Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Skilsmisse er svær og hård

Hej, jeg er en pige hvis forældre er blevet skilt for et par måneder siden.

Jeg har haft det rigtig svært lige siden, og ved slet ikke hvad jeg skal gøre af alle mine følelser.

Min mor vil rigtig gerne have at jeg snakker med nogen om det, men jeg ved ikke hvem jeg skal snakke med og har heller ikke lyst til at snakke med nogen jeg kender.

Hvad skal jeg gøre??

Kh …..

Pige, 11 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære Pige på 11 år,

Tak for dit brev. Det er rigtig godt, at du kan skrive om, hvordan du har det og ved, at du gerne vil snakke med nogen om det, nogen som du ikke kender. Det er egentlig det du gør ved at skrive ind til brevkassen. Så du er allerede igang med at snakke med nogen.

Jeg kan godt forstå, at du har en masser følelser, som ikke er nemme at holde styr på. Vi ved fra mange børn, at det kan være rigtig, rigtig svært i lang tid efter at ens forældre er blevet skilt. Men vi ved også, at de fleste børn får det godt igen.

Det er en meget stor forandring for børn, når deres forældre bliver skilt. Man kan blive usikker på hvorfor det er sket og hvad der skal ske i fremtiden. Man er selv ked af det, og alle andre i familien er også kede af det.

Familien, bliver splittet op og man skal vænne sig til en ny hverdag. Og det betyder ofte at man skal bo to steder.

Så det er klart at du har mange følelser og tanker, som du ikke ved hvad du skal gøre ved. Jeg tænker, at det er alt for svært at gå rundt med alene. At det kunne være godt for dig at dele det med nogen. At få fortalt hvordan du har det. Det kan være følelser som; at savne sin familie,man kan blive vred, ked af det, lukke sig inde i sig selv eller helt forvirret over, hvordan man har det. Mon du har det lidt på samme måde?

Din mor vil gerne have at du taler med nogen om det. Men du har ikke lyst til at snakke med nogen du kender. Har du tænkt over, hvorfor du ikke har lyst til det? Hvad mon gør, at du synes, det vil være nemmere at snakke med en du ikke kender?

Måske er det nemmere at tale om følelser og tanker med nogen, som man ikke kender tæt på. Det kender vi så godt her på BørneTelefonen, og det også derfor, at vi kan tale om alt med børn og unge, der har brug for en der lytter.

Jeg vil foreslå dig at ringe til BørneTelefonen 116 111 – eller måske kunne du også prøve at smse i første gang? Og finde ud af om, det ville være ok at snakke med en fra BørneTelefonen. Det er rigtig søde voksne, der er vant til at snakke med børn, og som har god tid.

Måske ville det også hjælpe dig til at snakke med en, du er tættere på. Kunne der måske være en veninde, som du har det godt med, som kunne forstå hvordan du har det? Tænk over det…

I Danmark er der mange børn, hvis forældre er skilt. Det kan være godt at læse eller høre lidt om hvordan andre oplever det. Jeg sætter derfor et link ind, hvor du kan læse om andre børn der har skilte forældre. Er din mor og far skilt eller skal skilles

Jeg håber rigtig meget, at du får hul på at snakke med nogen om, hvordan lige præcis du har det. Du har nemlig allerede tage et stort skridt og skrevet ind til mig.

Jeg tænker, at det vil hjælpe dig til at få samling på dine tanker og følelser. Og med tiden få det bedre med skilsmissen og jeres nye måde at være familie.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil om skilsmisse og om skøre familier

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat