Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Gym, introvert og nye relationer

Hej!

Jeg går i 1.g og er næsten lige kommet i min nye studieretningsklasse. Studieretningen er jeg super glad for, det er den jeg ønskede mig aller mest.
Jeg er også kommet i klasse med to fr min grundforløbsklasse, den ene snakker jeg rigtig meget med, og den anden ikke så meget.
Jeg er introvert, og det har jeg i den grad kunne mærke her i efter jeg er startet i den nye klasse, fordi det kræver rigtig mange kræfter fra min side at være social en hel skoledag, fester og sociale arrangementer efter skole.

Og så er der også den del med at skabe nye relationer. Det synes jeg er svært og hårdt. Jeg føler nu hvor vi har gået i klasse to ugers tid, at jeg er havnet sammen med de ‘kedelige’, ‘stille’ og lidt ‘nørdede’ piger, som ingen vil være sammen med.

Jeg vil også rigtig gerne have andre venner end dem, misforstå mig ikke, de er super søde og mega hyggeligt at snakke med dem, men jeg vil også bare gerne snakke mere med alle de andre. Men da jeg er introvert er det enormt grænseoverskridende for mig at gå over til de andre og begynde at snakke med dem / deltage i deres samtale.

Det samme når man kommer om morgenen, hvor skal man sætte sig? Jeg føler lidt jeg ‘afviser’ dem jeg snakker meget med, hvis ikke jeg sætter mig ved siden af dem, og har det mærkeligt ved at sætte mig ved siden af en jeg ikke rigtig har snakket med.
Jeg har snakket med mine forældre om, at det er svært at føle sig en del af en gruppe, når andre klinger så godt sammen, og det med at sætte sig over til en anden gruppe.

Jeg har overvejet at snakke med studievejlederen om det, men en del af mig har ikke helt lyst til at snakke med ham om det, da min mor arbejder på min skole, og dermed kender studievejlederen.

Og så ift. til fester og sociale arrangementer, kan jeg mærke jeg virkelig får ondt i maven når jeg skal til fest (selvom der næsten ikke er nogle pga. corona…), men jeg tager alligevel med, fordi jeg føler jeg skal for at blive en del af klassen. Og hvis ikke jeg tager med, kan jeg jo følge med på de sociale medier, og så bliver jeg bare irriteret på mig selv over, ikke at være taget med, da det ser fint nok ud.

Nu kan jeg se jeg har fået skrevet en del, efterhånden. Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg egentlig spørger om, måske, hvor længe jeg skal blive ved med at forsøge at blive en del af de andre grupper også, eller om jeg bare skal være ’tilfreds’ med her hvor jeg er nu, og bare se hvad der sker?

Mvh. pige, 16 år.

Pige, 16 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 16 år

Det lyder som et dilemma som mange unge står i, nemlig det at man ikke har lyst til at være sat i ”bås” med kun en gruppe, men vil gerne have flere forskellige typer venskaber.

Hvor er det skønt for dig at du er kommet ind på den studieretning du ønskede og samtidig startet i en klasse med nogle du kender. Jeg tænker at det gør det lidt nemmere at have mere overskud her i starten hvor der er så meget nyt.

Du skriver at du er introvert og det kan være rigtig hårdt og kræve mange kræfter at være social. Og jeg kan godt forstå dig, for det kan være hårdt og grænseoverskridende at starte et nyt sted med nye mennesker, også selvom man ikke er introvert.

Vores samfund er i høj grad baseret på ekstroverte værdier, hvor vi går op i ydre ting, og hvor det betyder noget at være rap i replikken.

Introverte er mere indad orienterede, så det kan betyde at de kan være længere tid om at komme på banen i sociale sammenhænge, som du også beskriver.

Men det er også den introverte side af personen der ofte rummer en dybde og en intensitet, som kan bidrage til indholdsrige og meget meningsfulde samtaler.

Men langt de fleste af os rummer begge sider, introvert og ekstrovert. Tit er det dog sådan, at en af siderne er mere dominerende end den anden.

Rigtig mange unge vil gøre alt for at tilhøre en gruppe. Det kunne sagtens være at en del af de unge i den ekstoverte gruppe, måske har det ligesom dig, altså finder det anstrengende og hårdt at være så social. Men de har lært at sætte en maske på.

Måske kan du tænke i enkelt personer, i stedet for grupper. Måske kan du lægge en lille strategi for dig selv, hvor du vil prøve at tale med en ny person hver 3. dag og se hvad der sker. Eventuelt kan du finde på nogle startsætninger du kan sige.

Du kan eventuelt sætte dig forskellige steder ofte. Jeg tænker, at hvis du viser de andre at du kan bevæge dig imellem forskellige grupper/personer, så vil de også acceptere at du ikke kun tilhører enten den ene eller den anden gruppe.

Det kan være at du finder ud af, at der også er andre der er venner med forskellige, og ikke alle tilhører en gruppe.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Skole og efterskole Andre der hjælper

Uddannelsesguidens eVejledning

Vejledning om uddannelse og job
Læs mere

Har du eksamensangst? Få flere gode råd her

Det er helt almindeligt, at man føler ubehag, når man bliver bedømt af andre, men hvis nervøsiteten vokser sig så stor, at den nærmere bliver til en eksamensangst, så er det vigtigt, at få talt om det med nogen.

Måske har du tanker som: Hvordan undgår jeg eksamensangst? Hvordan skal jeg forberede mig inden min eksamen? Er der øvelser til eksamensangst? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige?

Her på siden kan du få gode råd. Du kan også få et opmuntrende citat, få dine katastrofetanker ud af hovedet, lægge en plan for, hvordan du forbereder dig, prøve vejrtrækningsøvelsen, afstemningen eller læse andre børns breve.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat