Brev

Dårlige til engelsk.

Hej.

Jeg har et virkeligt stort problem som påvirker min skole dag… – Som overskriften siger, “Dårlig til engelsk i skolen”. Jeg har virkelig svært ved at kunne forstå noget som helst på engelsk, og jeg har endnu svære ved at lave sætninger på engelsk…

Ikke nok med at jeg at jeg har svært ved engelsk, så er der flere problemer… – Nemlig min far. Han er virkelig god til alt, med “skolen”. Og han ved IKKE at jeg har så svært ved engelsk som jeg nu har. Jeg har slet ikke lyst til at fortælle min far hvor dårlig jeg er, for det vil gøre ham meget sur! – I stedet vil jeg gerne øve selv (For jeg for ikke noget ud af undervisningen i skole, da jeg intet forstår, Næsten..) – Jeg har søgt meget på internettet omkring hjælp til mit problem. De fleste steder står der noget med “Se mange film, og slå undertekster fra”. Men jeg tænker bare, hvad hjælper det, når jeg intet forstår?

Jeg er bange hver gang jeg har engelsk. Jeg bange for læren spørg mig om noget osv. For jeg ved at jeg har svært ved at svare, og jeg vil ikke blive gjort til grin pga af et fag i skolen…

Jeg håber at i har nogle gode råd til hvad jeg kan gøre. Eller en måde i kan hjælpe mig i gang med? (Som kunne være rigtigt dejligt) – En anbefaling fra jer af som fx, gør det, så lang tid hver dag, osv.

Håber at mit brev gav mening, og håber at i kan forstå at jeg gerne vil blive god til engelsk uden at fortælle lære, forældre, venner osv omkring det…

Glæder mig til at høre svar…

Dreng, 14 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 14 år

Det er rigtig fint, at du gerne vil blive bedre til engelsk, og at du prøver at finde nogle måder, du kan forbedre dit engelske sprog. Men jeg tænker, at det må være hårdt for dig, at du synes, du er nødt til at skjule det, både for din far, for din lærer og for dine klassekammerater. Det må da være et vældigt pres for dig.Ikke alene skal du kæmpe med de faglige problemer i engelsk, men du skal også kæmpe med at skjule dem.

Det er meget forskelligt, hvor nemt man har ved at lære sprog. Der er nogen, der har "sprogøre", dvs. de har nemt ved at lære fremmede sprog, og der er nogen, der skal bruge lidt flere kræfter på at lære det. Du ved sikkert også, at det gælder for andre fag f.eks. matematik eller fysik. Nogle synes, det er nemt, andre synes, det er næsten uforståeligt. Man siger, at hjernen har flere forskellige intelligenser, f.eks. sproglig, matematisk og musisk, og nogle af intelligenserne er stærkere end andre - og vigtigst er at alle intelligenser kan trænes og blive bedre hele livet. .

Hvis du tænker på dig selv, hvad er du så bedst til? Matematik? Musik? Sport og bevægelse? At være sammen med andre?

Man kan gøre meget for at udvikle sine svage intelligenser til at blive stærkere, og det er jo også det, du gerne vil. Men jeg skriver dette til dig, for at du kan forstå, at du ikke behøver at være flov over, at du lige nu har svært ved engelsk. Måske har du en opfattelse af, at du burde være god til alt i skolen, men det er der faktisk ikke så mange, der er. De fleste har et eller andet fag, som de synes er lidt svært.

Hvis din far har store forventninger til dig, kan jeg godt forstå, at du helst ikke vil have, at han opdager dit dårlige engelsk. Måske kan det hjælpe dig lidt, når du tænker på, at det ikke er din skyld. Du gør jo alt hvad du kan for at blive bedre til engelsk, og måske vil din far være god til at hjælpe dig og en rigtig dygtig lære for dig, når han er så god til tingene.

Jeg synes, du skal overveje, at fortælle både din lærer og din far om dine problemer. Din lærer bør i hvert fald både kunne forstå og hjælpe dig. Det er faktisk en del af en lærers arbejde at finde det rigtige niveau hos den enkelte elev, for man kan ikke lære noget, hvis det er alt for svært, og det er din lærers opgave at hjælpe dig med at lære.

Din lærer skal hjælpe dig med at finde de rigtige bøger og materialer til dig, som er på et niveau, som passer til dig. Hvis du får det, er jeg ret sikker på, at du kan begynde at udvikle dit engelsk, for jeg kan jo høre, at du selv er meget motiveret for det. Og det er en forudsætning for, at det kommer til at gå fremad. Hvis du får de rigtige bøger, der passer til  dig, vil jeg foreslå, at du øver dig hver dag i ½ time. Så skal det nok gå fremad.

Hvis du tænker på hvordan det var at lære at læse dansk, at få bogtaver sat rigtigt sammen og danne ord - både da du lærte at skrive de første ord selv og læse de første ord selv, tog det noget tid inden du kunne det. På samme måde kan det også tage tid og tanker at lære et andet sprog, som engelsk er.

Der kan også være andre måder og idéer til at lære engelsk - måske lydbøger, synge og øve dig i at snakke dansk-engelsk fx. 'I'm sitting ved et table (=bord)', (altså at snakke engelsk og putte dansk ind, når du ikke lige kender eller kan gætte ordet) - det kan lyde sjovt, men med tiden bliver flere engelske ord en del af din 'ordbog'. Du kan også øve dig i hvad tingene hedder, når du bevæger dig omkring. Du kan gå og spørge dig selv, 'hvad hedder det på engelsk?´ og komme med dit bedste bud på det. Det kan være alt muligt, og du siger eller tænker det engelske ord. Hund = dog og lav en sætning med Fx 'my dog is funny'. - Prøv at lytte til engelsk musik (videoer), måske på youtube, og læg mærke til hvilke ord du allerede forstår, og måske også hvad sangen handler om. Man kan også få tekster frem ved at søge på lyrics, så får du ofte de engelske tekster til, og kan følge dem og synge med?

Jeg håber du kan bruge mine forslag til at få hjælp og også til at træne engelsk på lidt skøre og sjove måder, der hjælper dig.

Måske har I også en lektiecafe på skolen, hvor du kan få noget hjælp?

Held og lykke med det ønsker BørneTelefonen

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Skole og efterskole Andre der hjælper

Uddannelsesguidens eVejledning

Vejledning om uddannelse og job
Læs mere

Har du eksamensangst? Få flere gode råd her

Det er helt almindeligt, at man føler ubehag, når man bliver bedømt af andre, men hvis nervøsiteten vokser sig så stor, at den nærmere bliver til en eksamensangst, så er det vigtigt, at få talt om det med nogen.

Måske har du tanker som: Hvordan undgår jeg eksamensangst? Hvordan skal jeg forberede mig inden min eksamen? Er der øvelser til eksamensangst? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige?

Her på siden kan du få gode råd. Du kan også få et opmuntrende citat, få dine katastrofetanker ud af hovedet, lægge en plan for, hvordan du forbereder dig, prøve vejrtrækningsøvelsen, afstemningen eller læse andre børns breve.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat