Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Dårlige karakterer

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Tak for dit brev. Dit brev udstråler, at du for tiden har det svært med tankerne om, at overskue fremtiden. Jeg synes det er så sejt af dig, at du har valgt at skrive brevet. Jeg kan forestille mig, at mange ville have svært ved at få skrevet sine tanker ned, men du har gjort det – godt gået.

Jeg er i tvivl om, om du går på efterskole nu, eller om du skal begynde på efterskole efter sommerferien. Jeg har skrevet mit brev til dig ud fra, at du går på efterskole nu.  

Du skriver, at du føler, du er den eneste, der ikke ved en skid om, hvad du skal lave efter efterskole. Jeg kan sagtens forstå, at det kan føles sådan, men jeg ved, at der er mange der lige som dig bliver usikre på, hvad der skal ske, når skolen er slut. Og med det kommer også tankerne om, hvad man skal være, når man bliver voksen. Når skolen er ved at være slut, kan det være en ekstra svær tid. Alt det man kender og er tryg ved er på vej til at forandre sig, fordi man nu skal noget nyt. Måske er det særlig svært, når man har været på efterskole, fordi det er så intenst at bo sammen med sine klassekammerater og man har levet hele sit liv på skolen i et år.

Når du læser, at det er helt normalt at føle som du gør, kan du mon så komme i tanke om andre du kender, der har det på samme måde som dig? Måske har du lagt mærke til, at der også er andre, der er i tvivl om, hvad de skal? Måske er der andre, der giver udtryk for, at de synes det er svært, at skulle stoppe på skolen? Det kan være, at det de siger, også hænger sammen med, at de er usikre på fremtiden.

Du skriver, at du gerne vil i gymnasiet. Gymnasiet vil jo kunne give dig nogle flere år, du kan bruge til at finde ud af, hvad du gerne vil være som voksen. Der er faktisk nogle som vælger at gå i gymnasiet, fordi de på den måde får nogle flere år til at vælge og tænke over, hvad de gerne vil arbejde med ude i fremtiden.

Ud fra dit brev kan jeg forstå, at du er usikker på og nervøs for, om du kommer i gymnasiet. Jeg tænker det er vigtigt, at du finder en voksen, som du kan tale med den usikkerhed om. Har du mon en kontaktlærer, som du kan snakke med om, hvordan du har det? Det kan også være, at du har en anden lærer, som du er fortrolig med og har lyst til at betro dig til eller en uddannelsesvejleder. Jeg tænker, det er vigtigt, at du ikke går med dine tanker alene. En lærer der kender dig, vil kunne snakke med dig om de evner og interesser, som du har. Måske er du havnet i en situation, hvor du ikke ser de evner, fordi du har mange svære tanker.

Du skriver, at du i dag fik 00 i matematik, og at du nu er bange for at få dårlige karakterer i de andre fag også. Jeg går ud fra, at resten af de fag du skal op i er mundtlige. Mon det er rigtigt? Jeg ved jo ikke, hvordan du har det med mundtlige prøver i forhold til skriftlige. Nogle kan bedre lide den ene slags og andre kan bedre lide den anden slags. Jeg tænker, at en af fordelene ved de mundtlige prøver er, at du kan øve dig i at gå til prøven.

På nogle skoler øver man sig i, at gå til de mundtlige prøver. Dét, at man kan øve sig kan gøre, at man er mere rolig til prøven og så går det hele nogle gange lidt nemmere. Når man har øvet sig kan det også gøre, at man virker mere sikker, og at man derfor får en bedre karakter. Har I mon gjort det på din skole? Hvis I ikke har det, så kunne du måske foreslå din lærer, at I gør det? Din lærer ved jo en masse om, hvordan man kan øve og hvordan det kommer til at foregå. Ellers kan der være andre elever, du kan forberede og øve fremlæggelse med. Det kan hjælpe jer til at få ro og få snakket sammen om det faglige. Det plejer at være en stor hjælp, både på det faglige og bekymringerne. En mulighed kunne også være, at dele dine tanker med dine forældre eller ældre søskende - det kan være, at I ved fælles hjælp kan få lavet en plan over, hvordan de faglige ting kan tackles lige nu, så du kan få ro på der...og en snak om det med fremtiden - måske vil det hjælpe dig?

I mit svar til dig har jeg stillet en masse spørgsmål. Det har jeg gjort, fordi jeg gerne vil have dig til at tænke over, om du måske kan finde løsninger ved at give svar på spørgsmålene. Det kan være, at du har lyst til at svare højt på spørgsmålene og ikke bare gøre det i dit eget hoved. Hvis du har det sådan, så kan du ringe til BørneTelefonen på 116 111. Du kan også chatte med en rådgiver. Det kan være, du synes det er nemmere.

Til slut vil jeg gerne endnu en gang takke for dit brev. Jeg er sikker på, at der er mange andre unge, der kan genkende dine tanker. Jeg er sikker på, at dét, at du har haft mod til at skrive dine tanker ned og sende brevet ind, vil hjælpe mange andre, der er i samme situation som dig.
Jeg vil ønske dig super meget held og lykke med det hele.

Store kram og tanker fra BørneTelefonen

Hvad gør man, hvis man er Skoletræt?

Gode råd om at være Ny i klassen

Skole og efterskole Andre der hjælper

Uddannelsesguidens eVejledning

Vejledning om uddannelse og job
Læs mere

Har du eksamensangst? Få flere gode råd her

Det er helt almindeligt, at man føler ubehag, når man bliver bedømt af andre, men hvis nervøsiteten vokser sig så stor, at den nærmere bliver til en eksamensangst, så er det vigtigt, at få talt om det med nogen.

Måske har du tanker som: Hvordan undgår jeg eksamensangst? Hvordan skal jeg forberede mig inden min eksamen? Er der øvelser til eksamensangst? Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan huske, hvad jeg skal sige?

Her på siden kan du få gode råd. Du kan også få et opmuntrende citat, få dine katastrofetanker ud af hovedet, lægge en plan for, hvordan du forbereder dig, prøve vejrtrækningsøvelsen, afstemningen eller læse andre børns breve.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat