Hvordan jeg har det.. – Familie, venner, skole, vægt, osv.

Hej Børnebrevkasse.

Jeg har nogle ting jeg gerne vil ud med, så jeg begynder bare: Engang var jeg meget populær, hende alle ville være sammen med, jeg havde søde kærester og alt gik godt. Så kom jeg i 6. klasse og helvedet begyndte, jeg blev usikker, fik humørsvingningers, mit temperament voksede, mistede venner, og fik nogle nye lærere.

Nu går jeg i 8. klasse og jeg har 2 venner. Det er ikke fordi de andre hader mig, men vi har kliker og folk er altid sammen med de samme, desuden bryder jeg mig ikke om de fleste af pigerne da de bare irritere mig, og drengene er lidt svære at dele hemmeligheder med. Jeg elsker mine 2 venner overalt på jorden, den ene har jeg bl.a kendt hele midt liv og jeg stoler 1000% på ham, selvom vi selvfølgelig også skændtes en gang i mellem.

Jeg får tit flip på folk når jeg ligesom bare får nok af alt deres pis.. Jeg føler folk bliver skræmte, og tænker jeg ikke er en særlig sød veninde da jeg ikke helt kan styre mig når jeg får de her vredesudbrud.

Næsten alle mine lærere hader mig, og jeg føler jeg nærmest er blevet “stemplet”. Min engelsk/tysk lærer siger at jeg aldrig laver noget (men sjovt nok er jeg først færdig??), og at jeg lyver når jeg siger jeg ikke kan finde ud af tingene, en dag havde over halvdelen af klassen ikke lavet lektier (det var dog kun læsning?) og så fortalte hun det til min klasselærer og han sagde foran hele klassen til mig at jeg skulle lave mine ting osv, og så kom han med et laaangt foredrag KUN til mig, de andre råbte så at det ikke kun var mig, og så sagde han bare nå.

Min matematik lærer forklare ikke tingene ordenligt (måske har jeg bare lidt svært ved at forstå ting) og når jeg spørger ham om hvordan fanden man laver det lort, bliver han sur, og jeg har nu vænnet mig til at jeg bare spørger dem fra min klasse om hvad man skal. Når min mor skal hjælpe mig med matematikken bliver hun altid sur på mig og råber, og jeg ender altid med at græde og hade mig selv endnu mere.

Men det værste er med min Klasse/dansk/Kristendom/historie lærer, han HADER mig. Virkelig, han har endda sagt det! Han er rigtig ond mod mig, siger min (lave) karakter højt i klassen, siger foran hele klassen at jeg skal øve mig på matematik (jeg fortalte i fortrolighed til skolehjem samtalerne at jeg havde svært ved det), han siger også jeg skal starte til psykolog fordi jeg går helt i sort under fremlæggelser, og så kan jeg sidde med hånden oppe i en hel time næsten uden han tager mig, og når andre rækker hånden op 20 min. efter mig, så tager han dem bare! Så råber jeg til ham at han ikke kan være det bekendt og at jeg havde den oppe først osv, og så siger han “Måske er det bare fordi jeg ikke gider høre på dig?” og så griner han, bagefter siger han “Så sig det.” og så siger jeg jeg ikke vil alligevel når han er sådan et røvhul, og så siger han med baby stemme “nuuurh, nu bliver frøkenen fornærmet!” og hele klassen griner. Jeg ved ikke om han ved det, men jeg bliver pisse ked af det og har bare lyst til at løbe ud af klassen..

Jeg har talt med sundhedsplejersken omkring det og nogle andre ting, men hun siger bare han ikke er typen man kan lave om på, og hvis hun så siger noget vil han bare komme over til mig og spørge om det er sandt, og det vil jeg jo ikke have.. 🙁 Jeg føler også at hun skælder mig ud, og indirekte fortæller mig hvor snot dum jeg er fordi jeg ikke skifter skole.

Hver gang jeg fortæller mine forældre omkring hvad mine lærere gør (glemte jeg at nævne det kun går udover mig og nogle få gange andre), så bliver de mega sure og siger at de nok tvinger mig til at flytte skole nu hvor jeg ikke selv vil, jeg går grædende ind på mit værelse og kan så høre dem skændtes omkring mig, hvilket gør mig endnu mere ked af det.. Også hver gang jeg laver lektier er det som om det er lige meget og totalt nytteløst at jeg har lavet dem, lærerne retter, eller ser det heller ikke, så nu er jeg begyndt ikke at lave så mange lektier da jeg ikke føler man bliver “belønnet” nok, som om at det er lige meget det hele.

Pgr. af alt det føler jeg aldrig jeg er god nok til noget eller nogen, jeg sætter altid mig selv i den lave ene, så mine venner er nød til at fortælle at jeg er god nok. Udover alt det er der det med at jeg HADER mit udseende, jeg er grim, tyk, klam, og så ligner jeg en som er blevet smidt ind i en mur 🙁 Jeg har klippet mit hår, så nu ligner det LORT! Jeg hader det! og jeg er så pisse ked af det 🙁 der kommer til at gå flere år før det vokser ud igen :'( Min mor har allerede skældt mig grusomt ud i en uge, i starten elskede jeg det men nu.. :/

Så er der lige det med at jeg er helt vildt tyk.. Jeg har tabt mig, men kun i muskler og på maven, så min mave er ok tynd men min røv og lår er GIGANTISKE! det er pisse hårdt når man går i klasse med piger som vejer 45 kg og render rundt i shorts uden en enkelt blævring.. Hver gang jeg prøver tøj bliver jeg helt deprimeret og har bare lyst til at løbe 30 maretoner da jeg enten ikke kan passe tøjet (og jeg NÆGTER at gå højere op i str) eller at jeg så bare ligner en hvalros!! så jeg har ikke fået nyt tøj i et godt stykke tid, udover trøjer. 🙁

Jeg er fuldstændig knust konstant, og jeg hader alting ! Jeg vil egentlig bare væk herfra.. Folk bliver ved med at sige at jeg er smuk og tynd, men de lyver mig bare op i ansigtet, hvilket gør mig ENDNU mere ked af det! Hver dag er en kamp mod vægten og jeg skal tabe 10 kg for bare at ku’ sammenligne mig lidt med de andre piger.. Det ødelæger min dag at tage tøj på om morgenen for jeg bliver helt deprimeret.

Jeg tager også tit teste på nettet fordi jeg ikke føler mig helt rask i hovedet, og jeg kunne muligvis godt have en depression.. Det ville passe mig fint at blive lidt indlagt og måske få lidt opmærksomhed fra mine forældre, men foretrækker anoreksi da mit eneste ønske er at blive tynd og pæn. Jeg er så træt af ikke at kunne gå i noget tøj fordi jeg ser så flæske fed ud i alt.

Jeg cutter også nogle gange når det hele bliver lidt for meget, og jeg elsker at kigge på blodet rende, og derefter et sår til minde om hvor forfærdelig jeg er, men jeg kunne aldrig finde på at begå selvmord da det kun er en løsning på et midlertidigt problem, men jeg forstår fuldt ud folk som overvejer det, da det er ekstremt fristende!

Jeg kunne rigtig godt tænke mig at begynde at ryge igen (må ikke da jeg kun er 14, og mine forældre vidste det ikke før) da den tid var fantastisk! Når jeg tager et hvæs er det som om alle byrder forsvinder fra mine skuldre, og jeg begynder at smile og føle glæde. Jeg elsker det.

Jeg har også fået afvide af nogle jeg var veninder med i de mindre klasser som har spurgt (på en sød måde) “Hvad er der egentlig sket med dig? Du er altid stille, du går i sort tøj, du er helt negativ og du virker altid trist. Sån’ plejer du ikke at være, hvad er der sket siden?…” OG JEG VED DET VIRKELIG IKKE 🙁 Kunne virkelig godt bruge en tidsmaskine og rette op på det hele.. Men det kan jeg dsv ikke.

Jeg siger også ofte underlige ting hvor jeg bare tænker “NEJ IDIOT! HVORFOR??? DUMME KÆLLING” endnu en ting der ødelægger min dag.. Jeg håber jeg fik formuleret mit brev nogenlunde ok. Og undskyld det blev lidt langt men jeg følte jeg måtte ud med det..

Knus pigen der hader sit liv.