Kære dreng på 16 år
Det lyder til, at du i lang tid har gået helt alene med dine følelser. Jeg håber derfor, jeg kan hjælpe dig med dine spørgsmål, så du stille og roligt kan få det godt igen.
Ud fra det, du beskriver i brevet, kan jeg godt forstå, at du tænker, at du måske har en depression, for det lyder meget som symptomerne på depression. Vigtigst af alt er det dog, at du selv er bekymret – og det skal du lytte til. For at finde ud af, om det er depression så skal der en læge eller en psykiater til at stille en diagnose
Du skriver, at du ikke kan få dig selv til at bede om hjælp, og det får mig til at tænke på, hvorfor du ikke lige har mod på det? Har du mon tidligere prøvet at bede om hjælp, hvor du ikke er blevet lyttet til? Er du bange for, hvordan dine omgivelser vil reagere eller måske noget helt tredje? Du skal vide, at det er menneskeligt – og meget naturligt, at man igennem livet vil opleve perioder, hvor man har det svært. I de perioder er det vigtigt, at man er åben omkring det, så ens omgivelser bedst muligt kan hjælpe en. Men jeg ved også godt, at det kan være svært at dele de negative og svære følelser med andre, især hvis man aldrig har prøvet det før. Men som så mange andre ting i livet, så er det også noget, man kan lære.
Jeg kan forstå, at du selv tænker på, om du mon kan få psykologhjælp uden at dine forældre ved det. Det afhænger af omstændighederne, som jeg desværre ikke kender nok til ud fra dit brev. Men jeg vil alligevel forsøge at svare så godt, som jeg kan.
Der er flere måder, hvorpå man kan blive tilknyttet en psykolog. Den ene mulighed er at tale med skolepsykologen, som er tilknyttet din efterskole. Det er ikke sikkert, at hun/han er fysisk tilstede på din efterskole, men dine lærere vil kunne hjælpe dig med at få lavet en aftale. Tit kan man godt få lov til at have en samtale uden at sætte et forløb i gang. Men jeg tror, at man ved et længere forløb vil informere forældrene og i større eller mindre grad involvere dem. Det er jo dem, der har forældremyndigheden over dig, indtil du bliver 18 år – og derfor er det i sidste ende deres ansvar at sørge for, at du har det godt og trives, så de skal med andre ord vide, hvis du har det svært.
Derfor kunne det måske være en god mulighed for dig, hvis du startede med at tale med det til en af dine lærere - måske din kontaktlærer? Hvis det er lidt svært at få sagt, kan du fx vise dit brev hertil. I brevet er det nemlig tydeligt, at du har brug for at tale med en der lytter til dig – og det vil en lærer kunne kunne hjælpe med. Måske har du allerede en lærer, som du snakker godt med eller har en god fornemmelse af. Så er det måske den lærer, du skal få talt med. Læreren vil også kunne undersøge mulighederne hos psykologen, før du bliver tilknyttet – og dermed vil de også kunne svare på, om dine forældre skal informeres om det.
En anden mulighed er at kontakte din læge - navnet og nummer står på dit gule sundhedskort. Når du er over 16 år, kan du godt tale med lægen uden dine forældre behøver at være med. Du kan begynde med at ringe til din læge og få en lille snak om det, og her kan du også høre din læge om, hvordan det vil være i forhold til information til dine forældre. De fleste læger vil sagtens have en samtale med dig uden, at dine forældre informeres. 15-17 årige kan selv samtykke til behandling, men der er informationspligt til forældrene. De skal aktivt informeres, hvis behandling sættes i gang med mindre, der er særlige hensyn - fx spørgsmål/behandlinger i relation til seksuallivet eller andet, der vil kunne give alvorlige konflikter med forældrene. Så vægter hensynet til den unge højest! Din læge vil formentlig stille dig nogle spørgsmål og herefter forsøge at hjælpe dig bedst muligt. Mit gæt er, at der ikke vil være noget at informere om efter bare en samtale. Hvis lægen skal stille en diaganose, så er det ofte først efter et par samtaler og måske nogle undersøgelser for at være sikker. For at du skal være tryg, så vil det være en idé, at du ringer og hører eller begynder din snak med lægen med at spørge til information til forældre.
Både lægen og lærerne vil også kunne hjælpe dig med at tale med dine forældre, så det ikke er noget, du skal gøre alene, hvis du ikke kan lide det.
En tredje mulighed er selvfølgelig at tale med dine forældre, men da du ikke selv nævner det i brevet, tænker jeg, at du måske har en grund til, at du ikke overvejer det?! Men du skal vide, at der altså også er en mulighed.
Jeg håber, du har fået mod på at snakke med nogen om de følelser og tanker du går med. Der er jo mange unge, som føler og tror, at ingen kan forstå eller har det som en selv. Men, hvis du læser i vores Brevkasse, tror jeg, at du vil opleve, at mange andre også kender til følelserne og gemmer det for andre.
Jeg ved ikke, om du har fået svar på dine spørgsmål? Hvis ikke – eller hvis du bare har brug for en snak med én, der lytter, så er du altid velkommen til at kontakte BørneTelefonen igen på 116111.
De varmeste hilsner
BørneTelefonen
