Far

Min mor og far deler forældremyndigheden over mig. De blev skilt da jeg var 2 år.

Min far fik en ny kæreste for 3-5 år siden. I starten var hun flink. Men senere begyndte hun at ignorrer mig. Hvis jeg spørger om noget, svarer hun nogle gange. Men ellers snakker hun ikke til mig. Hvis jeg laver noget jeg godt kan lide, siger hun tit: “Hold en pause. Din far skal have ro til at læse avis” Eller noget der minder om det. Min far siger at han godt kan lide når jeg laver det, men bag efter kigger hun skummelt på mig.

I sommerferien ringede jeg hjem til min mor næsten, hver dag for at få lidt hjælp. Min mor er forstående, og har sagt at det ikke skal være sådan ved min far. Og hvis jeg havde lyst kunne vi snakke med Amtet. Men jeg er bange for at min far vil skubbe mig væk, hvis jeg snakker med Amtet.

Min fars kæreste er også begyndt at læse psykologi. Hun arbejder på en skole, hvor hun er skoleleder. Hun har selv 3 drenge. én på 20 år, én på 18 år og én på 15 år. Min far ELSKER at være sammen med dem. Han har kun 1 pige ud over mig (min søster). Men de snakker ikke rigtig sammen. Nu hvor hun læser psykologi, er hun ikke så meget sammen med min far, og min mor og jeg har snakket om han nok føler sig tilside sat, for han har kæmpe humør svingninger.

Og jeg har ikke længere lyst til at være hos ham. Jeg har aldrig rigtig selv måtte vælge noget ved ham. Han vil ikke høre efter når jeg fortæller noget jeg syntes der er trælst. Nogle gange tænker jeg om ikke det kunne være lettere kun at have 1 forældre, som skulle være min mor.

Min far og storesøster kan ikke enes. De gik igennem Amtet, og nu er min søster flyttet til et andet land. For at komme væk fra de problemer hun sikkert føler her hjemme. Hun er næsten 19 år, og har haft det værre end jeg. Hun har kæmpet mod min far lige fra hun blev født.

Hilsen Den triste.