Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Vil han mig stadig?

Jeg er en pige på 15 år som siden jeg var 12 år gammel har haft noget kørende med den her dreng.

Han er også 15.

Vi har lidt on and off været “kærester” men først her i sommerferien begyndte vi at snakke rigtigt sammen. Vi har efterhånden kysset og snavet en del, men dog først når vi begge er fulde.

Her fortæller vi hinanden hvor meget vi kan lide hinanden, men vi kan simpelthen ikke snakke sammen når vi er ædru. I går aftes lagde vi så sammen lidt væk fra de andre til festen, og han ville virkelig gerne mere end at kysse.

Han prøvede virkelig at få mig til at vise mine bryster, men jeg sagde nej gentagne gange. Så begynder han at prøve på at give mig finger ved at tvinge sine hænder ned i mine bukser, men jeg får hevet dem op. Han forstod virkelig ikke et nej og blev virkelig frustreret hver gang. Det forstår jeg også godt men jeg var bare virkelig ikke klar.

Jeg har lyst til at lave de ting med ham, fordi jeg kan virkelig godt li ham. Men jeg var simpelthen ikke klar. Det ender med at han bliver sur og går op til andre. Jeg kan så fkn godt lide ham så jeg er bange for om jeg har ødelagt noget ved det her. Hjæælp!

Pige, 15 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære pige på 15 år

Tak for dit brev. Jeg kan godt forstå, at det er frustrerende at stå i en situation, hvor man kan lide en person, men samtidig har brug for at sige fra og nej til personen, fordi man ikke føler sig klar til sex. At du samtidig ikke følte, at der var så stor forståelse for, at du gerne vil vente, gør det nok endnu mere svært.

Når jeg læser dit brev, får jeg virkelig lyst til at fortælle dig, at jeg synes, du er sej. Du lader dig ikke overtale eller tvinger dig selv til at gøre noget, du ikke er klar til. Det er kæmpe styrke at kunne mærke sine egne grænser på den måde, som du kan – stå endelig ved det!

Måske er du et sted lige nu, hvor du af frygt for at miste, måske fortryder at du ikke bare sagde ja? Men her er det vigtigt at huske, at frygt sjældent er den bedste følelse at tage beslutninger ud fra. Kan du mon genkende det fra andre situationer?

Samtidig er sex, man føler sig presset til, aldrig en god ide. Og mon ikke, det kunne have påvirket jeres forhold endnu mere negativt, hvis du havde givet efter?

Du er bange for, at du har ødelagt noget ved at sige fra. Men jeg tænker faktisk, at du har passet på både dig selv, ham og jeres forhold ved at være ærlig.

At drengen du kan lide går sin vej kan være et udtryk for forskellige ting. Det behøver ikke betyde slutningen på jeres forhold. Der kan jo ofte opstå misforståelser til fester, særligt hvis man har drukket lidt.

Jeg tænker derfor, at det måske ville hjælpe, hvis du fandt et tidspunkt, hvor du kunne snakke med ham. Jeg tror, at det hjælper, hvis man hurtigt kommer på talefod igen efter en svær situation. Hvad tænker du mon om den mulighed?

Du kunne måske starte med at sige “Jeg er virkelig ked af, hvordan aftenen sluttede der til festen. Jeg kan stadig virkelig godt lide dig. Og jeg vil gerne lave de ting med dig. Jeg har bare brug for at være helt klar først”.

Det er selvfølgelig også andre gode måder at sige det på. Og du skal sige det på en måde, som virker naturlig for dig.

Held og lykke med kærligheden. Hold fast i at udtrykke dine grænser. På den måde er jeg ret sikker på, at I vil få det bedste forhold.

Hvis du har brug for andre råd eller en uddybende snak, er du også velkommen til at ringe eller skrive ind igen på 116111. Så ser vi på, hvordan vi ellers kan hjælpe.

Kærlige hilsner fra BørneTelefonen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat