Kære du,
Tak for dit brev, hvor du beskriver en situation, som rigtig mange mennesker kender. At man har gjort noget, som man både har lyst til og som føles rart, men som man et eller andet sted godt ved måske ikke er helt godt... Er det lidt sådan, du har det? Og hvordan skal man så lige finde ud af, hvad der er det rigtige at gøre næste gang...
Jeg bliver lidt nysgerrig på, hvad der får dig til at tænke sådan bagefter? Er det fordi du ved, at I måske er lidt for unge til det? Er det fordi, du har følt dig bare en lille smule presset til det af din kæreste? Er I mon de første blandt jeres venner, som er startet på at dyrke sex? Nogen gange kan det være meget godt at starte med at se sig selv lidt udefra og være nysgerrig på, hvorfor gør jeg egentlig det, eller hvorfor tænker jeg mon sådan i den situation...
Umiddelbart tænker jeg, at det er ret tidligt at have sex sammen. Det er meget forskelligt, hvornår folk har sex for første gang og under hvilke omstændigheder. I lyder til at have mærket hinanden lidt an først, og du spørger hende jo så fint, om hun har lyst til det, så det lyder ikke til, at den ene har presset den anden urimeligt... Og nu har I jo så dyrket sex flere gange, og så er det lidt svært at gå tilbage igen... Men måske kunne I tænke på, at I ikke behøver at dyrke sex, hver gang I er sammen – jeg ved godt, at lige nu er det spændende og nyt, og du skriver, at I begge synes det er dejligt - men måske for at passe på hinandens og jeres egne grænser, er det fint at være sammen nogle gange uden at dyrke sex.
Du spørger direkte, om jeg tænker, at du burde stoppe med det. Jeg tror, at det svar som vil føles bedst for dig, og som du dermed vil respektere mest, er det svar som du skal finde inde i dig selv. Måske kan du mærke efter, hvordan du har det med dig selv i rollen som én, der har sex med sin kæreste? Og hvor meget den tanke fylder, som du beskriver du får, efter at I har haft sex sammen? Fylder den mere, end at det var dejligt at være sammen? For så er det nok det rigtige at holde en pause med at dyrke sex.
Til sidst vil jeg bare understrege betydningen af, at I husker at bruge prævention hver eneste gang. Der skal kun en lille bitte sædcelle til at gøre din kæreste gravid, og der skal bare fysisk kontakt uden kondom til at smitte hinanden med kønssygdomme, så husk det, hver gang!
Jeg håber, at du finder det rigtige svar for dig ved at mærke efter dine egne tanker og reaktioner.
Rigtig god sommer,
Hilsen BørneBrevkassen