Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Har ingen overskud

Hejsa

Jeg er en pige på 14 år, jeg går i 8 klasse.

Jeg har i lang tid haft det som om at jeg ikke har overskud til kormale hverdags ting som at gå ud og tage mad, øve mig på mine fritidsaktiviteter eller se næste afsnit af en serie jeg kan lide. Jeg stresser så meget over karakterer og lektier, jeg vil ikke i skole ol morgenen men jeg klarer mig egentlig fint i fagene, dog går det dårligere siden 7.

Selvom jeg har massere tid når jeg kommer hjem fra skole, så ligger jeg mig bare i min seng og sover eller bruger min mobil til at sidde og kigge på facebook og instagram. Jeg ved at jeg har massere af tid til at lave mine lektier og fritidsaktiviter, men jeg kan simpelhent bare ikke starte på dem.

Jeg føler at jeg har så travlt hele tiden og det gør mig så stresset. Jeg ved slet ikke hvad der sker for mig længere og jeg bliver så ked af det og sur når jeg ved at jeg ikke burde at føle mig stresset.

Jeg ved ikke om det er noget jeg skal tage op med nogle? Er det bare en fase?? Er så forvirret og træt, ved slet ikke hvad jeg skal gøre.

Pige, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

​Kære 14-årige pige.

Tak for dit brev. Jeg er glad for at du skriver herind, for det lyder som om, at du er rigtigt bekymret over dit manglende overskud. Jeg kan godt forstå at du er bekymret, for det må ikke være rart at opleve at være så træt og forvirret hele tiden. Du fortæller at du stresser meget over de ting du ikke får gjort, over lektier og karakterer og at du ikke vil i skole om morgenen.

Jeg tænker på om du måske har presset dig selv for meget? Der er mange unge, som oplever et stigende pres, når de kommer i 8. og 9. klasse. Der kommer så meget fokus på alle de valg, der snart skal tages, samtidig med at man skal have gode karakterer. Det kan virke helt uoverskueligt og rigtig mange unge oplever faktisk at føle sig stressede. Jeg tænker også på, om du mon sover nok om natten? og om du får spist alle de ting du har brug for eller om du måske mangler vitaminer? 

Du spørger om du skal tage det op med nogen. Det synes jeg helt bestemt at du skal. Hvis du kan snakke med dine forældre om det, så synes jeg, det vil være en god idé. Du vil nok også skulle snakke med din læge om det, da det er din læge, som kan undersøge hvorfor du ikke har overskud eller om du er stresset. Det kan også være, at du har brug for hjælp til at få struktureret din dag. Det vil din lærer kunne hjælpe dig med. Det kan måske også være rart at tale lidt med en veninde om hvordan du har det, måske kender hun til det samme, og vil kunne give dig et par råd?

Du spørger om det er en fase? Som jeg skrev, er der mange unge der i dag føler sig pressede af lektier/karakterer. Det kan være et pres fra dem selv, et pres de føler fra forældrene eller et pres udefra, fx fra venner/skolen? Men samtidig er du i en alder, hvor der sker en masse udviklingsmæssigt, så kroppen/hovedet har oveni travlt med at udvikle sig til en ung kvinde og det tager også på kræfterne, det skal man lige have for øje. Det er ret normalt at man føler karakterene blive lidt lavere i de høje klasser, der stilles større krav. og ja, karakterer er vigtige, men det er også vigtigt at give plads til at være ung. Fx at give sig selv lov til at slappe af, sove lidt mere og hygge med veninderne. 

Men når det er sagt, er det så flot, du er opmærksom på de følelser og tanker du går med og spørger om råd. Håber du vil tage fat i dem omkring dig, så du kan genfinde lidt overskud, men også være lidt tålmodig overfor dig selv, ikke presse dig selv for meget.

Jeg håber at du kan bruge mit svar og at du får opsøgt noget hjælp, så du kan få overskud til de ting du gerne vil. 

Hilsen Børnetelefonen

 

 

 

 

 

 

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Skole og efterskole Andre der hjælper

Uddannelsesguidens eVejledning

Vejledning om uddannelse og job
Læs mere

Har du eksamensangst? Få flere gode råd her

Det er helt almindeligt, at man føler ubehag, når man bliver bedømt af andre, men hvis nervøsiteten vokser sig så stor, at den nærmere bliver til en eksamensangst, så er det vigtigt, at få talt om det med nogen.

Måske har du tanker som: Hvordan undgår jeg eksamensangst? Hvordan skal jeg forberede mig inden min eksamen? Er der øvelser til eksamensangst? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige?

Her på siden kan du få gode råd. Du kan også få et opmuntrende citat, få dine katastrofetanker ud af hovedet, lægge en plan for, hvordan du forbereder dig, prøve vejrtrækningsøvelsen, afstemningen eller læse andre børns breve.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat