Brev

Er han det værd?

Kære BB
Jeg syntes at det er vildt fedt at i faktisk bruger tid på at svare på børn/unges spørgsmål..Det viser bare hvor stort et hjerte i har 🙂

Nå men altså.. Jeg er en pige på 14 år.. Jeg er halv tamiler (far) og halv dansker (mor) og jeg mødte den her dreng i sommers, han er hel tamiler.. Lad os kalde ham “F” Vil bare starte med at sige at jeg ALDRIG har været så forelsket før! Jeg ved godt at alle teenagers på min alder siger det men altså -.-

Jeg mødte F i sommerferien og da jeg først så ham var det som om at jeg blev forelsket.. Jeg ville bare vide mere om ham osv. Fandt ud af at han var storebror til en veninde jeg har leget meget med som barn.. Vi snakkede sammen hver dag til om natten og når jeg så tog hjem skrev vi sammen på facebook.

Der gik ikke mere end en uge før at jeg fandt ud af at han havde de samme følelser for mig. Problemet var bare det at tamilere ikke må have kærester.. Jeg måtte godt for min mor men ikke for min far. Han måtte jo ikke overhovedet!.. Og så også fordi at han var 4 år ældre end mig det vil sige at han dengang var 17 ½ :s

Min far fandt ud af det og blev sur på mig. Hans bedste ven kendte godt F før mig og havde holdt øje med os og havde engang taget et billede af mig og F sidde tæt og havde derefter sendt det til min far. Det gav mange problemer til F. Han blev ringet op om natten fra et hemmeligt nummer ( min fars ven der ringede) og hvor min fars ven havde spurgt han, hvor jeg var bare for at provokere F…

Han sagde til ham at han skulle holde sig fra mig ellers ville han slå F… Der var også mange venner der provokerede os.. Fordi at de vidste at vi kunne lide hinanden.. De prøvede at splitte os ad osv. En dag kunne F ikke klare det mere og sagde at vi bare skulle forblive venner..

Jeg blev mega ked af det fordi han var bare det bedste for mig! Jeg elskede ham! Underligt nok.. For sådan har jeg aldrig haft det for nogle før.. Jeg ville gøre alt for at få ham tilbage! Hvis jeg skulle sige hvornår den værste tid i mit liv var så ville jeg svare at det var de 4 måneder uden ham! Jeg græd og græd og græd.. Skar i mig selv.. Tænkte på at begå selvmord..

Det var som om at verden ikke forstod mig! Jeg snakkede ikke mere med ham. Der gik 4 måneder og jeg så ham tit men vi lod som om at vi ikke kendte hinanden.. Jeg troede ikke at han kunne lide mig mere men jeg havde stadig de samme følelser.

Indtil for 2 måneder siden hvor jeg skrev med ham og hvor han fortalte mig at han stadig havde følelser for mig.. Vi mødtes og kyssede :i Han var lidt ond overfor mig..Fordi han glemte tit vores aftaler og når jeg skrev var det ikke lige altid at han svarede.. Det var også altid mig der lavede mye aftaler.. Mig der altid ringede til ham.. Mig der altid skrev først..

Når vi skulle mødes var det mig der skulle gå hele vejen derop og hjem igen hvor han boede lige ved siden af.. Men jeg var ligeglad for jeg var så glad for at få ham tilbage! Han var meget god til at spille kostbar! Men når vi så var sammen var han så sød og kærlig.. Han er ikke lige personen der viser følelser og siger “jeg elsker dig” men det sagde han til mig! Den ene gang! Det var så fantastisk..

Han kikkede mig dybt i øjnene og sagde “jeg elsker dig! ” … Jeg var så mega lykkelig.. Men vi var ikke kærester 🙁 Der gik flere dage og vi mistede kontakten.. Jeg skrev til ham men der var tit hvor han ikke svarede og nogle gange hvor han bare svarede “hej” og når jeg spurgte ham om hvad han lavede svarede han ikke…

Jeg har ikke rigtig snakket med ham siden.. Vi har kun skrevet nogle gange.. Nu er han begyndt at skrive lidt til mig.. Eller det har han gjort to gange.. Det er som om at han kun skriver til mig når han keder sig og når han lige har lyst til at kysse lidt.. Nytårs aften så han mig hvor jeg var ude at gå med min veninde for at se på fyrværkeri og hvor han kom kørende med hans familie og han så mig..

Der efter skrev han til mig om vi ikke kunne mødes og der var klokken 2.30 om natten så han fik mig og min veninde til at liste ud for at mødes med ham.. Men da klokken var så mange tog vi hjem efter at ha været sammen med ham i minutter…

Men da jeg ringede dagen efter for at sige undskyld for at det var så kort.. Aftalte jeg at mødes med ham om aftnen.. Men da klokken var 21 og jeg stadig ikke havde hørt fra ham ringede jeg til ham og han tog ikke sin telefon ringede lidt efter og der tog han den heller ikke…Og det blev aldrig til noget…

Men jeg var lidt ligeglad for jeg elsker ham stadig! Jeg vil stadig gøre alt for ham! Jeg bliver overlykkelig når han skriver til mig! Men bliver lidt ked af det når jeg tænker på at han måske udnytter mig.. Alle mine veninder hader ham for det! Og de syntes ikke at han kan være det bekendt.. Jeg kan bare ikke indse det!

Det er som om at min hjerne siger at han ikke er det værd men mit hjerte siger at jeg skal kæmpe for det! Jeg satte alt på spil! Jeg kom op og skændes med min far og han var virkelig vred! Jeg gjorde alt for at F skulle være glad og at han ikke skulle føle at jeg kun var 14… Jeg gjorde alt!!!

Hilsen pigen

Pige, 14 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 14 år.
Mange tak for den fine ros, det er dejligt at høre. Og tak for dit brev.

Det lyder til, at du længe har haft stærke følelser for F, hvilket kan være en dejlig fornemmelse, hvis det er gengældt og hvis ens omgivelser accepterer det. Men det kan også være opslidende, og når jeg læser dit brev, så tænker jeg, at det har kostet dig mange kræfter og at du nu er ved at nå grænsen for, hvad du kan klare...

Jeg kan forestille mig, at det har været rigtig svært at være sammen med F, når I ikke måtte være kærester; og at det har været svært at tage konflikten med din far. Det er ikke altid nemt at få lov af sine forældre at få sig en kæreste. Det kan både være at kulturen gør, at det er svært, eller at der fx er stor aldersforskel.

Når jeg læser dit brev, tænker jeg, at der er flere ting, som har været svære for dig. For det første er der den kulturelle forskel på den tamilske og den danske kultur. Det må have været rigtig svært for jer begge at være så forelskede, når en stor del af jeres familier ikke brød sig om det og ligefrem modarbejdede det.

Derudover så er der det med, at F ikke altid reagerer, som du ville ønske og dine tanker om, at han måske udnytter dig. Når jeg læser dit brev, så synes jeg det er rigtig svært at vurdere, om hans til tider manglende interesse for dig skyldes familiens pres og modvilje eller om det skyldes, at han ikke er lige så vild med dig, som du er med ham.

Det lyder til, at dine alle veninder mener, at han udnytter dig, og at de hader ham, fordi de kan se, at han gør dig ked af det. Du siger direkte at din hjerne og dit hjerte er uenige. Det synes jeg er en rigtig god beskrivelse og jeg gætter på at mange vil kunne genkende den fornemmelse.

Jeg kan jo ikke vide, om F virkelig er alt det værd. Det er i sidste ende kun dig - din hjerne og dit hjerte, der må afgøre det. Men jeg tænker, det nok vil være godt for dig, hvis du kunne finde ud af, hvilke tanker han gør sig, så du ikke hele tiden skal gå og bekymre dig og analysere alt hvad han gør (eller ikke gør.)

Har du mon fortalt F om dine bekymringer og måske fortalt ham, at du ikke helt føler, at han viser den samme interesse overfor dig, som du gør overfor ham? Ellers kunne det måske være godt at få gjort..?

Fx kan det være godt at finde ud af, hvad det er ved F, som du godt kan lide, og hvad det er at han ønsker. Og om I har bedre af at forblive venner i en periode? Og at det måske kan udvikle sig til noget mere seriøst med tiden? Kærlighed og følelser kan være svært at forklare nogle gange, og nogle gange finder man bedre ud af hvad man føler med tiden.

Det lyder til, at du taler godt med dine veninder om bl.a. F, hvilket er godt. For det kan somme tider være svært at se tingene klart, når man sidder midt i det. Så det er en god ide, at du deler tankerne med andre. Måske kan de også være dig til hjælp - fx. ved at en af dem henvender sig til ham og spørger ham, hvad han egentlig har tænkt sig..?

Jeg vil også foreslå dig til at tale med dine forældre om, hvordan du har det. Det er ikke helt klart for mig, om dine forældre stadig er sammen, og hvordan de indtil nu har taklet den her situation...

Det lyder til, du taler bedst med din mor, og at hun er den, der bedst forstår dine behov? Så kan hun måske hjælpe dig med at tale med din far om, hvordan du har det? Og hjælpe dig med at finde ud af, hvordan du skal reagere, når du bliver i tvivl om F's motiver og følelser..? For det er selvfølgelig vigtigt, at du ikke går og er ked af det eller skader dig selv eller tænker på selvmord.

Det er som regel bedst, hvis man kan tale ærligt og åbent om tingene, således at ens forældre føler, de kan stole på en. Det gør det som regel også lettere for dem at støtte en, hvis de ved, hvad man går og er ked af...

Jeg håber, at du kan bruge dette svar, ellers vil jeg råde dig til fx at ringe til os på 116 111, hvor du kan tale med en rådgiver, som også kan svare på dine spørgsmål.

De bedste hilsner,
BørneBrevkassen

Lærerne fortrækker pigerne, er selv pige!

Dum

Flere breve om Skolen

"det kender jeg godt" få gode råd fra panaet

Kender du til at føle dig bagud i skolen, og lysten til at tage i skole er forsvundet?

podcast

lyt til afsnit

"alene" hør andres fortællinger

Hør skuespiller Alex Høgh Andersen og 16-årige Emma tale om skoletræthed og ønsket om gode karakterer.

podcast

lyt til afsnit

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Skole og efterskole Andre der hjælper

Uddannelsesguidens eVejledning

Vejledning om uddannelse og job

Læs mere

Har du eksamensangst? Få flere gode råd her

Det er helt almindeligt, at man føler ubehag, når man bliver bedømt af andre, men hvis nervøsiteten vokser sig så stor, at den nærmere bliver til en eksamensangst, så er det vigtigt, at få talt om det med nogen.

Måske har du tanker som: Hvordan undgår jeg eksamensangst? Hvordan skal jeg forberede mig inden min eksamen? Er der øvelser til eksamensangst? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige?

Her på siden kan du få gode råd. Du kan også få et opmuntrende citat, få dine katastrofetanker ud af hovedet, lægge en plan for, hvordan du forbereder dig, prøve vejrtrækningsøvelsen, afstemningen eller læse andre børns breve.

Læs mere her