Kære pige på 16 år
Det er rigtig fint, at du gerne vil blive bedre til tysk, og at du prøver at finde nogle måder, du kan forbedre dit sprog. Men jeg tænker, at det må være hårdt for dig, at du synes, du er nødt til at skjule det, både for din mor, for din lærer og for dine klassekammerater. Det må da være et vældigt pres for dig. Ikke alene skal du kæmpe med de faglige problemer i tysk, men du skal også kæmpe med at skjule dem.
Det er meget forskelligt, hvor nemt man har ved at lære sprog. Der er nogen, der har “sprogøre”, dvs. de har nemt ved at lære fremmede sprog, og der er nogen, der skal bruge lidt flere kræfter på at lære det. Du ved sikkert også, at det gælder for andre fag f.eks. matematik eller fysik. Nogle synes, det er nemt, andre synes, det er næsten uforståeligt. Man siger, at hjernen har flere forskellige intelligenser, f.eks. sproglig, matematisk og musisk, og nogle af intelligenserne er stærkere end andre – og vigtigst er at alle intelligenser kan trænes og blive bedre hele livet.
Hvis du tænker på dig selv, hvad er du så bedst til? Matematik? Musik? Sport og bevægelse? At være sammen med andre?
Man kan gøre meget for at udvikle sine intelligenser til at blive stærkere, og det er jo også det, du gerne vil. Men jeg skriver dette til dig, for at du kan forstå, at du ikke behøver at være flov over, at du lige nu har svært ved tysk. Måske har du en opfattelse af, at du burde være god til alt i skolen, men de fleste har et eller andet fag, som de synes er lidt svært.
Hvis din mor har store forventninger til dig, kan jeg godt forstå, at du helst ikke vil have, at hun opdager det. Måske kan det hjælpe dig lidt, når du tænker på, at det ikke er din skyld. Du gør jo alt hvad du kan for at blive bedre til tysk.
Jeg synes, du skal overveje at fortælle både din lærer og din mor om dine problemer. Din lærer bør i hvert fald både kunne forstå og hjælpe dig. Det er faktisk en del af en lærers arbejde at finde det rigtige niveau hos den enkelte elev, for man kan ikke lære noget, hvis det er alt for svært, og det er din lærers opgave at hjælpe dig med at lære.
Din lærer skal hjælpe dig med at finde de rigtige bøger og materialer til dig, som er på et niveau, som passer til dig. Hvis du får det, er jeg ret sikker på, at du kan begynde at udvikle dit tyske, for jeg kan jo høre, at du selv er meget motiveret for det. Og det er en forudsætning for, at det kommer til at gå fremad. Hvis du får de rigtige bøger, der passer til dig, vil jeg foreslå, at du øver dig hver dag i ½ time. Så skal det nok gå fremad.
Hvis du tænker på hvordan det var at lære at læse dansk, at få bogstaver sat rigtigt sammen og danne ord – både da du lærte at skrive de første ord selv og læse de første ord selv, tog det noget tid inden du kunne det. På samme måde kan det også tage tid og tanker at lære et andet sprog, som tysk er.
Der kan også være andre måder og idéer til at lære tysk – måske lydbøger, synge og øve dig i hvad tingene hedder, når du bevæger dig omkring. Du kan gå og spørge dig selv, ‘hvad hedder det på tysk?´ og komme med dit bedste bud på det. Prøv at lytte til tysk musik (videoer), måske på youtube, og læg mærke til hvilke ord du allerede forstår, og måske også hvad sangen handler om. Man kan også få tekster frem ved at søge på lyrics, så får du ofte de tyske tekster til, og kan følge dem og synge med?
Jeg håber du kan bruge mine forslag til at få hjælp og også til at træne tysk på lidt skøre og sjove måder, der hjælper dig.
Måske har I også en lektiecafe på skolen, hvor du kan få noget hjælp?
Held og lykke med det.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen