Bange for at begynde i 9. klasse

Kære pige på 15 år.

Mange tak for dit brev om, hvordan du har det med tanken om at starte i skole igen efter ferien. Når det har været så svært for dig at gå i skole, så kan jeg godt forstå, at du bliver bange for skolestart efter ferien.

Hvis man har haft mange dårlige oplevelser, så kan man blive rigtig bange for, at det samme vil ske igen. Man kan også blive bange for at det skal blive værre og for, hvordan man vil reagere, hvis man føler, at det hele er alt for svært. Jeg tror, at det er det, som får dit hjerte til at banke hurtigt, når du tænker på skolen.

Jeg synes det er rigtig godt, at du har forsøgt at tale med dine forældre  – og det håber jeg, at du vil blive ved med.

Selvom dine forældre måske ikke altid forstår dine tanker og følelser, så er det godt, at du deler det med nogen tæt på dig. Det er også kun ved at tale med dem, at de kan komme til at forstå dig bedre.

Det er super sejt, at du er så bevidst om, hvad det er der gør, at du er nervøs for skolen. For når man ved, hvilke problemer man har, så giver det mulighed for at gøre noget ved dem og få hjælp til at mindske problemerne.

Mit råd vil være at tage fat i en lærer og snakke med ham eller hende. Fortæl, at du har det svært med gruppearbejdet, og at du føler dig alene i klassen, da du ikke interesserer dig for de samme ting som de andre piger. Måske kan lærerne, der kender dig i skolesammenhæng, give dig nogle andre råd end dine forældre, som jo mest kender dig hjemmefra. Hvis det er svært at tale om det, så kan du måske bruge det her brev og mit svar –  og sige, at du er blevet anbefalet at tale med en lærer om det.

Nogle mener, at man i grove træk kan dele folk op i udadvente (ekstroverte) og indadvendte (introverte), der er skrevet mange blogindlæg, bøger og artikler om emnet og du kan evt. prøve at google efter fordele ved at være introvert.Måske vil du kunne genkende noget? Måske vil det at læse om andre der er “stille” kunne hjælpe dig med at få øget fokus på de ting, som du er god til og se, hvordan de kan bruges i klassen.

Måske er du den eftertænksomme, og den der faktisk lytter til, hvad de andre siger i et gruppearbejde. Måske har du så bare brug for at “øve dig i at komme til orde”, når du har haft tid til at tænke dig om?

Selvom der er noget, man synes er svært, kan man godt udfordre det lidt. Det kan være, at du bestemmer, at du skal sige noget i et gruppearbejde også selv om du er lidt usikker på om det er rigtigt (det gør de andre helt sikkert også tit). Det kan også være, at du skal øve dig i at “kræve din taleret”. Hvis der fx er nogle, der afbryder dig i et gruppearbejde, så kan øvelsen være at insistere på at tale færdigt.

I forhold til piger i klassen, er der så en eller flere, du synes er lidt mindre overfladiske end de andre? Eller andre der er gode til at lytte, ligesom du er? Så kan det være at du, lidt ligesom dine forældre foreslår, kunne prøve at tage chancen og tage lidt mere kontakt. Det kan bare være et smil, “et hej” eller en kort snak om dagens lektier.

I forhold til det med angsten og nervøsiteten, så kan du overveje at undersøge muligheden for at tale med en psykolog omkring, hvordan du kan dæmpe angsten og vende dine tanker til nogle “lidt venligere tanker”.

Så hvis du kan prøve at tænke “det er okay, at vi ikke er ens, og jeg har ligeså meget ret til at være med i et gruppearbejde, selvom jeg er stille og er bedst til at lytte”, så kan det måske dæmpe nervøsiteten lidt. Det kan være svært at “vende sine tanker”  til nogle mere positive selv, så det er godt at tale med nogle voksne om det.

Jeg synes, at det er en god start, at du har skrevet dit brev til os. Du er god til at forklare dine tanker og følelser, og alt hvad du har fortalt her giver god mening. Jeg håber, du har fået mod på at åbne dig lidt for nogle af de voksne i dit liv.

Mange hjernevarme hilsner fra BørneTelefonen