Hej dreng på 13 år
Tak for dit brev. Jeg håber, jeg kan hjælpe dig med at få svar på dine spørgsmål.
Nej, helt kort sagt, så kan skolen ikke tvinge dig under bruseren. Men på skolen kan man godt have nogle regler, der handler om, at man skal i bad efter idræt. Det handler om, at man i skolen også skal lære om hygiejne.
Når det er sagt, så synes jeg, at du skal prøve at se, om du kan finde ud af, hvorfor du ikke har lyst til at bade efter idræt. Hvis det altså er dig, der ikke har lyst til at bade?! Det kan jo også være en klassekammerat.
Der kan være mange forskellige grunde til, at man ikke vil det. Det kan fx være dovenskab (det er nemmere at lade vær), generthed, utryghed eller måske noget helt andet.
Når du – hvis det er dig – har fundet ud af, hvad det handler om, kan du måske tage en snak med dine forældre eller en af de voksne på din skole og forklare dem, hvordan du har det. Måske kan I sammen finde ud af, hvordan du fremadrettet kan deltage i idrætsundervisningen. Kunne det være en ide?
Det skal nemlig ikke være noget, der får lov til at fylde negativt i din hverdag. Gør det det, så er det vigtigt at få en god snak om det.
Hvis du er interesseret, har jeg fundet et svar til en pige, der også har spurgt brevkassen om bad efter idræt. Der er nemlig mange, der synes, det kan være lidt svært med bad efter idrætsundervisning. Måske det også kan være brugbart for dig at læse hendes brev og brevkassens svar. Du kan se mere her.
Jeg håber, du kan bruge mit svar? Hvis du har brug for det, er du altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen igen på 116111.
Mange hilsner
BørneTelefonen