Hej
Tak for dit brev. Desværre hører det med til det at være ung, at man nogle gange gør ting, man fortryder bagefter. Og det er meget tydeligt på dit brev, at du bagefter har fortrudt, at din ven og dig filmede drengen, og at din ven valgte at sende videoen videre.
Det er aldrig i orden at filme andre, uden at de ved det. Og ved at sende videoen videre, har din ven desværre gjort, at det ikke er til at sige, hvor mange, der har set videoen. For måske har nogen af dem, din ven har sendt videoen til, sendt den videre til eller vist den til andre.
Det er godt, at du besluttede dig for at slette videoen. Og det er også godt, at du ikke har valgt at vise den til andre eller videresende den.
Desværre kan jeg ikke fortælle dig, om der kommer nogen konsekvens og hvad den vil være. Men da jeg kan se i dit brev, at du har det dårligt over det, vil jeg give dig nogle gode ideer til, hvad der kan være vigtigt, at du får sagt til lærerne.
Jeg tror, det er vigtigt, at du fortæller lærerne, at du godt ved, at din ven og dig gik over stregen og gjorde noget forkert. Samtidig kunne du måske sige, at du er ked af, at din ven har videresendt videoen, og at det aldrig har været din mening at andre skulle se videoen? Ved du eller lærerne, hvem drengen er? Og ved drengen, at han blev filmet? Måske kunne du foreslå lærerne, at du meget gerne ville snakke med drengen og give ham din undskyldning?
Jeg håber, du har kunnet bruge nogle af mine ideer. Hvis du har brug for at snakke, er du altid velkommen til at skrive eller ringe.
Kærlig hilsen BørneTelefonen