Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Vil bo hos mor

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng 13 år

Jeg forstår godt at du synes det er svært hvad du skal gøre. For du vil jo ikke gøre din far ked af det, og er også bange for at han bliver endnu mere sur. Men på den anden side så vil du virkelig bare gerne bo mest hos din mor!

Det fylder så meget for dig, så det får dig i dårligt humør. Og du ønsker jo bare at være den glade dreng, du plejer at være. Det forstår jeg virkelig godt. Jeg vil gerne forsøge at hjælpe dig.

Jeg synes at det er dejligt for dig med gode venner, som du snakker med og som er der for dig. Jeg ved fra andre børn, som har skilte forældre, at det kan være svært at dele sine tanker og følelse med andre. Men vi foreslår tit at gøre det, fordi vi hører at det kan være en god hjælp. Så det synes jeg klart at du skal fortsætte med.

Men jeg synes også at du er mega sej til at sætte ord på dine følelser! Du ved allerede på forhånd at du vil kunne få dårlig samvittighed, hvis det lykkes med at bo fast hos din mor. Så bare tanken om det kan gøre dig ked af det.

Mange børn fortæller om hvordan de kan føle sig skyldige i det, der sker når ens forældre bliver skilt. Men du lyder til at være ret meget klar over, at sådan er det ikke?  For når du nu er ked af det, så ved du godt  at det faktisk ikke er din skyld. Men derfor kan jo godt være svært alligevel, når nu du ved hvad din far tænker om det!

Jeg tror også at det kan være svært for din far at være helt ærlig overfor dig i forhold til sine følelser. Måske er han også ked af det indeni, men det kommer ud som vrede stedet for? Det kan nemlig være svært for en del voksne mennesker, at skulle snakke om følelser. Måske er du faktisk bedre til det end ham?

Jeg ved jo ikke hvor længe dine forældre har været skilt? Men måske har den deleordning I har haft indtil nu været ok? Og nu har du behov for at det er anderledes? Jeg hører fra rigtig mange børn, at deres behov og ønsker til hvor de vil bo ændrer sig. Især når man bliver teenager, så kan der være brug for at man mere bor ét sted. For så er tiden sammen med venner og ens fritid ret så vigtig?  Så  kan være irriterende at skulle flytte frem og tilbage. Mon det tanker og følelser er genkendelige for dig?

Jeg ved ikke om det kan hjælpe dig, at skrive et brev til din far? Et brev hvor du skriver om dine tanker og følelser, som du gør i det her brev. Måske skrive noget med, at selvom du ønsker at bo mere fast ved din mor, så holder du stadig lige meget af dem begge to?

Jeg kan også foreslå dig at ringe til skilsmissetelefonen, hvor du også er anonym. Se mere her:Børnenes Skilsmissetelefon

Her kan du måske også få nogle gode råd til hvad du kan gøre? De er vant til at snakke med børn om det med hvor man ønsker at bo. Du har nemlig også det, der hedder en initiativret, som betyder at du har ret til at blive hørt i dine ønsker.  Se mere her:Initiativret

Jeg håber for dig at du finder modet til at stå fast ved dit ønske om at bo hos din mor og at du snart oplever at være mere glad igen.

Du har ret til at være glad og have det godt.

Kærlig hilsen

Børnetelefonen

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil om skilsmisse og om skøre familier

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat