Kære dreng på 12 år.
Jeg kan godt forstå, at du føler dig forvirret lige nu – og til tider, føler du er helt alene. Men jeg kan fortælle dig, at det er du ikke. Der er mange andre, der har det ligesom dig.
I din alder er der mange, der får tanker om, hvorvidt man mon er homoseksuel. Og mange oplever at få kærlige følelser for sine venner af samme køn.
At du har været forelsket i din bedste ven betyder måske, at du er homoseksuel. Måske ikke. Du er så ung, at din seksualitet endnu ikke er fast. Og når det ikke har været dejligt at kysse med pigerne, kan det også være fordi, det ikke har været de rigtige piger. Men, som du også skriver, fordi du har presset dig selv til det, også selvom du slet ikke havde lyst.
Jeg kan fornemme på dit brev, at du faktisk helst ikke vil være homoseksuel. Jeg kan godt forstå, at du kan tænke sådan, for i din alder vil man bare helst være som de andre. Men du skal vide, at der er mange homoseksuelle – sikkert også blandt dine venner. Og at være homoseksuel er jo ikke skidt. Eller forkert. Husk det! Det vigtige er derfor, at du følger dit hjerte og ikke prøve at lave om på dig selv.
Når du skriver du er stresset, tænker jeg, at det kan have noget at gøre med, at du forsøger at føle og være på en anden måde, end du har lyst til? Kan du følge mig i det? Det kan nemlig være meget stressende ikke at kunne være sig selv.
Derfor lyder det som en rigtig god ide, hvis du har en god ven, dine forældre eller et andet familiemedlem, du kan dele dine tanker og følelser med. Du kan måske starte med at vælge én, som du virkelig har tillid til. For når vi deler det, der er inden i os, oplever vi ofte, at vi bliver mere klar på, hvem vi selv er. Og det kan være en lettelse at opdage, at man stadig er elsket, præcis man er.
Det værste man kan gøre, er at undertrykke følelserne. For det er det samme som at gemme noget af sig selv væk. Du er dig, og du er helt rigtig, lige som du er. Og med tiden, vil du blive mere og mere sikker på, om du er til drenge eller piger eller begge dele.
Det kan måske også være en ide for dig at kontakte landsforeningen for bøsser og lesbiske. De er vant til at tale med unge, der har de samme tanker, som du har. Du kan få rådgivning på deres ungdomstelefon 33360080. Du kan læse mere om ungdomsrådgivningen her: http://lgbtungdom.dk/radgivning/ungdomstelefonen/.
Kærlig hilsen BøneTelefonen