Skilsmissebarn – med stort S.

Først vil jeg gerne lige takke for jeres gode råd herinde! De har virkelig hjulpet mig igennem nogen hårde tider. Jeg er en 16 årig pige, som har en del problemer med mine forældre.

Mine forældre blev skilt da jeg var 9 mdr. gammel. (Min far havde været min mor utro med hans nuværende kone, L) Jeg har aldrig haft et super godt bånd til min far. Min mor har fortalt mig historier fra da jeg var helt lille. Jeg græd, og holdte fast i hende, og ville ikke give slip på hende, når hun skulle aflevere mig hos min far. Og her snakker vi allerede 3 års alderen. Det er så bare blevet værre, og værre.

Da jeg var lille var jeg hver anden weekend hos min far, og ellers boede jeg hos min mor. En dag slog det helt klik for mig, da jeg skulle sove hos min far. Jeg skreg og græd i timevis, og til sidst gav han op, og ringede til min mor, og sagde at hun skulle komme og hente mig – siden dén dag har jeg ALDRIG sovet der. Jeg var otte år, da det skete.

Da jeg så blev teenager er tingene blevet mere indviklet. Min far forstår mig ikke sådan rigtig, fordi han aldrig er sammen med mig, og ser hvordan jeg virkelig er osv. Jeg kommer kun hos ham én gang om ugen. (Vi bor i samme by, 200 m. fra hinanden) MEN mine forældre kan OVERHOVEDET ikke sammen.

Da jeg blev konfirmeret i 2010, var mit største ønske at have begge mine forældre der til min ‘fest’ senere på dagen. Men min far ville simpelthen ikke være i samme rum med min mor. De bagtaler hinanden, imens jeg er der. Som om de prøver at vise mig hvem af dem der er bedst. De konkurrerer ligesom med hinanden om mig, på en eller anden måde.

Jeg har længe haft en virkelig mærkeligt forhold til min far. I nogen perioder, hader jeg ham virkelig – ja, jeg hader min egen far til tider. Det er ikke bare det normale teenagepladder, jeg mener det. Han har virkelig svigtet mig mange gange, og jeg føler at jeg ikke er god nok. Jeg har hele mit liv følt at jeg har skulle leve op til min fars forventninger, og har altid prøvet at gøre ham stolt af mig – bare én gang, men det er ikke rigtig lykkedes for mig endnu. Andre gange elsker jeg ham. Fordi han kan være rigtig sød overfor mig osv.

Men i sidste ende er det egentlig bare ‘fedteri’ fordi han ved at jeg bare kan sige at jeg ikke vil være hos ham mere. Han har selv sagt at han godt ved at jeg kun er til låns. Jeg ville bare ønske at mine forældre kunne sammen, at jeg havde et rigtigt far-datter forhold, og at det bare var som en helt normal skilsmisse familie.

Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre. Jeg har prøvet alt med min far. Jeg har prøvet at fortælle ham hvordan jeg har det, men han har tit bare grint af mig…. Så jeg har givet op. Hvis jeg skal tale med ham om tingene, hvilket er noget som ligger rigtig dybt, og som virkelig rører mig… så begynder jeg straks at græde.

Det værste er bare at min mor tit fortæller mig at jeg ligner min far.. og det vil jeg altså ikke. Jeg vil ikke være som min far. Men der er også nogen ting ved min mor: Hun har et frygteligt temperament. Hun er en tikkende bombe. Hun eksploderer virkelig! Jeg har desværre ‘arvet’ hendes temperament, men som hun selv siger, så er jeg rigtig god til at styre det.

Det er hun virkelig ikke! Hun gør mig bange, og det skræmmer mig at jeg skal være bange for min egen mor, når hun bliver sådan. Hun har engang været så hidsig, at hun smækkede døren så hårdt at håndtaget faldt af. Hun har også engang mistet kontrollen, hvor hun så gav mig en lussing (Det har hun kun gjort den ene gang, og hun undskyldte mange gange, og begyndte at græde) Det er bare som om at hun bliver en anden når hun bliver sur. Det er slet ikke min mor jeg snakker med… det er et eller andet ubehageligt væsen.

Jeg forstår det virkelig ikke. Jeg har prøvet at konfrontere hende med det, men hun virker sådan lidt “hvad snakker du dog om??!” når jeg siger det. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre ved det problem. Papforældre: Jeg har til tider nogen rimelig irriterende papforældre. Jeg har førhen slet ikke kunne være alene hjemme med min papfar, uden at skændes groft med ham! Det var virkelig forfærdeligt.

Nu har vi det okay sammen, heldigvis for det da. Men han har bare nogen virkelig sjove holdninger nogengange, og hvis jeg kommenterer det, så flipper han bare helt ud…. Han prøver også nogengange at bestemme over mig, hvilket irriterer mig. Det kan godt være at han er min mors mand, men han er ikke min far. Han har ikke noget at skulle have sagt. Jeg var der før ham, og han har ‘købt’ sig til rollen som min papfar. Jeg har dog aldrig sagt det til ham.. Men inderst inde så irriterer det mig virkelig! Han ved bare lige hvilke knapper han skal trykke på, og han gør det!

Min papmor har lige fået konstateret brystkræft. Det er virkelig svært at håndtere. Heldigvis har jeg nogen rigtig gode venner og veninder som jeg kan snakke med, og som er der for mig. Min papmor er også den type, som er rigtig åben om alting, så hun har intet imod at snakke om det – hun tager det faktisk rigtig pænt. Hun er lige startet på sin kemo… Når jeg kigger på hende, forestiller jeg mig helt automatisk hvordan hun ville se ud, uden hår.. øjenvipper og måske øjenbryn. Lige nu kan man jo ikke se at hun er syg, men man kommer til det. Og det sårer mig virkelig!

Hele processen vil tage op til et år, og det er altså bare lang tid at skulle have en så tæt på en, som er syg. Jeg tænker også hele tiden, hvis det var min egen mor. Eller endda mig selv. Min faster har haft brystkræft, i rigtig svær grad.. og jeg ligner rigtig meget min faster – og derfor kan jeg ikke lade være med at tænke den tanke at jeg kunne få det osv. Jeg ved ikke hvad I skal kunne hjælpe mig med. Jeg har bare brug for lidt ‘stabilitet’ omkring mine forældre, sygdommen, og problemerne derhjemme. Så det ville være rart med nogen råd på vejen.

Knus S.