Brev

bff savnet

hej
er flytte får et år siden og savner min bff virkelig meget, virkelig meget jeg kan næsten ikke tale med nogen i min nye klasse og har tal med min bff men svarer aldrig på mine beskeder. har ikke sagt det til nogen i nu og håber i kan hjælpe mig
hilsen pigeder virkelige savner

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige

Mange tak for dit brev. Det er bare slet ikke rart at savne en god ven. Når man savner, kan det godt være svært at finde ud af, hvad man skal stille op med savnet. Jeg håber, at jeg kan hjælpe dig med mit svar.

Du skriver, at din bff aldrig svarer på dine beskeder. Jeg kommer til at tænke på, om du har fortalt din bff, at du savner ham/hende rigtig meget? Hvis ikke du har skrevet det, så vil det måske være en god ide, at skrive det? Måske ved din bff slet ikke, hvor meget du savner ham/hende. Måske kunne du også prøve at ringe til din bff? Det er nemlig lidt forskelligt, om folk bedst kan lide at skrive eller ringe. Måske har din bff det bedst med at ringe?

Du skriver også, at du ikke har sagt det til nogen endnu. Jeg tænker, at det vil være godt for dig, hvis du snakker med dine forældre om det. Du kan fortælle dem om, at du savner din bff. Du kan også fortælle, at det er svært at snakke med de andre i klassen. De er dine forældre, og de ønsker helt sikkert, at du skal have det godt. Måske ved de slet ikke, at du har det sådan? Hvis de får det at vide, kan de hjælpe dig.

Dine forældre kan hjælpe dig med at få kontakt til din bff. De kan for eksempel ringe til din bff’s forældre. Du kan også spørge dine forældre, om du kan lave en aftale med din bff om at ses. Så kan de køre dig hjem til din bff, så I kan se hinanden igen.

Jeg tænker også, at det vil være godt at snakke med din lærer. Hvis du ikke har lyst til selv at gøre det, kan dine forældre hjælpe dig. Din lærer har ansvar for, at alle i klassen har det godt. Din lærer kan derfor også hjælpe dig med at snakke med de andre. Du kan sige til din lærer, at du har svært ved at snakke med de andre i klassen. Så kan din lærer for eksempel sætte dig i gruppe med nogle af dem, som du gerne vil snakke med. Hvis du har lyst, kan du også komme et ønske om, hvem du gerne vil sidde sammen med, næste gang I skal have nye pladser.

Nogle gange er det nemmere at komme til at snakke godt med nogen, hvis man har nogle gode oplevelser sammen. Hvis du har lyst kan du invitere nogle af dem fra klassen hjem og lave noget sjovt. Det kunne for eksempel være til hjemmebiograf. Så kunne I se film og lave popcorn. Måske kunne det gøre det nemmere for dig at snakke med de andre i klassen. Du kan også invitere din bff med til det, hvis du har lyst.

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du har mod på at følge nogle af mine råd. Det er ikke meningen, at man skal gå og savne så meget helt alene. Du har allerede været sej og bedt om hjælp her til BørneTelefonen. Jeg tænker derfor, at du også har styrken til at få hjælp af for eksempel dine forældre.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

 

Få endnu flere gode råd om Venner, veninder eller ensomhed

Hvad gør man, hvis man er blevet uvenner med sin BFF? Måske har du en ven, som går igennem en svær periode?

Det kan også være, du ikke har nogen venner eller ikke særlig godt kan lide dem du har? Måske du bliver holdt udenfor eller mobbet? Måske du føler din ensom og alene og ikke føler, du kan være dig selv.

Få svar på spørgsmålene ved at læse gode råd om hvordan du kan løse konflikter med dine venner eller få råd til, hvad du kan gøre, hvis du er forelsket i din ven. Du kan også se videoer og få tips til, hvordan du får nye venner eller du kan læse breve fra andre børn, og se hvilke råd de har fået.

Bekymret for din ven? Få flere råd til, hvordan du kan hjælpe

Har din ven fortalt dig, at der er noget, han eller hun synes er svært? Har du lagt mærke til, at din ven opfører sig anderledes end normalt? Eller er der noget helt tredje, der gør, at du bekymrer dig?

Der er mange forskellige måder at vise på, at man er ked af det. Nogle er ikke bange for at fortælle det. Mens andre holder det hemmeligt.

At gå rundt med nogle svære tanker skal ikke skjules. Men nogle gange kan det være svært at få sagt højt og gjort noget ved.

Det er derfor rigtig rart med gode venner. Venner kan hjælpe os, når vi er kede af det og få os i godt humør igen. Men husk på at når man er barn, er det aldrig dit ansvar at sørge for, din ven bliver glad igen. Det er de voksne, der skal træde til.

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat