Kære pige på 14
Tak for dit brev. Jeg kan godt sætte mig ind i, at det er vigtigt at gå et sted, hvor man føler sig tryg. Jeg kan læse i dit brev, at du har sat dig rigtig godt ind i reglerne og selv har undersøgt en masse. Jeg vil rigtig gerne give dig nogle idéer til, hvordan du kommer videre.
Som du selv har fundet ud af, er det generelt afstanden og ventelisten, der er afgørende. Det vil sige, at dem med kortest afstand normalt bliver optaget først. Samtidig betyder prioriteringsrækkefølgen også noget. Det vil sige, at et gymnasium i første omgang og så længe der er pladser, bliver fyldt op med de unge, der har gymnasiet som førsteprioritet. Men hvis der ikke er plads til alle dem, er det først dem med kortest vej, der kommer ind. Derfor afhænger meget af, hvor mange, der har valgt gymnasiet som første prioritet.
Jeg kan desværre ikke give dig svaret på, om der i din situation kan være særlige muligheder for dispensation fra reglerne omkring fordeling. Der er nemlig nogle særlige situationer, hvor der kan tages hensyn. Det kan din studievejleder på skolen hjælpe dig med at undersøge. Eller måske kunne du ringe til gymnasiet og høre om der er nogle muligheder for dig?
Hvis man har nogle ting at kæmpe med, er det naturligt, at man ikke ønsker at blande andre ind i det. Måske skammer man sig. Men der er intet at skamme sig over. Det er helt naturligt – og vi har alle et større eller mindre behov for tryghed. Derfor synes jeg ikke længere, du behøver at gå alene rundt med det. Fx kan din læge undersøge om der er mulighed for noget hjælp til dig, så du ikke længere behøver være utryg forskellige steder. Så måske kunne du overveje at tage til lægen og fortælle ham eller hende om dine udfordringer? Selvom din mor nok har det lidt på fornemmelsen, kunne det også være godt at få snakket med hende om det. For måske kan hun hjælpe dig, så du får det bedre – og måske støtte dig i de situationer, det er ekstra svært?
Måske bliver du optaget på dit foretrukne gymnasium. Eller måske på et andet. Uanset hvad, vil jeg foreslå dig, at din lærer og måske studievejlederen får noget at vide om dit behov for tryghed. Ofte skal der nemlig kun ganske små ændringer til, for at man kan blive tryg i et rum, man ellers ikke er tryg ved. Det kan fx handle om, hvor i lokalet man sidder. Sådan et hensyn vil kunne tages alle steder – også uden at de andre fra klassen nødvendigvis behøver få noget at vide om det.
Jeg håber, du har fået det lidt bedre af at læse mit svar. Og jeg håber, det er lykkes mig at overbevise dig om at fortælle andre om det, der kan være svært. Hvis du har brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe.
Kærlig hilsen BørneTelefonen
