Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Min far….

Kære BørneTelefonen.

Jeg skriver herind fordi alt er lidt noget lort for tiden. Det handler mest om min far.

Jeg er ret sikker på at vi skal flytte ud på den går min farmor bor på nu. Men det gider jeg bare ikke. Min far har ikke fortalt mig og min bror noget, men der er bare ting der tyder på at vi skal.

Her idag har der været sådan en forsikringsmand ude på min farmors gård og snakket med min far. Min bror har sagt at igår da min bror hjalp min far med at rode noget op udenfor, havde min far sagt “hvad fanden er det vi har købt”. Og så havde han ikke sagt mere.

Jeg magter bare ik flytte ud på landet nu. Vi er også lige flyttet med min mor for ca. En måned siden. (Mine forældre er skilt). Lige nu bor jeg en uge hvert sted skiftevis, men hvis vi skal flytte herud på gården gad jeg godt bo hver uge ved min mor og så hver anden weekend ved min far. Men kan jeg godt det eller skal min far give tilladelse?

Der er også noget andet træls med min far. Hver gang jeg spørger min far om jeg må være sammen med min kæreste, virker han bare sur og kommer med en eller anden åndsvag undskyldning. Har spurgt min far 2 gange om jeg må være sammen med min kæreste på torsdag, og begge gange har han sagt “det må vi lige se på.” Har været ved min far 1 uge indtil videre, og skal være ved min far 2 uger mere fordi det er sommerferie. Kan ikke undvære min kæreste helt indtil jeg kommer hjem til min mor igen.

Tror bare ik min far forstår at mig og min bror ikke længere er små børn. (Jeg er 15 og min bror er 17). Jeg gider ik være hans lille pige han bare kan koste rundt med længere. Mig og min bror har bare aldrig rigtig kunne sige fra overfor min far, så det bliver nok lidt svært nu. Men jeg gider ik finde mig i han altid siger nej når jeg spørger om jeg må være sammen med min kæreste. Min far har ikke engang mødt ham endnu. Men det selvfølgelig også ret nyt vi er kommet sammen.

Jeg synes det er træls at vi skal flytte ud på den her gård fordi jeg bare synes det er bedre at bo i byen. Jeg synes det er kedeligt herude. Og jeg ved hvis vi skal flytte herud, skal vi sikkert til at hjælpe meget herude. F.eks. Med høst. Og jeg skal til at i niende klasse, og der vil jeg gerne tage mig mere sammen i skolen, så jeg ved ik om jeg har tid til at hjælpe så meget. Og hvis jeg også skal have tid til venner og kæreste.

Hilsen den 15 årige lidt stressede pige.

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Mange tak for dit brev. Hvor er det godt, at du reagerer på din følelser og skriver dette brev. Det at snakke med andre, når man synes det hele bliver lidt for meget, er ofte hjælpsomt. Du er god til at sætte ord på din situation. Og jeg kan godt forstå, at du oplever det hele som en stressende periode lige nu; du står igen over for nye skift i din hverdag.

Når ens forældre bliver skilt, har det en stor betydning for familielivet, som jo skal opbygges på ny. Nogle gange tager forældre beslutninger på børns vegne, hvilket jo er en del af det, at være forældre; dog er det altid en god idé, at snakke med børnene om det, så de ved, hvad der skal ske.

Du har boet en uge hos hver af dine forældre, din mor er flyttet og nu skal din far muligvis også flytte. Dette vil naturligvis få en betydning for din hverdag.

Når jeg læser dit brev fornemmer jeg, at kommunikationen mellem din far og dig ikke er helt klar; du ved ikke helt, hvad der skal ske med hensyn til flytning. Og I har heller ikke fået snakket om den situation, som det efterfølgende efterlader dig i, når du skal bo en uge hvert sted og samtidig skal passe skolen.

Jeg synes, at det er vigtigt, at du undersøger dine muligheder for at bo hos din mor og besøge din far hver anden weekend, som du selv foreslår. Du kan starte med at snakke med din mor; hvis I kommer frem til, at dit forslag er en mulighed, så kan I snakke med din far om det.

Her kan din mor måske være en hjælp, hvis dine forældre er på talefod. Hvis det ikke er tilfældet, kan du overveje om din bror måske kan være en hjælp. Han kender også din far, og kan måske være en god støtte for dig.

Det er også en mulighed, at du selv fortæller det til din far. Du kan sige til ham, at du gerne vil snakke med ham. Find et tidspunkt, hvor han har tid til at lytte, og hvor I ikke bliver forstyrret af fjernsyn eller andre ting.

Fortæl ham om dine tanker og overvejelser - fortæl ham hvad det betyder for dig, at han møder din kæreste. Jeg tror ikke altid at forældre forstår hvad deres børn tænker - og omvendt. Derfor er det så utroligt vigtigt, at få sat ord på tingene.

Du er 15 år og du bliver mere og mere selvstændig. Det er ikke altid nemt for de voksne, men det er vigtigt, at forældre deres børn i at have deres eget liv. Det er meget naturligt, at når man er i din alder, har man også mere at skulle sige ift. aftaler og samvær, hvor man skal bo osv. Så jeg tror, at det er vigtigt, at I får en god snak om det i familien.

Du kan læse mere om skilsmisse, og de rettigheder du har for at blive hørt, i forhold til samværdsordninger, på vores hjemmeside https://bornetelefonen.dk/tema/skilsmisse

Jeg ønsker dig og din far en rigtig god snak.

De bedste ønsker fremover fra

BørneTelefonen

Få endnu flere gode råde om hvordan du kan slappe af og finde ro

Der er forskel på at have travlt med en masse ting og så at være stresset. Det er ikke farligt at opleve mindre mængder af stress, det gør vi alle sammen. Men hvis du oplever, at du ikke kan slappe af og at du hele tiden føler dig bagud, så er det rigtig vigtigt, at der bliver gjort noget ved det. Der er nemlig ingen børn, der skal have stress.

Måske du tænker: Hvorfor er jeg stresset? Hvordan undgår jeg stress? Hvad er symptomerne på stress? Hvordan ændrer jeg mine forventninger til mig selv? Hvordan siger jeg nej? Hvordan får jeg mere ro i min hverdag? Hvorfor føler jeg mig aldrig god nok?

Du kan blive stresset af forskellige årsager. Det kan fx være dine forældre pludselig skal skilles og den nye situation gør dig stresset og trist. Det kan også være, at du har alt for meget, du skal nå i din hverdag. Det kan også være, at du har for høje krav til dig selv.

Her på siden kan du få gode råd og læse andre børns breve og BørneTelefonens svar. Du kan også prøve en vejrtrækningsøvelse, der kan få dig til at slappe af eller du kan lave en plan, der kan hjælpe dig med, at huske dig på, hvad der gør dig i godt humør.

Stem
Føler du dig presset eller stresset? Har du meget, du skal nå i din hverdag? Stem her og se hvad andre har svaret.

Føler du dig presset?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat