Kære pige på 14 år
Tusind tak for dit brev. Hvor er det bare godt, at du har skrevet herind, det er ikke rart, at du har mistet din morfor og føler, at du befinder dig i et sort hul.
Ud fra dit brev lyder det som om, at du har en del ting, som du tumler med. Jeg vil starte med at tage fat i det omkring din morfar, det håber jeg er okay?
Du skriver, at siden din morfar døde, har du følt, at du befinder dig i et sort hul, det er ikke en rar følelse af have. Jeg tænker, at det er forståeligt, at du føler det på den måde, når man mister nogen, som betyder meget for en og man holder af. Det lyder som om, at du har holdt meget af din morfar, mon det er rigtigt? Det at miste en som man holder af er rigtig svært, derfor det føles som om, at man er nede i et sort hul, som du beskriver. Du er ikke alene om at have det på denne måde, når man har mistet en, sådan er der mange, som har det. Mon du har prøvet at miste nogen før, som du havde nær? Eller kender du andre, som har mistet nogen - nogen som du også kan snakke med.
Du spørger også direkte om du kan have en depression og det er svært for mig at svare på. Men ud fra det du skriver om dine følelser og reaktioner, så lyder det til, at du savner og sørger over din morfar - mon du kan se følelserne som en måde at savne og sørge? Om det er savn eller sorg eller andet der gemmer sig i dine følelser og reaktioner, så tænker jeg, at det kan være hjælpsomt for dig, hvis du taler med nogen om din morfar, måske nogen som har også kendt ham, f.eks. din mor eller noget andet famillie? Så kan I sammen tale om de gode minder, I har haft sammen med ham og måske også se på nogle billeder af ham, mon det ville være noget, som du har lyst til at prøve? Det kan også være, at du kan lave en mindebog eller en smuk æske, hvor du har ting og billeder, som minder dig om din morfar. Måske også skrive et brev til din morfar, om de ting du var glad for og det som betyder noget for dig - og lægge det i mindeæsken. Det at tale og skrive om sine følelser, kan hjælpe en til at forstå dem bedre og finde ro ved det, for sorg og savn kan være store følelser at gå med selv og gemme på.
Du skriver, at du har fået en rigtig sød kæreste, som støtter dig, hvor er det bare dejligt for dig. Måske du kan fortælle din kæreste om de gode minder, du har haft sammen med din morfar? Det kan også være din kæreste selv har prøvet at miste en bedsteforældre eller et anden, som han holdte af, og måske kan fortælle dig, hvordan han havde det dengang, han mistede en?
En helt anden måde at komme videre på i forhold til din morfar og følelserne af lavt selvværd kan være at gøre nogle gode ting for dig selv, som du bliver glad af at lave. Du skriver, at du dyrker meget motion, måske du kan gå nogle ture sammen med din kæreste, måske du kan se din yndlingsfilm mange gange i træk, måske du kan høre dit yndlingsmusik en hel eftermiddag eller måske noget helt andet? Jeg ved, at det også har hjulpet andre til at få en bedre følelse omkring deres selvværd ved at skrive alle de ting ned, som de er gode til eller de godt kan lide ved dem selv , og sige dem højt til dig selv. Det kan være foran spejlet - måske synes du, at det lyder lidt for skørt...men jeg håber, du har mod på at prøve det. Det kan f.eks. være, at du er god til nogle fag i skolen, at du er en god ven, at du synger godt, at du har noget flot hår, at du er en god kæreste, at du er god til et bestemt sport, at du har nogle flotte øjne eller noget helt andet, mon det være hjælpsomt for dig?
I dit brev skriver du også, at du gerne vil tabe dig, at du kaster op et par gange om ugen og at du ikke har det godt med at skulle vise din krop i for lidt tøj. Når du skriver det, fornemmer jeg, at du ikke selv synes, det er godt for dig at kaste op. Mon det er noget, der sker af sig selv i din krop eller gør du noget, så du kommer til at kaste op? Problemet at kaste op, kan være at kroppen vænner sig til det og refleksen og trangen til at kaste op kan blive stærkere. Så en god idé er at altså at vide, hvornår trangen til at kaste op er på vej og aflede, fx ved at være sammen med din kæreste, ringe til ham og snakke sammen eller andre ting som er rare at gøre og hjælper dig væk fra at lade trangen overmande dig.
Det er helt normalt, at det kan tid at forstå og acceptere kroppen og de forandringer, som der sker med den, da man går fra at være barn til at være ung. Mange piger kan have svært ved at acceptere, at de begynder får mere kvindelige former, hofter, får menstruation, bryster og at kroppen generelt forandres. Det kan være svært for alle både børn, unge og voksne at acceptere dét man ser i spejlbilledet og det, som man ville ønske man så i sit spejlbillede, man kommer til at sammenligne sig selv med supermodeller, skuespillere osv. En del af det med at acceptere forandringer hænger sammen med at vores hjerne kan ikke helt kan følge med kroppen. Det er også derfor at man bruger rigtig meget tid foran spejlet, for at kunne følge med i forandringerne og 'genkende' sig selv - tænk, hvis man ikke kiggede sig i spejlet i tre måneder - mon man ville blive overrasket over at se selv....mon ikke det vil tage lidt tid at blive klar over, "Hov, det er faktisk mig, der ser sådan ud nu"? Det et lidt skørt, men mon det giver mening i det med at kroppen forandre sig, og vi kan have svært ved at følge med og forstå det?
Det kan også være derfor, at man forsøger at bringe kroppen tilbage, der hvor man kunne følge med - og måske er det derfor også en håb om, at få kontrol over sin egen krop f.eks. ved at kaste op, mon det kan være derfor, at du kaster op? Det kan måske være lidt svært at forstå det, jeg skriver med, at hjernen ikke kan følge med kroppen, men jeg håber, at du kan følge mig i det? Mon nogle af dine veninder har det på samme på som dig med deres kroppes forandringer og udvikling?
Jeg tænker, at det kan være hjælpsomt for dig at få talt med dine veninder, kæreste eller måske en voksen om, hvordan du har det med din krop, da det ikke er rart at gå rundt med de tanker og følelser alene. Mon det er noget, du har mod på? Det kan også være sundhedsplejersken på din skole eller din læge. Det kan også være, at det vil hjælpe, at du kontakter en rådgivning, som arbejder med spiseforstyrrelser - http://www.lmsspiseforstyrrelser.dk/ Ligesom hos os, kan du her chatte anonymt, læse mere på deres hjemmeside og ringe til dem på telefon 70101818. De ved rigtig meget om spiseforstyrrelser og om hvordan det er at have det svært med sin krop. Mon du kunne have mod på det?
Jeg håber, at du vil tage i mod mit råd om at tale med nogen om det eller ringe/sms'e ind anonymt og gratis til Børnetelefonen på telefon 111116, der sidder vi en masse søde rådgivere, som er klar til at tale og Chatte med dig.
Jeg synes også det er vigtigt, at du husker på, at du har en rigtig sød kæreste, som der støtter dig, som holder af dig, fordi du er den, som du er, og han kan lide dig lide, lige som du er. Det er super dejligt for dig at have sådan en kæreste.
Mange knus og tanker fra BørneTelefonen
