Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Skal jeg skifte skole?

Brevet er redigeret af hensyn til barnets anonymitet 

Hej jeg er en pige på 12 år.

Mine forældre har været skilt i ca. 3 år, og for det seneste har jeg været inde en rigtig dårlig periode. Jeg føler mig trist og ensom og har mange fraværsdage i skolen pga. det. Jeg skal nok snart gå til psykolog. Jeg kan heller ikke så godt lide min skole og klasse.

Jeg kan godt lide at spille klaver, tegne og danse, men dem i min klasse er mere til sport og fodbold, så jeg føler ikke rigtigt at jeg har noge gode venner jeg har noget tilfælles med. Så jeg savner en skole hvor der er mere fokus på kreative fag og nogle venner jeg har noget tilfælles med.

Lige nu bor vi i en by ude på landet, men min mor vil gerne flytte til en større by (det vil jeg også meget gerne), så jeg går og overvejer om jeg skal skifte til en ny og bedre skole efter sommerferien.

Lige nu har jeg en 7/7 ordning, men hvis jeg skal flytte med min mor og skifte til en ny skole overvejer jeg at have fx en 9/5 ordning. 9 dag ved min mor og 5 dage ved min far. Det tro jeg ville være bedst for mig, men jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal gøre og er bange for, at det bliver en for stor mundfuld for mig.

Kan i hjælpe mig og har i nogle gode råd til hvordan jeg kan får det bedre og have mindre fraværsdage?

Kh 

Pige, 12 år
Svar fra

Børnetelefonen

Hej 12 årig pige

Jeg kan sagtens forstå, at du har lyst til at skifte skole og lave noget mere af det, som du godt kan lide.

Du har gjort dig nogle virkelig gode overvejelser, og det fortæller mig at det betyder noget for dig, og at du har tænkt meget over det.

Der er både fordele og ulemper ved at flytte skole. Man bruger meget energi på at skifte skole, lære nye rutiner og kammerater at kende. Omvendt får man meget energi, hvis man er sammen med andre der har samme interesser og en skole, der har fokus på de kreative fag.

Dine forældre vil helt sikkert det bedste for dig, de kender dig og de kan råde dig. Jeg synes, at du skal tage en snak med dem om dine tanker. Herefter kan I måske besøge nogle skoler sammen og så kan du/I beslutte, hvad  der er bedst at gøre.

Det er vigtigt at ens skole er et sted man har lyst til at komme, det påvirker ens indlæring i en positiv retning. Samtidig betyder det noget, at man er en del af et fællesskab. Du har godt styr på, hvad der betyder noget for dig og hvad du ønsker - hold fast i det, når du taler med dine forældre.

Alt efter hvad I beslutter, er det godt med en plan for din skolegang - at få nedbragt fraværsdagene, som du gerne vil. Måske skal du putte noget ind i dine dage som gør dig glad, på den måde får du også mere overskud. Brug dine kreative evner, find eventuelt et hold at gå på i fritiden, hvor du kan være sammen med andre, som gerne vil det samme. Gå på nettet og se om du kan finde nogle kreative forummer, hvor man kan dele ideer med hinanden.

Måske er der en eller to i din klasse eller på din skole, som faktisk også gerne vil være kreative - inviter dem med hjem og lav nogle danseserier sammen, dekorer jeres dagbøger/skolebøger, lav nogle flotte plakater til jeres værelser, spil musik sammen osv.

Du lyder til at være en spændende person at være sammen med, netop fordi du er kreativ og du er dig selv!

Kærlig hilsen

BørneTelefonen

 

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil om skilsmisse og om skøre familier

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat