Angst eller bare doven?
Kære BB
Jeg har over en længere periode haft det svært socialt. Jeg bliver altid meget nervøs og utilpas i selskab med folk jeg ikke kender så godt.
Jeg har mistanke om socialangst, og er rimelig sikker i min sag og så alligevel ikke.
Jeg bliver måske nervøs, men jeg er ikke sikker på om man kan kalde det angst.
Mine forældre ved godt at jeg har det svært i sådanne situationer, men det virker alligevel som om det irritere dem at jeg ikke bare kan være normal.
Jeg kan ikke selv handle ind da jeg ikke tør spørge hvor en bestemt vare er, dog er det at betale ikke så stort et problem. Jeg bliver nervøs og sådan noget men får det gjort.
Jeg er nu ved at nå en alder, eller jeg ER i en alder hvor jeg skal have rigtig meget ansvar, især i skolen. Men det kan jeg bare ikke klare, og det gør at mine forældre bliver enten skuffede eller sure hvilket gør ondt.
Jeg prøver hårdt og jeg er ikke dum på nogen måde, men fremlæggelser går bare ikke. Når jeg ved jeg skal op ved tavlen og fremlægge går der sådan en klap ned og jeg ender med at nægte at gøre det. Og hvis jeg endelig når så langt at jeg står der oppe ender jeg med at gøre det SÅ meget dårligere end jeg burde. Jeg ved jo godt hvad jeg skal sige da jeg har øvet mig meget på det, men alligevel går det skidt.
Jeg er SÅ nervøs for min fremtid, for næste år skal jeg nemlig have årskarakter og hvis jeg ikke når at rette op på alt dette ender jeg med ikke at består eksamenerne og så har jeg ligesom ikke rigtig en fremtid at se frem til.
Håber i har nogle tips til hvordan jeg skal komme ud af denne onde cirkel.
Ved godt at det blev meget langt, men har virkelig brug for at komme ud med alt dette.
Kærlig hilsen Den Nervøse.
