Kære pige på 14 år.
Tusinde tak for dit brev. Jeg tror, at der er mange der har det ligesom dig. Så det er virkelig godt, at du spørger og beder om råd.
Det at have et idol, som man tænker meget på, er helt naturligt. Men det er selvfølgelig et problem, når det går ud over skolen og fylder alt i dine tanker.
Du lyder som en fornuftig pige, som er god til at mærke efter og lytte til dig selv.
Jeg vil prøve at forklare, hvad det kan betyde, at have et idol. Måske kan det hjælpe dig til, at forstå hvorfor du har det som du beskriver. Og måske kan du ændre det, du ikke kan lide ved, at have det sådan.
Som sagt, er det helt naturligt, at have idoler. At man har nogen man virkelig godt kan lide, og som man tænker meget på. Måske kopierer man det de gør, eller det de kan lide. Og synger med på deres sange. Det er faktisk noget vi gør, allerede fra når vi er babyer. Her kopierer vi vores mors og fars lyde, og deres bevægelser. Så det at se op til nogen, er en del af en naturlig udvikling.
Når man dyrker et idol, så kan det "tricke" et sted oppe i hjernen. Et sted der kaldes et "belønningscenter". Her belønner vores hjerne os ved, at få os til at føle os godt tilpas.
Så når man synger med på en sang, eller man ser de nyeste billeder, så sender hjernen et stof ud i vores krop, der får os til at føle, at vi har det super fedt.
Så nogen gange, har det faktisk ikke kun noget, med selve Marcus og Martinus at gøre. Det kan nemlig skyldes, at man vil blive ved med at føle, at man har det super fedt. Derfor bliver man ved med, at tænke på sine idoler.
Nogen kan blive afhængige af at spise chokolade, da hjernen faktisk også kan belønne dette og give os følelsen af, at man har det godt. Nogen føler sig belønnet og godt tilpas ved at træne. Det er meget forskelligt. Er det mon noget du kan genkende?
Nogen gange skal man forstå, hvorfor man gør som man gør, før man kan ændre det. Derfor håber jeg, at min forklaring om hjernen giver dig lidt forståelse for, hvorfor dine tanker slet ikke kan tænke på andet end Marcus og Martinus.
Du kunne måske overveje, at prøve at finde noget andet, der også kan give din krop denne belønning? Måske noget sport. Eller at være sammen med en masse veninder, hvor I finder noget I kan lide at lave sammen. Jeg har hørt om nogen, der lavede en bage-klub. Så øver de sig i, at blive de næste superbagere som Mette Blomsterberg. Kunne det måske være en idé?
Du skriver, at dine lærere er begyndt at opdage det og taler med dig om det. Har du mon fortalt dem, hvad der er svært for dig? Det lyder som om, at de gerne vil vide hvad du tænker på, og hvordan de kan hjælpe dig. Måske kan du overveje, at fortælle dem det, som du fortæller her i brevet? Måske kan de hjælpe dig med, at øve dig i, at slippe tankerne lidt i skolen.
Du lyder som en sød og frisk pige, med en stor forståelse for dig selv. Jeg er sikker på, du nok skal få det løst. Jeg hepper på dig.
Rigtig mange tanker fra
BørneTelefonen
