Kære du
Tusind tak for dit brev og tak fordi, du vil dele dét, der er svært. Allerførst vil jeg gerne sige til dig, at jeg synes, du virker meget meget stærk. På mange måder ville det nemmeste være at stoppe på efterskolen – så ville det svære jo være slut. I hvert fald lige i første omgang. Jeg synes du virker stærk, når du faktisk er i stand til også at kunne se, hvilke ulemper der vil være ved at tage hjem, og at du derfor prøver at finde den bedste løsning også på længere sigt.
Du skriver, at du håber, vi kan hjælpe dig i retning af, hvad det bedste kunne være. Jeg synes det er svært, at give dig ét råd om enten at blive eller tage hjem. Jeg tænker, at den beslutning skal være din og dine forældres. Jeg vil dog gerne prøve at give dig nogle ideer til, hvordan du kan blive klogere på, hvad der er det rigtige for dig at gøre. Jeg håber, at du vil kunne bruge rådene.
Du skriver, at du er trist og græder meget. Ved du, hvorfor du gør det? Er det mon på grund af læreren, du ikke kan lide, eller kan der også være andre ting? Jeg bliver nysgerrig efter, hvorfor du mon ikke kan være glad og klar på sjov på efterskolen på samme måde, som du kunne før? Nogle gange kan det svære komme til at fylde rigtig meget, så vi glemmer, hvornår tingene er bedre. Mon det er blevet sådan for dig? Jeg tænker på, om du har prøvet at skrive dagbog før? Måske kunne det være en idé for dig at skrive i en form for dagbog, hvornår du i løbet af en dag har mærket, at tristheden ikke fyldte så meget. Det er som regel sådan, at det vi giver opmærksomhed også er det, vi får. Med det tænker jeg, at hvis du kan fokusere på situationer, hvor du er mere glad end andre, så kan du måske få flere af de situationer. Mon det er en idé, du kan bruge?
Du skriver også, at du har rigtig meget hjemve. Jeg tænker på, om du har fundet ud af, hvad der hjælper dig bedst i de situationer? Er det at løbe en tur, at gå ind på dit værelse, tale med en ven eller veninde, at ringe hjem, sende en sms eller måske noget helt andet? Når jeg spørger, er det fordi, det nogle gange kan berolige, hvis vi ved, hvad der skal til, når noget er svært. Hvis vi har nogle løsninger til, hvordan vi kan få det ubehagelige til at gå væk, så behøver vi ikke være så bange for, at det ubehagelige kommer. Så ved vi jo, hvad vi kan gøre, for at det går hurtigere væk. Kan du mon følge mig i det?
Du fortæller, at du har fået en lærer, som du virkelig ikke kan tage. Jeg bliver nysgerrig efter, hvad det er ved den lærer, som du ikke kan tage? Er det mon til at forklare? Du skriver, at du ikke må få en anden lærer, fordi andre så også vil det. Jeg tænker på, om din kontaktlærer har forstået, hvorfor det er så svært for dig med den lærer? Mon dine forældre kan være med til at tale med din kontaktlærer, om der kan gøres noget ved, hvordan du har det med den anden lærer, du virkelig ikke kan tage? Måske kan kontaktlæreren hjælpe til med, at du kan få et bedre forhold til den anden lærer eller på anden måde gøre noget, der kan ændre ved den situation. Kunne det mon være en idé? Og så synes jeg også det er vigtigt at I får talt om, at muligheden for at få en anden lærer. Det kan godt være andre også kunne tænke sig det, men det synes jeg ikke er et argument som helt holder. For det er de voksnes ansvar at sørge for at se på jer enkeltvis, og hvad der er bedst for lige dig. Og hvis det er at få en anden lærer, så er det de voksnes ansvar at forklare de andre, at sådan er det, vi er alle forskellige og skal behandles forskelligt, så nogen gange må nogen noget og andre noget andet, mon det giver mening for dig?
Jeg kan forstå på dit brev, at du har noget at slås med, fordi du tidligere har lidt af stress. Jeg er fuld af beundring over, at du kan skrive så tydeligt, at du har haft stress og kaster op af nervøsitet. Det fortæller mig, at du er en pige, der har god kontakt til dine følelser. Men måske også at dine følelser raser rundt i din krop og derfor kan være svære at styre. Kan du mon genkende det? Jeg bliver nysgerrig efter, om dine tidligere oplevelser også kan være medvirkende til, at du mærker tristheden? Du skriver, at du går til psykolog. Har du mon talt med psykologen om, hvordan du har det på efterskolen? Måske kan du bruge psykologen til at drøfte dine tanker med om efterskolen og om, hvad der vil være det rigtige for dig at gøre?
Jeg kan forestille mig, at det kan være svært at håndtere din mors og fars reaktion. Jeg får det indtryk, at du gerne vil gøre dem begge tilfredse. Kan der være noget om det? Jeg synes du er så sej, at du tænker over, at det mest rigtige måske ikke er at tage hjem, selv om din far siger, at det måske ikke er værd at være der et år, hvis det er så slemt for dig. Jeg tænker, at det må være hårdt for dig, når din mor reagerer ved at skælde ud og du oplever, at hun ikke støtter dig. Måske reagerer din mor sådan, fordi hun gerne vil presse dig til at stå det igennem. Hun tænker måske, at du vil være rigtig glad, hvis det lykkes for dig, når det nu er det du har ønsket i så lang tid. Det er ikke altid den bedste reaktion, fordi det også kan være med til at presse dig. Jeg bliver nysgerrig efter, om du mon kan tale med din mor om det? Det kan være, at du og din mor kan få hjælp af din far til at I kan få en god snak om det? Måske du også kan nævne for din psykolog, hvordan det påvirker dig, den måde din mor og far tackler det på?
Du fortæller, at din mor siger, at du intet har at lave, hvis du kommer hjem, fordi alt er startet. Din mor har jo ret i, at andre er gået i gang med noget nyt efter sommerferien, men det betyder jo ikke, at du ikke kan gå i gang, selv om andre er startet. Jeg tænker på, om det ville være en idé at undersøge, hvad du kunne lave, hvis du ikke skulle være på efterskolen? Det betyder jo ikke, at du nødvendigvis skal stoppe på efterskolen men måske kunne det gøre det nemmere for dig at tage en beslutning, hvis du vidste, hvilke andre muligheder der ville være. Jeg tænker, at den bedste at snakke med det om, ville være en studievejleder. Har I mon sådan én på din efterskole?
Jeg har nu givet dig nogle forskellige ideer til, hvad du kan gøre for at blive mere afklaret i dit valg: skrive dagbog, prøve at få din kontaktlærer til at hjælpe med forholdet til den anden lærer, tale med din psykolog, tale med dine forældre om deres reaktion, prøve at finde ud af hvad der kan hjælpe når du har hjemve og tale med en studievejleder. Det er jo flere forskellige forslag. Måske er der et eller to af dem, som du vil gå videre med. Det kan også være, at det er svært for dig at finde ud af, hvordan du kommer videre. Hvis du har lyst til det, så kan du altid ringe til BørneTelefonen på 116 111 og tale med en rådgiver.
Der er jo rigtig meget snak om, hvor fantastisk et år på efterskole er. Det tror jeg er rigtigt. Men jeg ved, at der også er mange der ligesom du, synes det er rigtig svært at vænne sig til og også bliver i tvivl om, om det er det rigtige for dem. Nogle af dem stopper på efterskolen og finder noget andet godt at lave. Jeg kan forestille mig, at det må være et rigtig svært valg, fordi du har ønsket dig det så stærkt. Så kan det være ekstra svært, hvis det ikke føles rigtigt og godt. Jeg håber, at du får mærket godt efter og får taget en beslutning, som føles som den rigtige for dig.
De kærligste tanker og knus fra BørneTelefonen
