Kære pige på 12 år
Tak for dit brev. Du er god til at fortælle, hvordan du har det. Jeg kan godt forstå, du synes, det er svært med skolen lige nu.
Du er slet ikke den eneste, som har svært ved at koncentrere sig i skolen. Jeg taler med mange børn, som ikke aner, hvad de skal gøre. Mange børn fortæller mig, at de føler sig misforstået og ikke taget alvorligt.
Når vi får det sådan, så kan det få os til at føle os meget alene. Jeg ved ikke, om du også kan få det sådan?
Jeg kan forstå, at din lærer bliver sur på dig. Det kan virke som om, at din lærer ikke rigtig forstår, hvor skidt du har det. Det er vigtigt, din lærer kommer til at forstå det. For du har nemlig ret til at have det godt i skolen.
Jeg vil gerne hjælpe dig med at finde en måde, så din lærer bedre kan forstå.
Jeg tænker faktisk, at du kan vise din lærer, at du har skrevet til BørneTelefonen. Du kan vise mit svar til dig. Så kan læreren måske forstå, at du har det svært. Kunne du have mod på det?
Det behøver ikke være din klasselærer, du viser det til. Det kan også være en anden voksen på skolen, fx sundhedsplejersken eller en sød pædagog i SFO´en, hvor du måske har gået.
Du kan også vise mit svar til dine forældre. Hvis det er for svært, kan du også skrive en seddel til dem, hvor der står; “Mor og far, jeg vil gerne vise jer noget på computeren. Det er vigtigt, I har god tid. For jeg har det skidt og har brug for, at I lytter.”
Når man hurtigt bliver sur eller uvenner, så kan det nemlig være godt at snakke lidt igennem et brev. Så behøver man ikke bruge så mange ord og kigge hinanden i øjnene. Det kan nemlig være svært, hvis man er ved at blive sur.
Det er vigtigt, at du får fortalt de voksne, at du har det svært og gerne vil have hjælp. Mange børn og unge har svært ved at koncentrere sig i timerne. Det er meget naturligt. Når man har svært ved det, så er det vigtigt, man får god hjælp og støtte, så skolen ikke bliver et sted, man synes er rigtig dårligt.
Nogle gange kan det også være rart at snakke med nogen på sin egen alder. Nogen der måske har prøvet lidt det samme. Så kan du ringe til Elevtelefonen. Her sidder der søde unge, som gerne vil lytte og hjælpe.
Du har skrevet til mig. Det viser, at du har handlekraft og mod. Det er en stor styrke. Du kender dig selv og ved, at du kan miste koncentrationen. Det er så godt gået, at du er klar over det. Det er gerne første skridt til at finde en god løsning.
Jeg håber du kunne bruge mit brev og mine råd, ellers er du altid velkommen til, at kontakte os igen på 116111.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen