Kære pige på 14 år
Det er ikke rart at gå ned i karakter. Det er meget nemt at få en følelse af, at man ikke kan finde ud af noget længere. Men det kan du altså godt.
Jeg ved fra flere lærere, at der tit kan være forskel på prøverne, og at nogle af prøverne er sværere end andre, selvom de gerne skulle ligge på samme niveau.
Det gælder især i dansk og matematik, men også nogle gange i de andre fag, hvor der er skriftlige prøver.
Måske har nogle af dine klassekammerater oplevet det samme som dig; at de er gået ned i karakterer i disse sidste prøver. Har I talt om det?
Jeg kan varmt anbefale dig at tale med dine lærere om dine resultater og den manglende selvtillid, du føler lige nu, så du kan få deres råd om, hvordan du kan forbedre dig i de fag, du er gået ned i karakter i.
Så kan du også finde ud af, om prøverne generelt bare var sværere, end de plejer at være. Og så skal du også huske at alt handler ikke kun om karakterer. Det at skulle vænne sig til at gå til terminsprøver, kan også gøre man kan blive helt nervøs og føle man glemmer alt det man kan. Den snak synes jeg også er vigtig at tage med din lærer, for der er også hjælp og råd at få i forhold til at kunne øve sig i at være i pressede situationer.
Den faglige udvikling og disse ubehagelige følelser er lærerne de første, der kan hjælpe dig med, så du skal endelig bare spørge dem.
Du kan eventuelt tale med dine forældre om det, så de kan tage kontakt til dine lærere og spørge dem efter vejledning, hvis du synes, det er rarere på den måde.
Vedrørende at blive bedre til læsning, så er det godt at øve sig ved at læse en masse også derhjemme.
Du skal læse alle mulige slags tekster, og så skal du vænne dig til at gøre det på tid, for det er jo dét, man skal til prøven.
Det er aldrig rart at skulle løse en opgave på kort tid. Man bliver så stresset, at det kan være svært at finde ro i sig selv til at fokusere på opgaven. Man tænker hele tiden, at man skal skynde sig, fordi tiden går, og så ender man med at klare sig dårligt, fordi man fx ikke kan huske, hvad man har læst.
Men du kan godt lære at abstrahere fra tiden ved at øve dig. Det vil sige, at du skal øve dig i at læse med tid på. Prøv at tal med din lærer om det. Måske kan han/hun give dig nogle gamle prøver eller et login til nogle øveprøver, som du kan arbejde med.
Men man øver sig også ved bare generelt at læse. Så find nogle bøger/blade som interesserer dig og læs dem, det hjælper også til at bedre læsningen.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen