Kære pige på 18.
Jeg vil gerne starte med at rose dig for, hvor flot det lader til, du håndterer situationen. Det må ikke have været nemt for dig at være mellemmand i dine forældres uvenskab – og samtidig være vidne til vold.
Når det kommer til traumer og andre ubehagelige oplevelser i sin opvækst, er der forskellige måder at håndtere det på. Nogle bliver meget usikre og indadvendte, andre bliver meget sociale, nogle bliver vrede, og nogle kan reagere på helt andre måder. Der er ikke nogen rigtig eller forkert måde at reagere på. Det er vores kroppe og sind, der husker ubehag, og det er meget instinktivt, hvordan det kommer til udtryk.
Men når du skriver, at din bror også er begyndt at vise voldlige mønstre, og ligefrem også slår på dig, forstår jeg godt du rækker ud. Fordi selvom alle ingen følelser er forkerte, vil vold aldrig være i orden. Også selvom det er en reaktion på uretfærdighed. Jeg kan godt forstå, at du føler din bror er undskyldt. Men fortid eller ej, så er det vigtigt, at han lærer, at vold ikke er vejen. Også for hans egen skyld.
Du virker som en meget omsorgsfuld og kærlig storesøster, der tager meget ansvar for ham. Det er en typisk reaktion, vi ser hos mange ældre søskende. Det er et helt særligt bånd, man kan knytte sammen som søskende. Men husk på, at du netop også er hans søster, og du selv kun er 18 år gammel. Din bror vil altså ikke alene være dit ansvar.
Du fortæller ikke i brevet, om du fortsat har kontakt til din mor eller andre familiemedlemmer. Har du det? Hvis du har, så tænker jeg, det kunne være en god idé for dig at tale med dem om din bekymring for din bror. Det kan være I sammen kan få en snak med din bror, eller sammen støtte hinanden i, hvordan I kan hjælpe ham.
For selvom han ikke normalt er typen, der snakker om tingene, virker det som om, at det måske er noget, han kunne have gavn af. Når mennesker begynder at opføre sig voldeligt, er det nemlig oftest et tegn på, at man bærer rundt på en uforløst konflikt i sig. Det lyder som om, at det kunne være tilfældet hos din bror.
Det virker på dit brev som om, at du er meget tæt med din bror. Har du mon prøvet at tale med ham om, hvorfor det er, han slår? Små samtaler med dig kan måske give ham større bevidsthed om hans eget ‘mønster’. Og måske hjælpe ham til at reagere på en anden måde overfor dig og andre. Måske kan du tale med ham om, hvordan du håndterer din vrede…
Jeg tænker, I har en stor styrke i, at have oplevet tingene sammen. Selvom det gør ondt at mindes, og det ikke vækker rare følelser i en, så har I en gave i hinanden. Måske I kunne bruge hinanden som støtte. Som du selv kommer ind på: Du er den eneste, der forstår ham.
Det kan være, du kan præsentere idéen for ham, om at tale med en psykolog. Der er en sandsynlighed for, at din bror vil være afvisende. Og det vil han måske være længe. Men bare det, at du planter tanken i hovedet, kan gøre, at man i sidste ende handler på det.
Nu ved jeg ikke, hvor henne i landet du bor. Men jeg ved at nogle kommuner tilbyder gratis psykologhjælp til unge mellem 15 og 25 år. Du kan se om din kommune er på listen her.
Din bror kan også i første omgang google din kommunes navn og ’anonym rådgivning for unge’. Så vil han finde nummeret på en rådgivning, der vil kunne oplyse ham om, hvordan jeres kommune kan hjælpe ham med psykologhjælp eller andre former for støtte. Hvis han ikke kan finde nummeret – kan han ringe til os på tlf. 116 111, så hjælper vi med at finde det. I kan måske også hjælpes ad? Måske kan I sammen få adgang til terapi eller andet i kommunens familie-afdeling? Det er værd at undersøge.
Der er også altid den mulighed, at din bror kan kontakte jeres kommune eller sin læge. Der vil han også kunne få hjælp. Når han fortæller om sig baggrund med vold og andet – så har lægen pligt til at hjælpe.
Nu virker det som om, at du har været rigtig god til at snakke om dine oplevelser med din far og dine forældres skilsmisse. Har du mon talt med din psykolog om din bekymring for din bror? Jeg tænker nemlig, at det også er vigtigt, der kommer lidt fokus på dig. For selvom det er hårdt for din bror, er det også helt okay, at du også synes det er svært.
Hvis du stadig snakker med din psykolog, tænker jeg, det kunne være en god idé at tale med ham/hende om det. Det kan også være, du kan tale med en anden voksen eller en god ven. Du skal nemlig ikke være en slåpude for hans frustrationer. Der findes faktisk også en organisation, der hedder ‘Bryd Tavsheden’, der netop hjælper folk i situationer omkring vold helt anonymt. Kunne du have lyst til at tale med dem? Deres hjemmeside finder du her.
Din bror er under alle omstændigheder utrolig heldig at have dig i sit liv. Det er meget stærkt og stort af dig, at række ud og skrive til os for hjælp. Jeg håber, du har kunne finde det, du søger svar på i mit brev til dig. Ellers er du altid velkommen til at skrive igen eller ringe til os på nummeret 116111.
Jeg sender alle mine bedste tanker til jer begge.
Kærlig hilsen
BørneTelefonen
