Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Hvem skal jeg tale med?

Læs hele brevet
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 12

Jeg er glad for at høre, at du rækker ud efter hjælp, nu hvor dine forældre har valgt, at de skal skilles. Det er en stor omvæltning for alle i en familie, når mor og far vælger, at de ikke skal være sammen længere. Jeg vil prøve at hjælpe dig lidt og foreslå, hvem du kan tale med. 

Jeg tænker på, at det både kan være, at du kan få noget godt ud af at tale mere med din mor og far og at tale med nogen, der ikke bor hjemme hos jer. Jeg ved ikke, hvordan din mor og far fortalte dig, at de skal skilles, men jeg tror, det kan være rigtig godt, hvis du taler med dem igen og nok flere gange i den kommende tid. Det er meget forståeligt, at der vil komme mange tanker frem hos dig, og det vil være godt, at du fortæller om de tanker og de følelser, du får. Det kan være, du bliver rigtig ked af det, det kan være, du bliver vred. Det er helt okay og meget naturligt, at alle de følelser kommer. 

Hvis du har mod på det, så vil jeg foreslå dig, at du sammen med din mor eller far søger på nettet efter, om der er det der hedder en skilsmissegruppe for børn i nærheden af, hvor I bor. I flere byer i Danmark er der sådan nogle grupper, hvor børn mødes og taler om, hvordan det er, at mor og far er skilt eller ved at blive skilt. I kan søge i Google efter "skilsmissegrupper børn".

Det er også synd, at hende den gode lærer er stoppet på skolen. Men jeg synes faktisk også, jeg kan høre, at du er ret sej til at tale med en voksen om noget, der er svært. Prøv at tænk på, hvordan du gjorde, da du talte med hende læreren. Hvad tid du talte med hende, hvad du sagde. Måske der er en anden voksen, som du kan prøve at snakke med på samme måde? 

Det kan også være, at der er nogle søde voksne i din familie. Det kan være en moster, onkel eller en bedstemor. Jeg ved ikke, om du har søskende, men hvis du har, så kan det være, at det vil være rart for dig, at I laver nogle hyggelige ting. Selvom man ikke har samme alder, kan det være rart at tænke på, at man har hinanden og altid vil have det. 

Du skriver, at du både ser gode og dårlige ting ved, at din mor og far skal skilles. Det er meget modent af dig, at du kan se det på den måde - at der er gode ting ved det. Jeg tænker også på, at du måske er meget moden af en pige på 12 år at være. Det er flot og imponerende at være så god til at klare svære følelser, men det er også meget vigtigt, at du ikke tager for stort et ansvar, og at du lader dig selv være ked af det og vred, hvis det er det, du føler indeni. Det er godt, at du til dels kan forstå, at skilsmissen skal ske - men det er også helt okay, hvis du ikke kan være forstående hele tiden.

Det er din mors og fars opgave at gøre det trygt og rart for dig og at de skal klare voksenproblemerne mellem de to - det skal du ikke. Du skal stadig  have lov at være et barn, og de skal passe på dig og hjælpe dig, når du er ked af det over både små og store ting. 

Du er meget velkommen til at ringe til os på 116111 - så kan vi for eksempel tale mere om, hvordan du kan starte en snak med nogen om skilsmissen.

Jeg ønsker alt det bedste for dig og er sikker på, at du kommer godt igennem det her med din gode evne til at sige til, når noget er svært.

Kærlig hilsen 

BørneTelefonen

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil om skilsmisse og om skøre familier

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat