Fraværende far.

Hej

jeg er en dreng på 16 og går i 9 klasse,

mine forældre blev skilt lige efter nytår for godt og vel to år siden. Det har taget hårdt på mine søskende (jeg har fire søskende, alle sammen mindre end mig) at tingene pludselig var blevet vendt på hoved.

Det var først fire måneder efter skilsmissen vi så vores far, og siden da har vi ca. Kun set ham syv gange over to år, af perioder på en dag. Han rejser meget og er så vidt jeg ved kun hjemme en halvanden uge om måneden ialt spredt over flere dage.

Før skilsmissen havde vi en nomal verdag, min mor var hjemme gående imdtil et år før skilmissen. Havde et hus der var stort nok til syv mennesker og lidt gæster. Men her efter skilsmissen har vi været nød til at flytte to gange på grund af at det er min mor der er alene om alle regningerne nu(min fars løn var hoved inkomsten). Vi bor permanent hos min mor og har endelig fundet et ordenligt sted at bo da alt sådan noget med deling af overskuddet fra hussalget og andre værdier er ordnet.

Da vi kun har set min far syv gange syntes jeg at for mig selv personligt, at han næsten gledet helt ud af billedet( hans søster og forældre er derimod kommet længere in i billedet). Jeg tænker næsten aldrig på ham og når jeg prøver at huske hvordan han ser ud, kan det godt snart blive svært at gendanne et ordenligt billede af ham.

Det er heller ikke blevet bedre af at jeg sendte ham en sms med et billede af mit karekterblad, og hvor jeg skal på praktik henne. Jeg har ikke fået et svar selvom der er gået lidt over en uge nu.

Den mindste i min famillie/min mindste lillesøster er lige startet i skole og til svømning, jeg er bange for at når hun bliver 13-14 år vil hun tænke tilbage og tænke”hvor var min far på min første skoledag”.

Jeg er bange for at mine små søskende kommer til at se negativt på ham som de kommer længere op i årene. Min far er ellers normalt en venlig og rar person som ikke er ligeglad med sin familie, det er bare en helt ny side af ham som jeg har set af ham de sidste par år.

Det er tilgengæld en side som jeg godt kender fra mig selv da jeg minder mere om min far end min mor. Jeg har lige som min far det med at begrave mig selv i enten bøger eller arbejdehvis jeg føler mig presset, jeg er ligesom ham en meget stille person, nogen dage kan godt gå med kun at sige et par enkelte ord men andre er lige modsatte, jeg drikker ikke, ryger ikke og går heller til fester. Ca halvfems procent af hvad jeg ser når jeg kigger på mig selv er min far både fysisk og physisk.

Det er for mig vikelig deprimerende fordi jeg selv ser meget op til min far, har store foventninger for mig selv(vil gerne på gym og uni).

Lige nu føler jeg mig selv fovirret selv om jeg har talt med min skole pædagoen. Jeg ved ikke vad jeg skal tænke om min far, om jeg skal være ligeglad med ham, skuffet over ham eller være ligeglad med ham. Jeg sådan set mistet kontakten til ham udover gennem min farmor og farfar.

Mit brev er nok tildt langt men jeg har vikelig bare haft brug for at få det her ud.

Tak fordo du har læst det, der er nok også lidt for mange emner i det men det er altså bare min historie for de sidste to år.