Kære pige på 14 år
Tak for dit brev hvor du fortæller om, at du skal på efterskole efter sommerferien, men nu er blevet i tvivl om hvorvidt du skal tage af sted eller blive hjemme.
Jeg tror der er mange af dem som skal på efterskole, som pludselig kommer i tvivl om hvorvidt de har lyst til at tage af sted, det er jo en stor ting. Omvendt ved jeg også, at der er rigtig mange af dem som tager på efterskole, som er rigtig rigtig glade for det.
Jeg kan godt forstå, at du er bange for om du vil få nogle venner på efterskolen, når du tidligere er blevet mobbet, men jeg tænker at der måske også er andre på din efterskole som har det på samme måde, og hvis du ikke tager af sted kommer du jo aldrig til at finde ud af det.
Prøv at tænke på, hvor fed en oplevelse og kæmpe succes det vil være for dig, hvis du tog på efterskole og faktisk fik venner ret hurtigt? Ville det ikke være helt fantastisk? En efterskole er jo noget helt andet end en almindelig skole, fordi man er sammen hele tiden, derfor lærer man også meget hurtigere hinanden at kende og har mulighed for at blive rigtig gode venner. På efterskolerne handler det meget om alt det sociale og venskaber, så jeg tror, at der er masser af muligheder for nye stærke venskaber. Hvis man har svært ved at trives, kan man jo tale med sin kontaktlærer, og fx få hjælp til løsninger og idéer.
Du fortæller i dit brev, at du har lavet en aftale med din mor om, at du tager på efterskole og hvis du så fortryder, så kan du komme hjem igen. Jeg synes det lyder som en rigtig god aftale, men hvis du ikke prøver at tage på efterskole, finder du jo ikke ud af om det er noget for dig...
Har du eventuelt snakket med din mor om, at du faktisk er kommet lidt i tvivl om hvorvidt du overhovedet vil af sted? Det kan jo være, at hun har nogle andre input som kan være med til at hjælpe dig med at tage en beslutning.
Hvis du har lyst til at snakke mere med en voksen omkring det, er du altid velkommen til at ringe ind til BørneTelefonen på 116 111.
De bedste hilsner
BørneBrevkassen