Brev

Fraværende far.

Hej

jeg er en dreng på 16 og går i 9 klasse,

mine forældre blev skilt lige efter nytår for godt og vel to år siden. Det har taget hårdt på mine søskende (jeg har fire søskende, alle sammen mindre end mig) at tingene pludselig var blevet vendt på hoved.

Det var først fire måneder efter skilsmissen vi så vores far, og siden da har vi ca. Kun set ham syv gange over to år, af perioder på en dag. Han rejser meget og er så vidt jeg ved kun hjemme en halvanden uge om måneden ialt spredt over flere dage.

Før skilsmissen havde vi en nomal verdag, min mor var hjemme gående imdtil et år før skilmissen. Havde et hus der var stort nok til syv mennesker og lidt gæster. Men her efter skilsmissen har vi været nød til at flytte to gange på grund af at det er min mor der er alene om alle regningerne nu(min fars løn var hoved inkomsten). Vi bor permanent hos min mor og har endelig fundet et ordenligt sted at bo da alt sådan noget med deling af overskuddet fra hussalget og andre værdier er ordnet.

Da vi kun har set min far syv gange syntes jeg at for mig selv personligt, at han næsten gledet helt ud af billedet( hans søster og forældre er derimod kommet længere in i billedet). Jeg tænker næsten aldrig på ham og når jeg prøver at huske hvordan han ser ud, kan det godt snart blive svært at gendanne et ordenligt billede af ham.

Det er heller ikke blevet bedre af at jeg sendte ham en sms med et billede af mit karekterblad, og hvor jeg skal på praktik henne. Jeg har ikke fået et svar selvom der er gået lidt over en uge nu.

Den mindste i min famillie/min mindste lillesøster er lige startet i skole og til svømning, jeg er bange for at når hun bliver 13-14 år vil hun tænke tilbage og tænke”hvor var min far på min første skoledag”.

Jeg er bange for at mine små søskende kommer til at se negativt på ham som de kommer længere op i årene. Min far er ellers normalt en venlig og rar person som ikke er ligeglad med sin familie, det er bare en helt ny side af ham som jeg har set af ham de sidste par år.

Det er tilgengæld en side som jeg godt kender fra mig selv da jeg minder mere om min far end min mor. Jeg har lige som min far det med at begrave mig selv i enten bøger eller arbejdehvis jeg føler mig presset, jeg er ligesom ham en meget stille person, nogen dage kan godt gå med kun at sige et par enkelte ord men andre er lige modsatte, jeg drikker ikke, ryger ikke og går heller til fester. Ca halvfems procent af hvad jeg ser når jeg kigger på mig selv er min far både fysisk og physisk.

Det er for mig vikelig deprimerende fordi jeg selv ser meget op til min far, har store foventninger for mig selv(vil gerne på gym og uni).

Lige nu føler jeg mig selv fovirret selv om jeg har talt med min skole pædagoen. Jeg ved ikke vad jeg skal tænke om min far, om jeg skal være ligeglad med ham, skuffet over ham eller være ligeglad med ham. Jeg sådan set mistet kontakten til ham udover gennem min farmor og farfar.

Mit brev er nok tildt langt men jeg har vikelig bare haft brug for at få det her ud.

Tak fordo du har læst det, der er nok også lidt for mange emner i det men det er altså bare min historie for de sidste to år.

Dreng, 16 år

Læs hele brevet

Svar fra

Børnetelefonen

Kære dreng på 16 år.

Tak for dit brev, hvor du fortæller en meget vigtig historie fra de sidste to år. Jeg kan godt forstå, at du er både forvirret og frustreret over, at du og dine søskende kun har set jeres far 7 gange efter skilsmissen, og det er fint, at du kommer af med dine tanker omkring det ved at skrive brev.

Du ved ikke, om du skal være ligeglad eller skuffet over, at din far ikke ser jer. Måske har du forsøgt at være ligeglad for ikke at mærke, hvor ondt det faktisk gør inden i dig, at du har mistet kontakten til din far og næsten ikke kan huske, hvordan han ser ud. Hvis du tillader dig selv at mærke efter inden i, vil du formentlig opdage, at du både savner, er skuffet, vred og ked af det. Det er nemlig et stort svigt over for dig og dine søskende.

Det er svært at forstå, hvad der ligger bag, især da du husker din far som en venlig og rar person, der kunne lide sin familie før skilsmissen. Selv om din far rejser og arbejder meget, skulle der nok kunne blive plads til hans 5 børn også i hans liv. Jeg forestiller mig, at der må være en forklaring, som enten din mor eller din farmor, farfar eller faster kan give dig. Det er i hvert fald vigitigt at du taler med andre om det, så du ikke kommer til at vende det mod dig selv og bære det alene.

Jeg får en fornemmelse af, at der ikke rigtig er nogen, der har snakket med jer børn om jeres fars manglende tilstedeværelse. Og jeg tænker, at I hver især må gå med frustrerende tanker og følelser omkring det. Når en af forældrene svigter, vil mange børn vende det indad og tænke, at det nok er fordi, de ikke er gode nok. På den måde kan det gå ud over børnenes selvværd, hvis de ikke får en forklaring på svigtet.

Jeg vil foreslå, at du får snakket enten med din mor om dine tanker og følelser eller med din fars familie. Måske kan de hjælpe med at få din far i dialog. Måske er der fastlagt aftaler om, hvornår I skal være hos jeres far, som han også skal mindes om. Det er ikke sikkert, at det ændrer på din fars manglende kontakt til jer, men det kan gøre, at du bedre forstår, hvorfor situationen er som den er.

Kærlig hilsen BørneTelefonen

Hader lidt min mor

Langvarig skilsmisse / Grænser / Forældre med lave grænser.

Flere breve om Skilsmisse

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Læs mere her

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Se hvordan

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil nu