Kære pige på 14
Vi vil selvfølgelig gerne prøve at hjælpe dig med din bekymring. Det lyder ikke rart, at du er bange for, at din far ikke vil tale med dig, hvis du fortæller, at du gerne vil bo ved din mor.
Der er flere ting, som jeg gerne ville vide om din situation for at hjælpe dig bedst muligt - for eksempel hvor tit du ser din mor, og om du er rigtig glad for at være hjemme ved hende. For det er jo vigtigt, at det skulle være fordi du har det godt ved din mor, at du skulle bo der, og ikke kun fordi, du synes, din far overser dig for tiden. Men det lyder ikke så rart, at han glemmer dig lidt for tiden.
Jeg tænker på, om du har prøvet at tale med din far om, at du er lidt ked af, at du ikke får så meget opmærksomhed for tiden? Det kunne være, at han ikke har tænkt over, at du blev ked af det, og så kunne det måske hjælpe, at I talte om det.
Du skriver, at du har lovet din far, at du ville blive boende, til du bliver 18 år. Din far er sikkert glad for, at du bor hos ham, og at du har sagt, at du vil blive der, men egentlig så kan man næsten ikke lave sådan nogle aftaler, hvor børn lover deres forældre noget flere år frem. Du har ret til at ændre din mening, og jeg kan godt høre, at det ikke er fordi, du ikke kan lide din far, at du vil flytte. Hvis du kunne fortælle din far, at du ikke er sur på ham men bare har fået lyst til at bo hos din mor, så er der måske mulighed for, at det kan ske uden de store problemer.
Jeg kan desværre ikke love dig, hvad din far vil svare, hvis du siger, at du har lyst til at flytte hjem til din mor. Jeg kender ham desværre ikke, og du har måske en grund til, at du er bange for, at han ikke vil tale med dig, hvis du siger det? Det lyder ikke rart at være bange for det, og det er ikke meningen, at et barn får ansvar for, om ens mor eller far bliver vred eller ked af det.
Det er vigtigt, at du mærker efter, hvad du helst vil, og hvis du helst vil hjem og bo ved din mor, så skal du også holde fast i det og prøve at tale med både din mor og far om det.
Jeg ved ikke, hvad din mor tænker om, at du skulle bo ved hende, men det er i hvert fald også vigtigt, at din mor synes, det ville være en god idé at komme derhjem at bo. Så hvis I ikke har talt om det, så synes jeg, du skulle prøve at starte med at tale med din mor. Måske kan din mor hjælpe dig med at finde ud af, hvad du kan sige til din far. Men jeg tror, det er en god idé, som du selv skriver, at det er dig, der tager snakken med din far.
Med hensyn til, hvordan du kan sige det til din far på en pæn måde, så kan du tænke på, at du måske ikke behøver at sige, at du mener, at han ikke kan lide store børn. Måske tænker han ikke selv sådan om det, og så kan det være, at han bliver ked af at høre det. Du kunne spørge ham, om du må snakke med ham alene en dag, og så kunne du fortælle, at du gerne vil snakke om noget, som er lidt svært. Så kunne du sige, at du er kommet til at tænke en del på, hvordan det ville være at bo hjemme ved din mor og spørge ham om, hvad han tænker om det. Så kunne det blive en samtale, hvor I taler frem og tilbage om det, i stedet for, at du kommer og siger, at nu vil du gerne flytte, og så kunne han blive ret overrasket over det. Det er ment som forslag til dig, og så kan du se, om du vil bruge noget af det?
Hvis dine forældre og dig ikke kan blive enige, så har du har ret til at kontakte kontakte Statsforvaltningen og bede dem indkalde dine forældre til møde om hvor du skal bo. Så taler de sammen medens der er en fra Statsforvaltningen med til mødet, og du har ret til at blive hørt om hvad du synes er bedst er for dig i en samtale med en børnesagkyndig.
Jeg håber, at du får nogle gode snakke med din mor og far, og at I finder den bedste løsning for dig, for det fortjener du.
Kærlig hilsen
BørneBrevkassen
