Er dette puberteten?

Kære Pige

Mange tak for dit brev. Ofte er det sådan, at når man er i situationer, hvor man skal præstere, så kan man meget nemt føle sig presset. Det er for eksempel i situationer som eksamen, optrædener eller som i dit tilfælde et stævne. Jeg har snakket med mange, som i sådanne situationer ikke føler, at de er helt sig selv. Så det er helt normalt.

Det lyder som om, at du tænker meget over, om ridning er det rigtige for dig, eller om du skal opgive det. Måske vil du tænke mere positivt om ridning, hvis du får snakket om det, der gør det svært. Men jeg får også sådan lyst til at sige til dig, at du må mærke efter helt inde i dig selv, om ridning er det rigtige for dig. Det er ikke nødvendigvis det rigtige for dig fordi, at ridning har været i familien i mange år. Eller fordi dine forældre har brugt mange penge på det. Jeg tænker, at det skal være fordi, at du synes, at det er sjovt at ride, og at du slet ikke har lyst til at undvære det – selvom det også kan være lidt hårdt engang imellem. I stedet for at tænke, at du ”giver op”, hvis du ikke vil ride mere, kan du måske tænke på det som, at du ”vælger det fra” og ”vælger noget andet til”. Det kan også være, at du bare skal have en pause?

Jeg synes, at det er dejligt at høre, at din mor hjælper dig, og at du også lægger mærke til det og er taknemmelig. Jeg tænker, at I to måske kunne sætte jer sammen en dag og snakke om, hvordan du får det, når du er til stævne. En dag hvor du ikke er til stævne, og hvor der derfor er ro til at snakke om, hvad du mon kan prøve at tænke på i de pressede situationer. Eller hvordan din mor kan hjælpe dig bedst muligt, når du er til stævne. Sådan nogle følelser af ikke at due til noget, er slet ikke rart at gå alene med. Og jeg er sikker på, at din mor gerne vil hjælpe dig med tro mere på dig selv. Hun har jo også reddet engang, så måske kan hun genkende de følelser, som du sidder med. Måske har du nogle ride kammerater, som du kan snakke med det om også?

Jeg kan godt forstå, at du syntes, at det var hårdt, at miste en af dine yndlingsheste. Det er altid hårdt at miste nogen, som man har holdt rigtig meget af. Det kan tage tid at komme sig over et tab. Måske er det svært for dig med din nye hest fordi, at du faktisk savner din gamle hest?

Jeg synes, at det er vigtigt, at du får snakket med nogle omkring de ting, som fylder i dine tanker. Det kan som sagt være din mor. Det kan også være din far, din træner, en ride kammerat eller en helt femte. Hvis det er svært, kan du altid vise dem det brev, som du har skrevet til BørneTelefonen og mit svar. Det kan nogle gange gøre det lidt nemmere.

Jeg kan fornemme, at du er en stærk pige, som er god til at reflektere over, hvad du gerne vil, og hvad du har brug for. Jeg håber, at du har mod på at bruge noget af den styrke til at følge nogle af mine råd.

De varmeste hilsner fra BørneTelefonen