Kære Moi,
Tak for dit brev. Flot at du har haft mod til at skrive oven på alt det, du har at tænke på. Jeg kan godt læse, det ikke er nemt for dig lige nu, og det forstår jeg godt.
Du skriver, du blev voldtaget for 2 år siden. Det er en meget voldsom og grænseoverskridende oplevelse, som kan blive siddende i kroppen i lang tid. Det kan godt være, det forsvinder en tid for så at poppe op igen. Tit tænker ens omgivelser, nu går det bedre og alt er ved det gamle, og så lige pludselige kan der komme væmmelige tanker om det, der sket. Det kan være rigtig svært for ens omgivelser at forstå. Mon du kan genkende det?
Jeg ved ikke, om du har fået nogle former for hjælp i forbindelse med din voldtægt. Hvis du fik hjælp, tænker jeg, at du skal snakke med den professionelle hjælp, der hjalp dig dengang. Hvis ikke du fik hjælp, tror jeg, det er vigtigt, at du får snakket med en, som kan hjælpe dig med de tanker, du har lige nu omkring det hele.
Det kan f.eks. være din læge, som kan hjælpe dig med at finde den rette person. Det kan også være I har en studie/ UU-vejleder på skolen. Tit er studievejlederen vant til at snakke med unge som dig, og hvis ikke hun (han) kan hjælpe, kan de tit hjælpe en videre til en anden en, der kan.
Det er helt naturligt, at dine forældre ikke kan hjælpe med den snak, men de skal være en støtte for dig, og de skal være mor og far. Dvs. de skal hjælpe dig med at få den hjælp, som du føler, du har brug for, og ikke hvad de føler, du har brug for.
Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at du er under et stort pres for tiden - bl.a. fordi dine forældre måske ikke er helt opmærksomme på, at deres forventninger til dig er et problem for dig? - Måske kunne det være rart for dig, at få nogen til at tale med dine forældre om, at det ikke nytter noget, hvis de presser dig for meget..? At du har brug for noget opbakning til at klare tingene på din måde og ikke på deres..?
Det er flot af dig, du godt kan se, det ikke løser problemet, hvis du bare dropper ud af skolen. Det er så godt, at du tager dig selv alvorligt, og lægger mærke til, at du snart er ved at nå til det punkt, hvor du ikke kan mere... Det gør det jo muligt for dig at prøve at ændre på tingene, før det er for sent...
Jeg tror, det vil være i alles interesse, hvis du kunne gennemføre uddannelsen. Men måske kræver det, at du får mere opbakning og forståelse, end du hidtil har fået...
Jeg håber, du kan finde lidt mere mod og overskud og bede om den hjælp, som du fortjener, og som er helt naturligt, at du har brug for.
Du kan altid ringe til BørneTelefonen 116 111, hvor der sidder voksne klar til at svare på spørgsmål og snakke med dig.
Kærlig hilsen BørneBrevkassen
