Kære pige på 13 år
Tak for dit brev. Du beskriver på en meget fin måde, hvordan skilsmissen påvirker dig, både med de stemninger du mærker og de følelser der dukker op og nogen gange fylder hele din dag.
Først vil jeg sige til dig, at det ikke er mærkeligt at du er ked af det og det nogle dage fylder mere end andre dage. Måske kan du se det lidt som en slags sorg eller savn til den måde i var familie før skilsmissen, og måske bliver det savn stærkere og fylder mere nogle dage. Det er måske de dage, hvor du tænker mere på det, eller der noget som får dig til at tænke på det – måske blandet med at savne den af dine forældre som du ikke er sammen med.
Måske tænker du selv over, hvad det er du bliver ked af, men det er ikke altid lige til at sætte ord på – så måske kan, ’at savne’ være et ord du kan bruge til at beskrive det du føler, når det fylder allermest for dig. Savn er noget de fleste kender til og kan forstå følelsen, når du snakker med andre om det. Det kan være en måde at åbne en snak med, ved at tale om at savne. Og herfra kan man snakke videre om de ting som savnet betyder for dig, og hvor meget det fylder de dage, hvor du har brug for at dele det med andre. Du har jo allerede været meget modig og åbne op over for din lærer. Det synes jeg er så stærkt gjort af dig, det kan være noget af det sværeste at åbne op for følelser og tanker overfor en som du til dagligt ikke taler følelser med. Det er bare stærkt og modigt. Du har selv mærket, at du har brug for at snakke og dele det.
Når du spørger til om det er mærkeligt, så vil jeg sige nej det er slet ikke mærkeligt at du gerne vil snakke med din lærer eller med andre. Din lærer og jo meget sammen med dig og de andre i klassen hver dag, og det er dejligt at du har så stor tillid til din lærer, at du vil snakke om det du føler. Når du gerne vil snakke med din lærer igen, så tænker jeg det er fordi, at det har hjulpet de andre gange – at du har fået det bedre. Jeg er sikker på, at din lærer er glad for den tillid du har vist ved at vælge at snakke med ham/hende – det gør de fleste lærere og andre mennesker stolte. Hvis du tænker sådan over det at snakke med din lærer, så håber jeg, at det gør det lidt nemmere for dig at snakke med læreren igen.
Din idé med at sige; "Ved du hvad, jeg er altså bare ked af det. Ville du snakke med mig lidt?" synes jeg er rigtig god måde at begynde, for det beskriver hvordan du har og du har brug for at snakke lidt. Måske er du bekymret for at blive ked af det, når du siger det eller for at læreren siger ’Nej ikke lige nu’? Hvis det handler om det, kan det være en idé at skrive til din lærer – måske har i Intra på din skole og kan skrive beskeder til din lærer der, ellers kan det være et brev til din lærer. På intra eller i brevet kan du fx skrive, at du har brug for at snakke med ham/hende, skrive hvad det handler om, og du synes det er lidt svært bare så’n lige at sige det. Og derfor håber du, at din lærer har tid til det. Hvordan vil mon være at skrive det – vil det være ok med dig? Måske kan du samtidig spørge din lærer, om det er ok hvis du kommer hen til læreren, når du har brug for at snakke. På den måde får du fortalt din lærer, at du har brug for at snakke og om, at du kommer hen til læreren når du har brug for det. Vil det være muligt og ok med dig? Jeg gætter på, at din lærer vil svare ’Ja’, og du kender jo din lærer bedst og det virker på mig til, at det er en sød og forstående lærer du har. Det kan også være, at du kan snakke med læreren om, at I i klassen kan snakke om skilsmisser og hvordan børn har det? Det kan være et emne I kan arbejde med i skolen, skrive stil - digte - en sang - en rap om emnet og måske lave et lille projekt. Der er nok andre i klassen som kender til følelserne og skilsmisser.
Du og dine klassekammerater er jo meget velkomne til at ringe ind til os og få informationer om, hvordan børn og unge har det, når deres forældre vælger at blive skilt og bruge jeres egen viden og erfaringer. Jeg er sikker på, at der også er andre i din klasse som kender de følelser du går med efter skilsmissen. Men lige at snakke om det kan være lidt indviklet fordi det tit handler om følelser og man kan være bange for at begynde at græde. Men måske er der en eller to i din klasse, som du er lidt mere tæt med? Vil det være muligt, at du snakker med dem – måske en dag, hvor I ikke er i skolen men hjemme hos en af jer. Det kan også være på sms eller hvis i Skyper sammen. Jeg tænker, det vil være nemmere at begynde her og bagefter være ok at snakke om det i skolen også. Vil det være en idé, du kan afprøve?
Til sidst vil jeg sige til dig, at den dårlige stemning du mærker, når I spiser sammen derhjemme – den stemning håber jeg virkelig, at du har mod på at tale med dine forældre om. Måske er de ikke selv klar over det, og derfor kan der være svært for dem at ændre noget. Vil det være en idé at skrive et brev eller en sms til dem begge to, hvor du begynder med: Kære mor og far. Så ved de at du har skrevet det samme til dem begge. Måske kan du gøre det en dag, hvor i skal spise sammen, og du kan måske gå på værelset i mens og vente på, at det får læst alt det du har på hjertet, og du har brug for dem begge to til at gøre stemningen hyggelig at være i, for dig. Tror du, at de ville tænke over det og gøre hvad de kan for at de skal blive bedre? Det håber jeg...
Jeg håber at mit svar til dig har hjulpet dig, eller givet dig idéer til, hvad du kan gøre og måske har du også fået andre idéer til, hvad der er bedst at gøre for dig? Du er altid velkommen til at ringe eller skrive på 116111, så kan vi snakke om det du har brug for.
Mange tanker til dig fra
BørneTelefonen