamp mod vægten og jeg skal tabe 10 kg for bare at ku’ sammenligne mig lidt med de andre piger.. Det ødelæger min dag at tage tøj på om morgenen for jeg bliver helt deprimeret.

Jeg tager også tit teste på nettet fordi jeg ikke føler mig helt rask i hovedet, og jeg kunne muligvis godt have en depression.. Det ville passe mig fint at blive lidt indlagt og måske få lidt opmærksomhed fra mine forældre, men foretrækker anoreksi da mit eneste ønske er at blive tynd og pæn. Jeg er så træt af ikke at kunne gå i noget tøj fordi jeg ser så flæske fed ud i alt.

Jeg cutter også nogle gange når det hele bliver lidt for meget, og jeg elsker at kigge på blodet rende, og derefter et sår til minde om hvor forfærdelig jeg er, men jeg kunne aldrig finde på at begå selvmord da det kun er en løsning på et midlertidigt problem, men jeg forstår fuldt ud folk som overvejer det, da det er ekstremt fristende!

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at begynde at ryge igen (må ikke da jeg kun er 14, og mine forældre vidste det ikke før) da den tid var fantastisk! Når jeg tager et hvæs er det som om alle byrder forsvinder fra mine skuldre, og jeg begynder at smile og føle glæde. Jeg elsker det.

Jeg har også fået afvide af nogle jeg var veninder med i de mindre klasser som har spurgt (på en sød måde) “Hvad er der egentlig sket med dig? Du er altid stille, du går i sort tøj, du er helt negativ og du virker altid trist. Sån’ plejer du ikke at være, hvad er der sket siden?…” OG JEG VED DET VIRKELIG IKKE 🙁 Kunne virkelig godt bruge en tidsmaskine og rette op på det hele.. Men det kan jeg dsv ikke.

Jeg siger også ofte underlige ting hvor jeg bare tænker “NEJ IDIOT! HVORFOR??? DUMME KÆLLING” endnu en ting der ødelægger min dag.. Jeg håber jeg fik formuleret mit brev nogenlunde ok. Og undskyld det blev lidt langt men jeg følte jeg måtte ud med det..

Knus pigen der hader sit liv.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år. Tak for dit brev til BørneBrevkassen, det er et rigtig godt brev og du har været rigtig god til at fortælle om hvordan du har det. Jeg kan godt forstå, hvis du har brug for at komme ud med det hele, når jeg ser din måde at skrive på, tænker jeg, du måske nærmest kunne have lyst til at skrige ud, hvordan du har det.? Det må være hårdt for dig, at have det sådan som du fortæller det, med dine lærer. Det er bestemt ikke i orden, at du bliver behandlet sådan, som du beskriver. Når jeg læser din måde at formulerer dit brev på, får det mig til at spekulere på, om du måske i din tale bruger mange bandeord og nedsættende ord. Kunne det være en grund til, at der er lærere der holder afstand til dig? Der er mange, der ikke kan lide, når nogen taler til dem i en barsk tone - Hvis du eksemplevis spørger: ”Hvordan fanden man laver det lort” om en opgave, kan det på nogle voksne måske virke, som om det at lave opgaven er dig lige meget. Eller måske endda opfattes som et angreb på dem som lærere. Derfor er det stadig ikke okay, hvis din lærer svarer dig, på den måde du beskriver. Faktisk synes jeg, det er meget umodent af din lærer, og at det grænser til mobning, hvis du bliver udstillet så resten af klassen griner af dig. Og det er på ingen måde i orden- heller ikke hvis han har følt sig voldsomt provokeret af dig...Jeg synes, det lød som en rigtig god ide, at du har kontaktet sundhedsplejersken. Så selvom du ind i mellem har følt, at hun ikke reagerede helt, som du håbede, så tænker jeg, at du måske alligevel kunne prøve at gå til hende endnu en gang? Jeg vil nemlig foreslå dig at bede lidt mere direkte om hjælp, end du måske hidtil har gjort... Kunne det mon være en mulighed for dig? Måske kan hun orientere dine forældre, skoleledelsen og dine lærere om, at du ikke trives, og at de derfor må lægge en plan for, hvad der kan hjælpe dig...Fx kunne du printe dit brev sammen med svaret og give det hende. Det, tror jeg vil give hende en god fornemmelse af, hvor meget de dårlige episoder i skolen og dine tanker om din vægt og dit udseende fylder for dig. Og måske vil det også få hende til at indse, at lærerne i skolen er nødt til tale ordentlig og respektfuld til dig (det forventer de givet vis også at du gør til dem...)Jeg tænker også på, om det var en mulighed for dig, at tale med en af dine gamle lærere fra 6. klasse? En af dem der kender dig fra dengang, hvor du havde det noget lettere med at gå i skole. Der er mange børn, som i perioder oplever nogle af de samme humørsvingninger og vredes udbrud som du beskriver. Det kan være følelser, der er vildt svære at takle. Måske kender du følelsen af bare at blive vildt ked af det eller vred, næsten uden der rigtigt er en grund til det? Det kunne måske hjælpe dig, hvis du kunne tale med en af dine gamle lærer om, hvordan du lige nu føler det inden i. Dine gamle lærere kender også dine forældre fra konsultationer i de små klasser, var det noget for dig, at de hjalp dig med at tale med dine forældre om hvordan du har det. Det kunne være, I sammen kunne tale med de lærere du har nu og dine forældre, forklare dem hvordan du føler dig usikker og bliver nervøs indeni, også selv om du udad til svarer igen og måske kan virke hård.  Det kunne evt. også være en mulighed for dig, at få en tid ved din læge. Det kunne være han eller hun kunne hjælpe dig i forhold til, at takle de test du har taget på nettet? Testene på nettet, mangler jo den personlige konkakt, hvor du selv kan formulere dine følelser. Hvis du tænker det kunne være en mulighed for dig, står telefonnummeret på den læge du er tilknyttet på dit gule sygesikringskort. Jeg ved ikke, om du er konfirmeret eller ej, og egentligt er det også lige meget. Selv om det måske ikke er noget, du ville tænke på, er en præst ofte rigtig god at tale med, hvis man oplever svære perioder i livet. Præster kender tit en helt masse til hvordan folk har det, hvis de er meget kede af det, eller oplever tingene er rigtig svære i en periode. Så måske kunne det også være et forsøg værd at ringe til den, der er præst i dit område/sogn? Du er selvfølgelig også velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111, der sidder nogle søde rådgivere, der kan lytte til, hvordan du har det. De er vant til at snakke med unge om mange forskellige svære ting og måske kunne det give dig endnu flere ideer til, hvad du kan gøre...For jeg er helt enig med dig i at situationen er uholdbar. Jeg tænker, at hverken du, de andre i din klasse (eller de voksne omkring dig, for den sags skyld) kan holde til alle de opslidende konflikter, og jeg tror, at I har brug for noget hjælp udefra evt. fra skolens AKT-lærer eller fra en af skolepsykologerne..?  Mange kærlige hilsner BørneBrevkassen

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Har du eksamensangst? Få flere gode råd her

Måske har du tanker som: Hvordan undgår jeg eksamensangst? Hvordan skal jeg forberede mig inden min eksamen? Er der øvelser til eksamensangst? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige?

 

Måske du kender at nervøsiteten vokser sig så stor, at den nærmere bliver til en eksamensangst? Så er det vigtigt, at få talt om det med nogen.

 

Her på siden kan du få gode råd til at få dine katastrofetanker ud af hovedet, lægge en plan for, hvordan du forbereder dig, prøve vejrtrækningsøvelsen eller læse andre børns breve.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat