Brev

Jeg savner min far

Hej.

Jeg har i flere år nu haft en stort savn til min far.

Han har altid været en del af min hverdag, og da jeg var mindre så jeg ham mindst en gang om ugen.

Mine forældre blev skilt, da jeg var 4 år, og min far fik hurtigt en ny kæreste, som jeg ikke bryder mig om.

Hun var fin nok, da jeg var mindre, men som jeg er blevet ældre, er det som om hun mere og mere ikke kan lide mig. Det har hun aldrig givet udtryk for, da hun i det hele taget ikke snakker særligt meget til mig. Hun føles så ond inden i på en eller anden måde, og hun opfører sig meget anderledes, når min far er i nærheden, så er hun mere imødekommende.

Jeg ser aldrig min far længere andet end, når vi spiser aftensmad, men der virker det ikke som om han er særligt interesseret i mig. Men jeg tror egentlig bare, at han ikke rigtigt ved hvordan han skal gøre, det håber jeg hvertfald.

Min far bestemmer intet hjemme hos ham, det er min stedmor. Han lader altså hende bestemme det hele.

Jeg har så mange ting inden i jeg gerne vil sige til ham, jeg bliver ked af det bare af at tænke på det. Jeg har bygget så meget op inden i igennem årene, men jeg kan ikke komme ud med det.

Jeg snakkede for nyligt med min far og stedmor om mit kørekort, da de ikke ønsker at betale til det, og da min far spurgte om, jeg blev ked af det, brød jeg lidt sammen. Jeg sagde jeg ikke ville tale om det, og stormede op på mit værelse, hvor jeg græd i mindst en halv time, før han kom op til mig.

Han kom ikke for at trøste mig, men for at sige at ham og min stedmor kørte op at handle eller noget i den stil. Jeg kunne se, at han havde det dårligt over, at jeg var så ked af det og græd, men han trøstede mig ikke. Han gjorde et lidt kluntet forsøg kiggede på mig med triste øjne og gik igen.

Jeg har tænkt på om, man overhovedet er forælder længere, når man ikke engang ved, hvordan man skal trøste sit barn.

Jeg havde lyst til at fortælle ham, hvordan jeg har det, da han sad der ved siden af mig, men jeg kunne ikke. Der blev helt sort og tomt i mit hoved, alt lukkede ned.

Jeg synes, det værste ved alt det her er, at jeg savner min far selvom jeg ser ham forholdsvis tit.

Jeg har aldrig haft et godt forhold til ham og jeg ved ikke rigtigt om det er for sent.

Jeg vil gerne kunne fortælle ham om mine følelser, men jeg føler mig samtidigt ikke klar og jeg er meget bange for at gøre det. Jeg er virkelig bange for, at han ikke gør noget ved det.

Jeg kan ikke finde ud af om, det er bedst bare at lade tingene ligge, jeg flytter jo alligevel hjemme fra om nogle år, og jeg er kun sammen med ham hveranden weekend, hvis ikke mindre, eller om jeg skal blotte mig selv og i givet fald hvordan.

Jeg er meget bekymret for hans reaktion, hvis jeg gør det og hvordan jeg skal reagere, hvis han bliver ked af det. Og hvad hvis han alligevel ikke ændrer på situationen?

Jeg beklager den lange besked.

Og på forhånd tak.

Pige, 17 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 17 år

Tusind tak for dit brev, hvor er du god til at beskrive dine følelser og det der gør dig ked af det. Jeg kan godt høre på dig, at der er rigtig mange følelser der har bygget sig op omkring din far, det er godt, at du skriver til os.

Det lyder lidt som om, at din far måske har svært ved at snakke om følelser? Måske gemmer han sig lidt og håber, at det hele nok skal gå og på den måde undgå problemer med dig eller sin kæreste? Er din far mon klar over, at hans kæreste opfører sig anderledes, når han ikke er der, eller går han med den forestilling, at i måske har det ok sammen hans kæreste og dig? Det er ikke altid fædre er så opmærksomme på hvad der sker af følelsesmæssige ting omkring dem, nogen gange har de brug for, at få tingene fortalt meget konkret, før de kan forholde sig til dem. Jeg ved ikke om din far måske er sådan? Du skriver det også lidt selv, at han måske bare ikke ved, hvordan han skal gøre og selvom det ikke føles helt okay, når det nu er ens forældre, så er det desværre nogen gange sådan, at forældre også er i tvivl og bliver usikre og ikke ved, hvad de skal gøre.

Du skriver ikke noget om, hvordan det er hjemme hos din mor og om din mor er en du godt kan snakke med? Din mor har jo kendt din far i mange år, måske kunne hun hjælpe dig med, at blive klogere på din far. Er det fx. normalt for ham, at overlade styringen til den kvinde han er sammen med? Har han måske altid været lidt lukket omkring det med at snakke følelser? Jeg tænker lidt, at du har en alder nu, hvor du måske godt kan snakke med din mor om den slags? På den måde kan det måske blive lidt nemmere for dig, at forstå din far og hans måde at være på? Måske kunne din mor, din farmor (eller en anden voksen du kender godt) også give dig nogen gode råd til, hvordan du bedst kan snakke med din far om hvordan du har det, hvis det er det, du beslutter dig for?

Jeg kan godt forstå, at du er nervøs for at snakke med din far om hvordan du har det, måske er det også derfor, du selv foreslår bare at lade det ligge, fordi du alligevel snart flytter hjemmefra? Jeg fornemmer dog lidt på dit brev, at du er nået til et sted, hvor det er vigtigt for dig, at der sker nogen ændringer i dit forhold til din far – er det rigtigt? En god overvejelse i en situation som din, er at overveje, om det ville være ok for dig aldrig at få svar på de spørgsmål, eller ville de blive ved med at nage dig fremover, også når du engang er flyttet hjemmefra? Tror du måske, at det vil blive ved med at påvirke dig og gøre dig ked af det, så har du måske et svar på, hvad du for din egen skyld må gøre.

At tage beslutningen om, at nu skal din far vide, hvordan du har det, er det første vigtige skridt til, at du kan få det bedre. Hvad tænker du mon om det, jeg skriver? Jeg ved ikke hvordan du havde det, mens du skrev det her brev, ofte kan det sætte en masse følelser og tanker i gang, når man skriver om noget svært der gør en ked af det. Jeg tænker på, om du mon nogen sinde har skrevet et brev til din far om alle de tanker og følelser du går rundt med? Når man skriver den slags breve kan det både være for ens egen skyld, fordi det nogen gange hjælper bare at få styr på alle tankerne og følelserne. Andre gange kan det være fordi brevet skal afleveres til den man skriver til, enten med det samme eller senere. F.eks. når du egentlig har lyst til at fortælle det til din far, men får en klump i halsen og går helt i stå, så kan et brev være en anden måde at få det fortalt på. Så måske kunne sådan et brev hjælpe dig til at komme nærmere på en afklaring om, hvad der skal ske nu og hvad du har brug for at din far forstår og måske skal ændre ved jeres forhold og den tid du tilbringer hos ham og hans kæreste. Måske hvis du synes, det er en god ide, kan du starte her og så kan du altid overveje om din far skal læse brevet eller du vil tage det med videre, når du snakker med din mor og senere din far, hvis det er det du beslutter?

Du nævner også risikoen ved, at din far ikke ændrer ved situationen og hvad du mon så skal gøre. Jeg tror, at det altid er den største frygt, når man skal fortælle noget svært som dig. Måske kunne du nævne denne bekymring i dit brev til ham, hvis du skriver et? Det tror jeg godt, at din far ville kunne forstå og det er i hvert fald vigtigt, at han ved, at du går og tænker på det. Det ville måske også være en god ide, at vende tankerne med din mor (eller en anden voksen), hvis du beslutter dig for at dele dine tanker. At vide, at man ikke er alene, kan nogen gange gøre tingene lidt nemmere at overskue.

Her på BørneTelefonen står vi også altid klar til at hjælpe, så bliver det svært for dig undervejs eller hvis du har mere, som du gerne vil have hjælp til, så kan du skrive eller ringe til Børnetelefonen på 116111 eller logge på chatten på vores hjemmeside. Her sidder en masse søde rådgivere, som måske kunne være gode at få vendt dine tanker og overvejelser med.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Jeg vil gerne bo mere hos min far

Må jeg selv vælge hvor jeg vil bo?

Flere breve om Skilsmisse

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Læs mere her

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Se hvordan

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil nu