Kære 13-årige pige,
Øv, jeg er ked af at høre, at du ikke har det godt i din klasse. Det er aldrig sjovt, når man ikke synes, at det fungerer i klassen. Så er det rigtig godt, at du tager dine følelser alvorligt og skriver herind.
Jeg tænker, at det er en rigtig god idé at snakke med dine forældre om det, hvor du fortæller dem, hvordan du egentlig har det, og hvorfor du gerne vil skifte skole. Du kan måske starte med at sige, at du godt ved, at du har givet dem indtrykket af, at du havde det godt i klassen. Men at det var fordi, det var svært at sige, at det ikke gik godt. Du kunne også vise dine forældre det her brev og mit svar? Din forældre vil højst sandsynligt bare blive glade for, at du fortæller dem sandheden, så de kan hjælpe dig.
Når det er sagt, så kan det være, at dine forældre ikke er enige i, at løsningen er at flytte skole. Hvis de ikke har vidst noget før nu, så kan det være, at de gerne vil prøve at se, om de kan løse problemet i din nuværende klassen. Skoleskift er en nemlig en stor beslutning at tage, og i sidste ende er det dine forældre, der bestemmer. Nu ved jeg ikke, hvorfor det ikke fungerer i klassen, men jeg tænker også på, om du mon har snakket med din lærer om det? Måske dine forældre kan snakke med din lærer, hvis du ikke selv har lyst?
Jeg håber, at mit svar hjalp. Og ellers er du velkommen til at ringe til BørneTelefonen på 116 111. Dine forældre er også meget velkommen til at ringe til Forældretelefonen på 35 55 55 57, hvis de er i tvivl om, hvad den bedste løsning i denne situation er.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen