Sådan kan du kontakte BørneTelefonen

Brev

Ubehag ved sex med min kæreste!

Kære Brevkasse
Jeg har været sammen med min kæreste i lidt over 2 år efterhånden og vi har det rigtig godt sammen – pånær sex delen. For ca 1 år siden tog jeg til lægen fordi det begyndte at gøre ondt under samleje, og fandt ud af jeg havde et sår i skeden. Det har ødelagt rigitig meget ved vores forhold fordi han gerne ville have sex, men jeg selvfølgelig ikke kunne fordi det gjorde så ondt!

Nu har jeg så været til lægen for sidste gang og det er endelige gået væk! Men jeg føler stadig ubehag ved sex og har egentlig ikke lyst til det. Min kæreste mener det måske kan være noget psykologisk og siger at hvis jeg ikke gør noget ved det snart, gider han ikke mere. Det skal lige siges at jeg for tiden har rigtig meget i tankerne..

mine forældre er skilt, min far er meget meget syg, min mor er begyndt at date yngre fyrer og jeg ved ikke om jeg er syg. Har været til lægen og få lavet en blodprøve fordi jeg har oplevet besvimelse tre gange og blir sendt videre til en neurolog. Så det hele er bare lidt for meget for tiden.

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre mht sex – jeg føler ubehag hver gang han rør mig og skubber ham tit væk. Jeg ved ik hvem jeg skal snakke med så derfor skriver jeg herinde og håber i kan give mit nogle ideer eller råd.

Pige, 19 år
Svar fra

Børnetelefonen

Kære kvinde på 19

Tak for dit brev. Du beder om hjælp til at finde ud af, hvordan du skal forholde dig til sex sammen med din kæreste, og jeg forstår godt, at du har det lidt svært med det. Når det har gjort ondt på dig at have sex tidligere, tænker jeg at det nok godt kan påvirke din lyst til det, selvom dit sår ikke længere er der.

Du fortæller, at din kæreste mener, at det er noget psykologisk, som gør, at du ikke har lyst, og jeg tænker at det måske godt kan tænkes at han har ret i det. Men hvad tænker du mon selv?

Det skal jo gerne føles rart og trygt, når man går i seng med hinanden, og hvis det ikke gør det, kan man let miste lysten. Jeg tænker også, at du måske kan føle et pres fra din kæreste, når han siger, at han ikke gider mere, hvis du ikke snart vil være med til det..? Det kan måske også gøre, at du føler dig usikker på ham..? Måske skulle du prøve at snakke med ham om, hvad det gør ved dig, når han siger sådan..?
 
Jeg tænker også på, om I mon har prøvet at være sammen på andre måder end ved, at han trænger ind i dig..? Man kan jo godt kæle med hinaden og gøre dejlige ting sammen uden at manden behøver at trænge ind. Det kunne måske være en måde som kunne gøre det rart for dig at have sex, så du med tiden også kan få lyst til at han trænger ind i dig.? Hvis I mangler inspiration findes der bøger om massage og erotik, hvor I måske kunne få inspiration til at være sammen på andre måder..?

Du fortæller også om problemer i din familie i form af skilsmisse og sygdom og det at du måske selv er syg. Alle disse ting har selvfølgelig også en indflydelse på dig og din psyke, og det er slet ikke ualmindeligt at reagere med at miste lysten til sex, hvis man føler sig utryg. Men omvendt kunne det måske være rigtig rart for dig, hvis du og din kæreste kunne finde ud af at være sammen på andre måder, da jeg tænker at det også vil kunne give dig noget glæde og tryghed oveni alle de svære ting der sker omkring dig lige nu, hvis du f.eks. kunne bede ham om at give dig massage og bare holde om dig..?

Jeg håber, du har fået lidt inspiration til at komme lidt videre. Der findes også en hjemmeside for unge om sex som hedder www.sexlinien.dk. måske kunne du prøve at kigge på den og se, om du kan finde mere inspiration.

Kærlig hilsen BørneBrevkassen

Har du spørgsmål til sex eller den første gang?

Den første gang kan for nogen være en stor ting. Og mange har allerede en forestilling om, hvordan det bliver. Derfor kan nogle opleve at blive nervøse, fordi de gerne vil have en god oplevelse. Men det betyder også, at det kan blive svært at slappe helt af. Nervøsiteten kan fx gøre det svære for drenge at få en stiv pik, og for pigerne at blive våde. Det bedste råd er derfor at tage det helt stille og roligt, og tale sammen om det. 

Det er helt almindeligt at blive nervøs eller usikker omkring sin første gang. Måske du er usikker på, om du kan finde ud af det? Om du vil kunne lide det? Hvornår du er klar? Eller om du ser ”rigtig” ud? 

Der findes ikke nogen rigtig eller forkert måde at se ud på. Kroppe og kønsdele ser forskellige ud. Læs mere her, og få flere gode råd til sex og den første gang! 

Quiz om sex, seksualitet og krop

Kender du til myterne?

Ring

Ring til bisidningen på nummer 35 55 55 56.

SMS

Send SMS til BørneTelefonen på nummer 116111.

Ring

Ring til BørneTelefonen på nummer 116111.

Chat
Chat
Gruppechat
Gruppechat