Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Flytning

Hej Børnetelefonen.
Min mor overvejer at flytter rigtigt langt væk, mine forældre er skilt. 
Jeg skal på efterskole nu, men senere i gymnasiet. 
Jeg føler at jeg bliver stillet over for et valg, mellem min mor og far. Fordi jeg skal jo vælge hvem jeg skal bo hos, og hvor jeg skal i gymnasiet, men vil ikke vælge nogle fra, for jeg elsker dem jo lige højt, og vil gerne have dem begge i mit liv. 
Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre?

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Tak for dit brev. Sikke et svært valg, du er blevet stillet overfor. Jeg kan godt forstå, at det er svært for dig, at finde ud af, hvad du skal gøre. Det er rigtig godt, at du skriver til brevkassen for at få hjælp.

Jeg tror, der er rigtig mange børn og unge, hvis forældre er skilt, som kan genkende den situation du står i, hvor du føler, at du skal vælge mellem dine forældre, og ikke har lyst til at vælge nogle af dem fra. Det er vigtigt for mig, at huske dig på, at det er dine forældre, der har valgt at gå fra hinanden. Dermed har de også vidst, at det ville betyde, at de ikke begge to kunne have dig hos sig hele tiden. Jeg får lyst til at vende det lidt om og sige, at det ikke er dig der har valgt ikke at have begge dine forældre i dit liv. Det er noget de har valgt, da de blev skilt. Derfor kan man også sige, at det er urimeligt, at det er dig, der kommer til at stå med følelsen af, at du vælger den ene af dine forældre fra. Det er dem, der har valgt det. Det er heller ikke dig, der har valgt, at din mor måske skal flytte langt væk, så du er nødt til, at bo fast hos den ene af dem. Jeg ved godt, at det ikke forandrer den situation du står i, at tænke sådan.  Men jeg håber, at det måske kan hjælpe dig lidt med, at bekæmpe den dårlige samvittighed, som jeg kan forestille mig, du må have, når du skal vælge hvem af dine forældre du helst vil bo hos, hvis du forsøger at lægge ’ansvaret’ for situationen over til dem.

Når forældre vælger at blive skilt, medfølger der store forandringer, som desværre ofte kommer til at gå ud over børnene – både i forhold til hvor de skal bo, gå i skole, venner osv. Børnene er ofte bange for, at de kommer til at såre den ene af deres forældre, hvis de fx vælger at bo hos den anden. Det tror jeg, der er mange børn, der kan genkende.
 
Da det er dine forældre, der har valgt at blive skilt, og deres valg i høj grad kommer til at gå ud over dig, tænker jeg, at det er vigtigt, at du tænker på dig selv, når du skal vælge, hvem af dem, du vil bo fast hos. Du kan fx lave en liste med fordele og ulemper ved at bo hos din mor eller far. Det kan fx være at fordelen ved at bo hos din far er, at du kan blive sammen med dine venner og evt. starte på gymnasiet med dem. Ulempen ved at skulle flytte med din mor vil være, at du skal have helt nye venner og starte på et gymnasium, hvor du ikke kender nogen osv. - det kan også være at du ser mange nye muligheder i det?. Når man skal træffe et svært valg, kan det være rigtig godt, at lave den slags lister med fordele og ulemper over de forskellige muligheder. På den måde, får man tænkt sig rigtig godt om, og fordelene og ulemperne ved de forskellige valg, bliver meget tydelige for en.

 Når du har besluttet dig for, at bo hos enten din mor eller far, kan du evt. sige til dem, at du elsker dem begge lige højt, og at du egentlig helst ville være fri for at vælge i mellem dem. Du kan måske også fortælle dem om dine overvejelser i forhold til, hvem du skulle vælge at bo hos, og hvorfor du har valgt mor/far. På den måde, kan du også flytte fokus fra at dit valg ikke handler om et valg mellem dem, men at det handler om et valg baseret på hvilket gymnasium du helst vil gå på, om at du vil blive i nærheden af dine venner, eller om du trænger til at få nye venner osv. Jeg håber, at det giver mening for dig.

Måske vil det være godt at din mor får afklaret om hun rent faktisk flytter, og vil det være en idé, at du snakker med hende om, hvordan du har det med det? Måske kommer det bag på hende, at du har alle disse tanker og bekymringer, og måske har hun ikke tænkt på, at du måske ikke vil flytte langt væk fra dine venner og det du kender? 

Hvis du har brug for at snakke med en rådgiver om fordele og ulemper ved at bo hos din mor eller far, er du meget velkommen til at ringe eller sms’e til Børnetelefonen på 116 111. Du kan også logge ind på chatten. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og ønsker dig al held og lykke.

Mange kærlige hilsner, BørneTelefonen

Skal din mor og far skilles? Få gode råde her

Hvis ens forældre skal skilles, kan man opleve at have mange forskellige følelser. Måske man bliver bange og nervøs, det kan også være man bliver rigtig ked af det eller vred og nogen oplever også lettelse, hvis ens forældre har skændes meget. Man kan også sagtens opleve at have alle følelserne. Måske hverdagen pludselig ser anderledes ud og derfor tager det tid at vænne sig til, at mor og far bor hver for sig

Det er vigtigt at sige, at det aldrig er børnenes skyld, når forældre vælger at blive skilt.

Her på siden kan du finde svar på spørgsmålene ved at se film om blandt andet, hvad man kan gøre, hvis man har det svært med sin papmor. Du kan også få viden om dine rettigheder eller læse andre børns breve.

Du har en Initiativret

Det betyder, at når du er fyldt 10 år, kan du bede Familieretshuset om at holde et møde med dine forældre, hvis du ikke har det godt med det, der er blevet bestemt i forbindelse med dine forældres skilsmisse. Det kan f.eks. være om, hvor du skal bo, hvor tit du skal se den forælder, som du ikke bor hos eller noget helt andet, som du måske er ked af.

Du kan ringe til Børnenes skilsmissetelefon på telefonnummer 20 60 05 50 eller du kan udfylde blanketten og sende den direkte til Familieretshuset. Print brevet her.

Du kan også få en bisidder fra BørneTelefonen til at hjælpe dig.

Hvis dine forældre er skilt, og du ikke er tilfreds med, hvordan du skal bo, kan du bruge din initiativret

Du kan få en Bisidder fra BørneTelefonen

Hvis du skal til møde i kommunen eller i Familieretshuset, kan en voksen fra BørneTelefonen gå med dig. Det er helt gratis at få en bisidder.

Spil

Sjitshow

Det er tid til et familiebillede! Men hvem skal have en hundelort på hovedet, og hvem skal have et smækkys? Hvem skal ligne en zombie, og hvem skal være superhelt? Du bestemmer – for det er DIN gakkede familie!

Spil om skilsmisse og om skøre familier

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat